Korrespondance og dokumenter

Hvordan fejlene skete på Montebello i Helsingør,
hvordan de brød deres tavshedspligt,
og hvordan de kostede mig mit erhverv og enhver mulighed for at opbygge et liv.

Denne redegørelse er vigtig, fordi der på det tidspunkt, hvor Montebello begik så alvorlige fejl, da lå der allerede en journal på et andet hospital over en intensiv psykoanalytisk undersøgelse og behandling, og med de rigtige forklaringer på hvorfor jeg reagerer med Ocd, men det opdagede MonteBello ikke.
Altså en journal der giver den rigtige forklaring på Ocd!
Jeg har det bedst tænkelige bevis på at Montebello fejlvurderede.
Konklusionen på psykoanalysen var at jeg dannede tvangstanker som en modsat rettet reaktion imod følelser, der af forskellige grunde skulle undertrykkes.
Behandlingen - at løsne op for selvdisciplinen og komme fri af skyldskomplekser - virkede. Jeg kom fri af tvangstanker og angst, og begyndte at sætte grænser over for mine omgivelser og fik tillid til at de for en del ville blive respekteret.

På grund af en meget svær depression og flere selvmordsforsøg efter famiiens forsøg på at få kontrol over mig igen, blev jeg i 1976 indlagt på Montebello i Helsinger.
Dette er historien om hvordan psykiatrien kan ødelægge et menneskeliv i mange år med forkerte diagnoser, og hvordan man yderligere bliver kostet rundt i klagesystemerne, hvis man protesterer.

Nedenstående kopi fra journalnotater fra Montebello, hvor min mor manipulerer en ny psykiater til at foretage de vurderinger hun havde brug for, og som skulle dække over, hvad hun havde udsat sine børn for af mishandlinger.
Eller at hun, da jeg var teenager, brugte mig som fantasipornomodel og sladderobjekt, for selv at opnå opmærksomhed.
Konsekvenserne var så smertefulde for mig, at det har kostet mig virkeligt meget at skrive dette, og jeg vågner for tiden hver morgen med den samme depression som dengang. Men det skal gøres, både for at redde mig og for at redde alle andre, der sidder fast i en tilsvarende situation.

Dette er også et eksempel på hvordan en patologisk løgner som min mor hele tiden lægger sig så tæt op at sandheden, at også kendsgerningerne kom til at fremstå som beviser på hendes løgne. Det er så utroligt hårdt at slås med den slags, og jeg forsøgte altså dengang at flygte fra det og begynde en ny tilværelse et andet sted. Som det fremgår af dette, så mislykkedes det p.g.a. psykiatri.

Datoen er 30/9 1976. De diagnoser er stadig i kraft idag mere end 35 år senere. Den pågældende psykiater vidste ikke at der allerede lå en journal på at andet hospital over 5 års intensiv psykoanalytisk behandling for at gøre mig stærk nok over for min mors paranoia og kampe for at kontrollere mig ... stadig efter at jeg var blevet voksen.
Hvor godt min mors kamp for at få mig stemplet med diagnoser den lykkedes kan læses her.
Mine kommentarer kan ses under teksten eller ved at klikke her, eller klik på tallene ud for teksten som er links til mine kommentarer.

Mine kommentarer til ovenstående:
Dette handler i virkeligheden om min mors kamp med en anden psykiater på et andet hospital som tidligere i tiden 1969-1976 havde helbredt mig for tvangsneuroser, hæmninger og selvundertrykkelse. Det lykkedes hende ved dette møde i 1976 et nyt sted at sætte denne nye psykiater til at bryde alle resultaterne ned igen. I ovenstående kan læses hvordan. De diagnoser jeg fik stillet ved den lejlighed er stadig i kraft nu mere end 35 år senere. Patientklagenævnet har gentagne gange afslået at foretage en sagsbehandling på trods af at jeg gentagne gange har gjort opmærksom på at der findes en anden journal med nogle helt andre vurderinger og at den allerede fandtes på det tidspunkt.

1: Angående min mors "forhåbninger" om at når jeg nu tog en fin realeksamen, så håbede de at det ville komme til at gå mig godt. Nej, det håbede hun ikke, hun arbejdede på det modsatte, og hun havde kæmpet for at forhindre at jeg kom i realskole, men nogen må have overtalt hende.
Hun bagtalte mig over for lærerne på min skole for at forsvare sig selv og sin egen andel i at jeg havde så store psykiske problemer og på præcis samme måde som hun gør det her.
Hvis det var min lykke og muligheder der var hendes mål, hvorfor nævner hun så ikke at jeg allerede havde gennemgået en behandling som havde helbredt mig for nogle meget pinefulde tvangstanker (læs om en helbredelse).

Arbejdsmarked trods angst og medicin: Det er rigtigt at det var med nød og næppe at jeg fik min uddannelse på et kommunekontor, men det skyldes at på det tidspunkt da jeg var næsten 20 år og boede alene på et værelse, havde min mor fået en privatpraktiserende psykiater til at fylde mig med så giftig medicin, at jeg ikke kunne koncentrere mig om hvad jeg lavede eller om mine lektier på handelsskolen. Se evt. min realeksamen som jeg har lagt ud som bevis for, at jeg før jeg fik den medicin godt kunne få tingene til at lykkes.
Den behandling, som jeg blev så syg af dengang jeg var i lære, var min mor godt tilfreds med, og den klagede hun ikke over på trods af at det stod på i ialt 4 år. Da jeg senere i 1969 kom i korrekt behandling og blev helt rask kæmpede hun i alle årene for at få brudt resultaterne ned igen, og hun forsøgte at få den psykiater fyret, som hun ikke kunne få kontrol over.

2: Jeg blev ikke sagt op efter prøvetiden i Frederiksværk kommune. Jeg meldte mig syg og sagde selv op. Årsagen er at på det tidspunkt hvor jeg endelig var i korrekt behandling, kæmpede min mor for at bryde resultaterne ned igen og bevare sin kontrol over mig, og jeg var under konstant pres. Hun kritiserede mig hele tiden og hakkede på mig. Samme mobning som hun havde udsat mig for hele mit liv ... hvorpå hun mente at det var psykiatriens arbejde at sætte ind med tvang og piller over for mine psykiske problemer.
Det var lykkedes min mor at afværge et forsøg på at skaffe mig revalideringshjælp til en ny uddannelse og at tvinge mig tilbage til kontorfaget igen, selvom jeg havde opgivet. Jeg var blevet arbejdsprøvet på det hospital, hvor jeg havde været indlagt, hvorved de var kommet til samme resultat og søgte revalidering til mig. Men både min mor og min mand sagde nej, da jeg kunne tjene en hel del mere ved det fag, jeg allerede var uddannet i.
Desuden var mit ægteskab i gang med at revne. Jeg var under hårdt pres fra alle sider og truet af en ny indlæggelse.
Jeg blev tvunget ud i et nyt nederlag på trods af at jeg allerede selv havde opgivet kontorfaget. Det slog meget hårdt. Jeg har det dårligt med nederlag.

Ægteskab: Angående at det i ægteskabet skulle være som jeg ville - hvor mon hun havde den opfattelse fra?! Nej, min mand var ekspert i manipulationer og manipulerede som regel sin vilje igennem, men da jeg i 1970 kom i korrekt behandling, begyndte jeg at blive mere selvstændig og fik mere selvtillid, og fandt jeg mig ikke længere i alt. Behandlingen sigtede helt bevidst på at jeg skulle blive i stand til at klare mig selv, så jeg ikke længere var afhængig af familien. Det skulle gøre mig stærkere over for dem og måske netop derved redde mit ægteskab.

Pasning af min søn: Med hensyn til hendes påstand om at jeg ikke passede min søn - jo fysisk passede jeg ham perfekt, men p.g.a. min mors religionsvanvid og syndsbevidsthed så havde jeg, da han var helt lille, pinefulde tvangstanker om at nogen ville gøre ham fortræd. Det var årsagen til at jeg lod mig skrive op til indlæggelse. Til sidst måtte vi sove med min søn imellem os om natten fordi jeg var nødt til at passe på ham hele tiden. I første omgang (i slutningen af 1960erne) var det lykkedes min mor at få stadig den samme privatpraktiserende psykiater, som jeg havde haft i 4 år, til at fylde mig med giftig medicin som jeg blev meget syg af. Den situation var min mor godt tilfreds med og det klagede hun ikke over. Det var årsagen til at jeg til sidst blev så syg at jeg blev indlagt da jeg var 22 år og i dec. 1969, og endelig kom i korrekt behandling og lærte også at sige min mor imod. Se dokumentationer. Derfor prøver hun her i 1976 at få den næste psykiater til at bryde min vilje ned igen og at genvinde kontrollen over mig. Da var jeg næsten 30 år gammel.

Min søn kom netop ikke i dagpleje fordi jeg var så syg af medicin, selvom jeg havde så meget brug for hjælp. Han kom først i dagpleje efter at jeg blev indlagt og for at hjælpe min mand, ikke for at hjælpe mig.
Jeg kom i korrekt psykoanalyse og der blev samtidig søgt revalideringshjælp til en ny uddannelse til mig. Men det ville min mor ikke acceptere, og så begyndte magtkampene igen. Jeg måtte ingen hjælp få og muligvis fordi min mor og min mand var bange for at de kunne blive dømt til at betale i sidste ende. Det var der vistnok mulighed for dengang. Begge havde råd til det, men ville ikke.

Skilsmissen: Angående den kursuskammerat som skulle hente og bringe mig, men hvor min mor påstår at vi sjældent tog på kursus, så var det læreren på kurset og vi var altid på kursus, læreren kunne ikke så godt blive væk, vel?? Det var et kursus i førstehjælp som jeg tog fordi det var en forudsætning for at komme ind på skolen for beskæftigelsesvejlederen, hvor jeg blev optaget året efter.

Jeg flyttede ikke ud i en lille lejlighed ved skilsmissen i 1972, men på lejede værelser!! Mine forældre hjalp min mand med at tvinge mig til at flytte fra vores hus og ud på lejede værelser, og jeg boede på lejede værelser i 3 år efter skilsmissen på trods af at både min mand og mine forældre havde penge nok til at jeg kunne have fået en lejlighed.
Jeg bad dengang min familie om hjælp til at passe min søn indtil jeg havde fundet en lejlighed hvor han også kunne bo, men det nægtede de.
Deres tilbud om at hjælpe min søns far med at flå mig for det hele var for stor en fristelse for ham. Ellers tror jeg han havde gjort en indsats for at redde vores ægteskab, hvilket også var min første prioritet.

Prisgivet min mors dominans og paranoia: Selvfølgelig måtte hun også forsvare hvorfor mine forældre arbejde på at få mig frakendt forældremyndigheden ved landsretssagen i 1973 og samtidig med at jeg skulle gennemføre en ny uddannelse. På det tidspunkt var jeg blevet symptomfri.
Den psykiater jeg på det tidspunkt i 1972/73 ved skilsmissen gik i psykoanalyse hos, arbejdede meget for at jeg skulle få forældremyndigheden, og altså imod min mors vilje. Desuden var min forhenværende mand i 1976, hvor denne samtale fandt sted, flyttet sammen med sin fjerde kone.
Mine forældre havde meget at forsvare ved denne samtale i 1976 - incl. hvorfor de ikke greb ind, da min søns fars 3 kone mishandlede ham gennem længere tid - de boede i samme by - hvor de skulle have en psykiater til at gøre mig til den skyldige. En psykiater som altså ikke vidste at der allerede lå en journal på at andet hospital med nogle helt andre vurderinger end de, min mor manipulerede ham til at foretage og til at stille diagnoser på.
Ingen måtte opdage sandheden.
Jeg afbrød kontakten med mine forældre for at kunne gennemføre en uddannelse og komme i arbejde, og begge dele lykkedes. Min mor ringede til mine arbejdsgivere også og fyrede den samme remse af som til Montebello.

Angående at få taget mål til svangerskabsforebyggende midler, som fandt sted da jeg var 17 år, så undlader min mor her en væsentlig detalje - det kunne ikke lade sig gøre fordi det viste sig at jeg var jomfru endnu. Jeg blev sendt til undersøgelse fordi hun på det tidspunkt havde spredt rygter p.g.a. hendes egne paranoide forestillinger om at jeg skulle være promiskuøs, og så viste det sig at jeg stadig var jomfru. Der var ingen der måtte opdage at hun havde løjet i flere år.
Dengang gjorde jeg mig virkelig umage for at forklare min mor, at jeg ikke kunne være gravid, for jeg havde ikke haft et forhold til nogen mand, men alligevel kom tankerne hele tiden ind i hovedet og stjal min koncentration. Både når jeg skulle læse lektier eller koncentrere mig om andre ting. Det var tanker, der var fyldt med så svær skamfundhed og depression at det var pinefuldt.
Mine forældre havde en forretning i byen, og hvis det var gået op for kunderne hvordan hun havde kørt om hjørner med alle og at hun selv var årsagen til at jeg psykisk havde det så dårligt, så havde de været færdige med at drive forretning.
Det er også pinefuldt at jeg må nævne dette, men jeg sidder fast i de diagnoser endnu i en alder af 66 år - 50 år senere - Endda på trods af at der findes en journal med korrekt vurdering og helbredelse. Det lykkedes min mor i 1976 at få gravet nogle gamle symptomer op, som var forsvundet, få dem fejlvurderet og fremkaldt igen, men denne gang i en anden form, der endnu tydelige viste det selvhad, jeg havde forbundet med mine intime følelser p.g.a. min mors religionsvanvid.

Dermed blev jeg på Montebello anbragt i en forkert diagnosegruppe, (efter at have været helbredt for Ocd et andet sted) hvorpå MonteBello tillagde mig de egenskaber, der iflg. psykologibøgerne hører hjemme i den gruppe. At jeg ikke har de egenskaber bortforklares med nye diagnoser. Psykiatrien kan ikke rette fejl?! og jeg skal fejlbehandles resten af livet fordi der blev stillet forkerte diagnoser for 40 år siden.

Ovenstående fotokopier er et eksempel på hvordan min mor sværtede mig til, og her over for en psykiater for at få kontrol over psykiatrien også. Hvordan hun fordrejede kendsgerningerne. Det var ikke noget hun først begyndte på her, det havde hun altid gjort.

Hvor godt min mors kamp for at få mig stemplet med diagnoser den lykkedes kan læses her.

Første brev er fra 1980 og andet er dateret.

Det første er det brev, der kostede mig mit erhverv. Forstanderinden havde flere gange ringet til min psykiater uden min tilladelse, og det var psykiater Ole Jensen, der styrede hvordan min arbejdsplads skulle behandle mig. Hvorefter han sørgede for at jeg blev sagt op da hans behandling kun gjorde problemerne værre. Samarbejdsvanskeligheder betyder at jeg ikke bare kunne tvinge mig selv til at gøre de ting jeg havde angst og tvangstanker omkring. Tvangstanker der først og fremmest drejede sig om angst for at komme til at begå fejl og blive skyld i andre menneskers ulykke.
Jeg måtte ustandselig efterkontrollere hvad jeg havde lavet, for at sikre mig, at jeg ikke havde begået fejl.

Psykiateren overholdt ikke sin tavshedspligt, han må ikke udtale sig til min arbejdsgiver, og det kostede mig mit erhverv at han gjorde det. Det erhverv som var min mulighed for at bygge et nyt liv op efter skilsmissen. Det var altafgørende vigtigt for mig at det lykkedes.

Jeg var så totalt overanstrengt fordi jeg samtidig med at jeg skulle fungere på min arbejdsplads, så skulle jeg klare en sag i Amtet, som min søns far havde anlagt for at forhindre mig i at se min søn. Jeg var simpelthen så bange for at det skulle lykkes for ham. Da den slags problemer med at efterkontrollere sig selv er selvforstærkende, fordi man bliver mere og mere træt, havde jeg søgt hjælp på Montebello.

Det andet brev er skrevet til min søns børnepsykiater i samme periode, hvor hans far forsøgte at udnytte situationen til at forhindre mig i at have kontakt med min søn.

Når jeg ikke her sletter psykiaterens navn så er det p.g.a. bitterhed. Han var årsagen til at min Ocd brød ud igen og han kostede mig mit erhverv og efterfølgende mere end 35 års mareridt af angst hvor jeg ikke kunne få hjælp.

Journalen blev senere lagt ud på Hillerød Sygehus hvor man fortsatte i samme stil.

at