Den psykiske del af mekanismen i tvangstanker

Ocd og tvangstanker ...

... kan formodentlig være et samspil af forskellige årsager! Min erfaring drejer sig om den psykiske og følelsesmæssige mekanisme, og det er derfor kun den, jeg kan udtale mig om. Dette er min variation af Ocd, og hvad jeg erkendte og forstod gennem behandling og analyse. Behandlingen virkede, så jeg i det ene tilfælde blev rask gennem en række år.

En vigtig ting at forstå ved Ocd er, at tvangstanker ikke er en fejlvurdering af virkeligheden, men at tvangstankerne er der fordi de har en funktion!! Det vil sige at så længe årsag(erne) er der - det kan være konkrete årsager her og nu, men det kan også være erindring der ikke er blevet bearbejdet rigtigt - kan man ikke overvinde symptomerne, og hvis man forsøger alligevel, risikerer man at de transformeres i stedet for at forsvinde.

Man må finde frem til en anden måde at få tingene til at fungere! Først når årsagen har løst sig selv eller er blevet løst, kan man begynde at overvinde symptomerne. Man kan dog også tage dem som udgangspunkt for at finde frem til årsagen; i alle de tilfælde hvor det lykkedes mig at finde forbindelsen mellem årsag og virkning viste det sig, at der var en helt igennem logisk sammenhæng mellem de to ting.
Eftersom Ocd på nogle måder ligner fobisk angst, så tror jeg at der også kan være tale om erindringer eller associationer, der er forbundet med angst. Mine egne erfaringer viser at det kan være en del af årsagerne.

Men Ocd kan også opstå af andre årsager end det var tilfældet i min situation. Der kan være tale om næsten hvad som helst, omstændigheder eller et samspil af omstændigheder, der giver samme resultat. Imidlertid er det min overbevisning at det grundliggende reaktionsmønster er det samme, og at vi er nogle der er disponeret for at reagere på netop denne måde. Om der, som nogle mener, også er en fysisk eller kemisk faktor inde i billedet kan jeg ikke udtale mig om.

Den desværre ret almindelige behandleropfattelse - at al social adfærd dybest set har til formål at få opfyldt vores egne behov - gælder ikke for mennesker med Ocd. Måske tværtimod! Tvangstanker kan meget vel været opstået af et påbud fra samvittigheden, eller på anden måde have at gøre med selvdisciplin.

Selve mekanismen:

Vi kender alle til at vi "tvinger os selv til at tænke på noget andet!" Og den mekanisme findes i flere både grader og variationer. Kombinationen i mit tilfælde af opvækst med autoritære normer, strenge afstraffelser, religion og skyld, uudholdelige følelser, gjorde, at jeg meget tidligt måtte lære at kontrollere mine følelser - ikke i normal grad som vi alle må, men i langt mere definitiv målestok! Til det måtte jeg lære nogle metoder!! Følelser kan ikke sådan uden videre ændres, de er medfødte, men de kan kontrolleres eller endda fortrænges. Forskellen er at hvis man bevidst kontrollerer sine følelser, så ved man at man gør det, det kan føles rimeligt at gøre det af hensyn til andre mennesker, og man er parat til at udholde en vis grad af smerter eller afsavn i et stykke tid. Bagefter vender man tilbage til sit normale humør igen. Man har overblik og kontrol over situationen. Men tvinges man ud over den grænse, så sker der noget andet. Jeg lærte meget tidligt og af nødvendighed at kontrollere følelser ved at tvinge mig selv til at tænke på bestemte måder. Eksempel: man må ikke være vred - jamen så tvinger man sig selv til at tænke, at man er glad! Kniber det, så kan man bevidst vælge at tænke på noget, man bliver glad ved at tænke på.
Den samme mekanisme virker hvis man er så stresset og overanstrengt at man ikke kan overskue sin hverdag.

Funktionen i mine tvangstanker var altså at jeg satte ind med tvang over for mig selv.

Skal følelserne derimod fortrænges, skal de helt væk fra bevidstheden! I virkeligheden er mekanismen den samme, men på et tidspunkt "glemmer" man de følelser, der skulle væk fra bevidstheden, og tilbage er kun de tanker man tvang sig selv til at tænke på. Det er en neurose, for man ved i virkeligheden godt, at tvangstankerne ikke er i overensstemmelse med virkeligheden - de er bare blevet til tvang. Man har mistet kontrollen over situationen. Lidt paradoksalt kan man sige at man har mistet kontrollen over sin selvkontrol.

Det er en neurotisk mekanisme! Tvangstanker er forbundet med stærk angst, og udtrykket fra en bogtittel "Tyranner i Hovedet" er godt valgt. Man ved selv at tvangstankerne ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, men man er nødt til at bøje sig for angsten.

Tanken er fri - siger man ... principielt ja! men det er følelser ikke. Derfor må vi lære at kontrollere vores følelser når det er nødvendigt. Det kan gøres på flere måder, og emnet i sig selv er stort nok til flere bøger, men en af metoderne er at kontrollere dem med vores tanker. Det er rimeligt nok indtil en vis grad ...

Når normal selvdisciplin bliver til tvangstanker:

Det bliver de når det ikke længere er bevidst og "med vilje" at man tænker på en måde, der kontrollerer følelserne. På et tidspunkt når indlæringen er trænet længe og konsekvent nok, så overtager underbevidstheden selve funktionen. Lad mig forklare ved at sammenligne med noget vi alle kender:

Når du sidder og læser denne tekst, så staver du ikke hvert enkelt bogstav og sætter dem sammen til ord - du opfatter bare betydningen af de ord, du læser, og det går automatisk. Men den færdighed lærte du engang ved først bevidst at lære hvert enkelt bogstav, derefter lærte du at sætte bogstaverne sammen til ord i lærebogen, og på et tidspunkt blev du så dygtig at du selv kunne sætte bogstaverne sammen til nye ord, som du aldrig havde set før. Du havde lært at læse - og endda også at skrive.

På samme måde kan det at kontrollere sine følelser ved hjælp af tanker blive en indlært færdighed, som ikke længere er bevidst. Underbevidstheden har overtaget styringen. Selve indlæringen er blevet til et skjult program, der virker af sig selv.

Årsagerne til at der opstår tvangstanker kan være mange. I mit tilfælde var det næsten altid skyldsfølelser/samvittighed der lå omme bag ved tvangstankerne. Men jeg tror at det er og kan være meget mere indviklet end det er muligt at beskrive med nogle få ord.

I stressede situationer hvor jeg skulle fungere perfekt, selvom jeg måske var for overanstrengt til at tænke klart nok, kom der tvangstanker, der mindede mig om de skyldsfølelser jeg ville få, hvis jeg begik en fejl. Varede en stresset periode længe nok kunne det blive til kroniske tvangstanker, som jeg bagefter ikke kunne komme af med igen. Selve mekanismen lå jo nu i et ubevidst område, og var ikke længere tilgængelig.

Også forestillinger om hvad der etisk er tilladt kunne danne tvangstanker. Det er forbudt at føle at man ønsker at gøre andre mennesker fortræd - fordi de måske har trampet på een i så lang tid at man ikke kan holde til mere - så hvis man føler og har lyst til det alligevel, så må følelsen fortrænges, den er forbudt. Det kan evt. gøres ved at bilde sig selv ind at man er noget af det mest venlige der kan gå på to ben - og så sørge for også at blive det!! Ikke noget med forsvar og at sætte grænser over for andre mennesker. Man har bestået flinkeskolen med højeste karakter.

Uoverskuelige situationer kan danne tvangstanker. Det kunne være det, der virker sammen med bakteriefobi! Har man mistanke om skjulte bakterier, kemikalier og andre urenheder, som ikke kan ses, så må man i stedet danne sig forestillinger om hvor de er, og derefter opøve vaner, så der ikke er noget der går galt. Er man træt, må man forstærke vanerne for at kompensere for uopmærksomheden.

Tendens til glemsomhed kan danne alle mulige kontrolsystemer, så man er sikker på aldrig at udløse en katastofe på grund af uopmærksomhed.

At fejlvurdere risikoen

Det kan måske som i mit tilfælde ryge ud af proportioner! Hvis jeg som barn blev straffet for en lille fejl, som faktisk ikke havde haft nogen konsekvenser, blev straffen begrundet med, at kunne jeg begå en lille fejl, kunne jeg også begå en stor fejl. Logikken er sådan set rigtig nok, men hvis man skal bruge en masse kræfter på ikke at begå små fejl, så slipper overskuddet nu hurtigere op. Det er en god ide at prioritere sine kræfter og så sætte dem ind, hvor det er mest vigtigt. Men jeg fik ikke selv lov til at prioritere eller komme med tilbagemeldinger om, hvad jeg følte eller hvor langt mit overskud rakte. Jeg var nødt til at leve op til de krav, der blev stillet uanset om de var rimelige. Det har været samme situation efter at jeg er blevet voksen. Andre prioriterer for os!

Konklusion:

I vores samfund - ligesom i alle andre slags samfund - findes der en række normer og uofficielle regler, og det kan nemt blive uoverskueligt og uforståeligt. Der er også mange angstprovokerende faktorer. Jeg tror at enhver form for traume, der må kontrolleres eller fortrænges - og det gælder også fysisk sygdom, som også kan være et traume - kan fremkalde kontrollerende tvangstanker. De krav vi møder, de vanskeligheder vi må tackle, og de måder hvorpå vi administrerer følelsesmæssige reaktioner kan nemt gøre at man mister det bevidste overblik.

Indtil jeg i en alder af 22 år endelig kom i rigtig behandling som helbredte mig, havde jeg forud hele mit liv levet marionetdukkerollen og var koncentreret om at gøre andre tilpas og om at leve op til de krav, der blev stillet. I håb om til sidst at blive god nok.

Den behandling der virkede for mig, så jeg i 8 år var helt fri for Ocd var, at jeg lærte at sætte grænser over for mennesker der dominerede mig, og af disse specielt min mor (det kunne også have været enhver anden); jeg lærte at respektere mine egne følelser og at træffe beslutninger i mit eget liv. Jeg lærte og kom til at føle at jeg også havde ret til det. Behandlingen blev bakket op med sociale muligheder for at bygge en selvstændig tilværelse op, med f.eks. revalideringshjælp til en ny uddannelse og i det hele taget hjælp til at komme fri af afhængighed af andres beslutninger. Min ret til at skabe mig den tilværelse, jeg ønskede, og som gav mig følelsen af indhold og mening blev hele tiden underbygget med både hjælp og muligheder. Hvor jeg livet igennem var blevet indprentet at jeg var uden værdi og at mine følelser var uden betydning, begyndte jeg i stedet til at opleve, at jeg havde betydning og værdi. At mine følelser og meninger var vigtige og kunne bruges til noget. Jeg kom til at føle mig som et ligeværdigt medlem af samfundet og lige så betydningsfuld som alle andre.

Den behandling der dengang helbredte mig var en intensiv psykoanalytisk behandling gennem 5 år og så vidt det var muligt uden medicin. I den tid var det - ud over den konstante mulighed for at aftale tid - i to perioder på begge hvert ca. et år fast ugentlige samtaler af 1½ til 2 timers varighed. Det er en langvarig og dyr behandling der kun kan lykkes med en stor indsats fra begge parter, både behandler og patient. Angående min motivation: hvem som helst ville gøre hvad som helst for at slippe fri af den angst, der altid er en del af Ocd. Allerede inden for 2 år var jeg fri af symptomer, resten af tiden blev brugt til at bygge op og forsøge at stabilisere hele min følelsesmæssige og sociale situation

Vigtigt!

Imidlertid så tror jeg, at vi har et sundt og medfødt følelsesmæssigt reaktionsmønster, som også kommer fra underbevidstheden, og at noget af kunsten er at respektere det. Så viser vores egne naturlige følelser os vejen ud af labyrinterne igen. I de år hvor jeg var befriet for tvangstanker var jeg i stand til rationelt og alene ud fra egen vurdering og samvittighed at overveje og træffe beslutninger om, hvordan jeg arbejdede bedst. Når man bruger energi skal der også noget ind på kontoen - jeg havde ret til at have behov og til at sætte grænser over for omgivelserne. Også over for mine behandlere.

Jeg tror at de sociale evner til samvittighed og hensyn er medfødt og at det er den medfødte version, der er den ægte.

 

© Alis Christiansen - www.Canopoux.dk