20 Aug. 2013

Så fik jeg sendte mailen med svar til Justitsministeriet. Det holdt hårdt at tage mig sammen og få det gjort.

Gad vide hvor mange millioner de fejltagelser i retssystem og behandlersystem har kostet samfundet. Det er mange, kan jeg godt garantere.
Efter min mening er det endnu mere alvorligt hvad det har ødelagt af menneskeskæbner og kostet af smerter.

15 aug. 2013

Jeg fik svar fra justitisministeriet og har skrevet svar til dem, men endnu ikke fået det sendt. Det er så hamrende hårdt at skulle blive ved med at kæmpe på denne måde, men der er ikke andet at gøre end at blive ved indtil det lykkes.

Som barn lærte jeg at når der var givet en ordre, så skulle jeg lystre, og der var ikke noget, der kune diskuteres. Jeg er oppe imod et samfund nu, der opfører sig på samme måde. Et retssystem, der er ligeglad med om de har vurderet rigtigt eller forkert, der skal bare træffes nogle beslutninger om hvordan mennesker skal kontrolleres.

Magt er det samme som ret.

Siden det justistsmord i 1973 har jeg måttet bruge hele mit voksne liv på at forsvare mig imod min familie og psykologerne.

Det er ikke de retsforhold danskerne har ønsket! Alligevel er der utroligt få mennesker, der protesterer, og man protesterer ikke på vegne af hinanden. En af de ting, der også er hårdt er, at jeg lever alene og uden kontakt med andre mennesker, og mine medmennesker er ligeglade. De fleste af dem - og de få, der ikke er, kan ikke gøre noget.

Jeg skal leve alene og uden kontakt med andre mennesker, og i en verden, der er ligeglad. Jeg har i årevis gjort mig umage for at se det i øjnene, og finde ud af hvordan man bliver stærk nok.

2. August 2013

Det er 7 år siden jeg har skrevet her i dagbogen. Jeg sluttede med sidst, at jeg var igang med at gøre min HF-eksamen færdig, men efter et par år måtte jeg opgive. Jeg havde arrangeret min hverdag således at jeg kunne komme ud af døren og på kursus et par gange om ugen, og det var virkelig positivt, men så skete 2 ting - først fik jeg en alvorlig og mærkelig infektion, der lignede fåresyge ... men det havde jeg som 14 årig, kan man få det to gange? Tilsyneladende havde jeg betændelse i alle muskler og alle led og lå næsten bevidstløs en månedstid, før det begyndte at gå fremad.
Da jeg forsøgte at komme igang med HF igen, slog min læge mit arbejdsprogram i stykker. Det var en forudsætning at jeg ud over de to dage om ugen på kursus kunne ordne alt andet over computeren. Nu forlangte han at jeg mødte op til unødvendig og jævnlig kontrol, og så måtte jeg opgive det hele.

I stedet gik jeg igang med onlinekurser. Jeg er totalt låst inde nu, og må prioritere forud for alt andet at overleve total isolation.

I foråret fandt jeg et billede af mine børnebørn på Nettet - på deres mors hjemmeside. De er teenagere nu og et par meget flotte unge mennesker. Det billede kan jeg ikke lægge ud, men jeg har et andet, hvor ingen kan genkendes ud over mig selv

Min familie er tabt for evigt. Jeg har ikke set dem i over 10 år, og det forhold kan ikke genoptages. Årsagen til at jeg måtte opgive at besøge dem er stadig den samme - at jeg sidder fast i forkerte psykiatriske diagnoser og bliver holdt knækket.

Sidste år overgik jeg til folkepension. Indtil videre er der ingen udsigt til at min situation kan lettes, så fremtidsudsigterne er at jeg skal sidde her og visne. Jeg kan ikke komme ud af denne isolation før der bliver foretaget en sagsbehandling, og forklarer her hvorfor. Så er spørgsmålet hvor lang tid det vil tage. Jeg engagerer mig i ret mange ting, og ikke mindst politisk for at være med at lette tilværelsen for de mange andre også, som bliver holdt undertrykt.

Jeg synes man skal lave et overslag over hvor mange skattekroner og ødelagte menneskeskæbner en uduelig psykiatri koster samfundet. Det er mange skattekroner og mange ødelagte menneskeskæbner. Mennesker, der kunne have været til gavn for samfundet og for vores familie.

14. august 2006:

For en uge siden bad jeg ombudsmanden om at gå ind i sagen. Så håber jeg at det giver resultat. Hvis der bliver foretaget en sagsbehandling så kan jeg faktisk kun vinde, for der er 2 journaler med rigtige vurderinger. Over for det står psykiatrien i Frederiksborg Amt med Hillerød Sygehus i spidsen, med deres autoritære piller og magt, som gør det umuligt nogen sinde at få et liv.

Her i forsommeren blev jeg på email opsøgt af en kvinde som ud fra mine hjemmesider mente vi havde nogle fælles interesser. Jeg ved ikke nærmere hvem hun var, men ville da gerne have en emaileveninde. Der gik imidlertid ikke ret lang tid før hun begyndte at sende mig links til behandlingssteder, og det fortsatte hun med selvom jeg bad hende stoppe. Til sidst måtte jeg afbryde kontakten, og tænkte at jeg havde vel heller ikke sat noget overstyr. Men det havde jeg alligevel. Hun havde forstærket angsten betydeligt ved at prøve at spille mig i hænderne igen på det behandlersystem, der fratager mig al menneskelig værdighed. Hele sommeren har jeg ikke turdet forlade min lejlighed, og fik slet ikke gjort alt det, jeg havde planlagt.

Gad vide om hun var sendebud fra behandlersystemet? Det virker lidt underligt at en vildt fremmed dame kommer og indtager en formynderposition over for mig på den måde. Jeg kan godt selv tage stilling til hvad jeg har brug for.
Det viser noget om hvor meget magt psykiatrien har over hvordan mennesker skal opfatte os der er gået psykisk i stykker. Og det er det der er med til at gøre mig så bange, og som gør det umuligt at bygge et liv op.

Om en uge begynder jeg på Hf igen, og denne gang med 2 fag. Så håber jeg at stå med en hel eksamen i 2008. Så må jeg holde mig til de mennesker der respekterer mig, det er dem der giver mig styrke til at gennemføre det, og som får mig til at føle at jeg ikke er helt alene i verden.

10. juni 2006:

Der er sket ret meget siden sidst. Altså ikke fremskridt i sagen ... den del er umulig. Psykiatrien indrømmer aldrig fejl og det er dem ligegyldigt hvor grundigt mennesker går i stykker på deres såkaldte behandling.

Jeg har sendt 40 siders journalnotater til Hillerød Sygehus fra den journal og den psykoanalyse på et andet hospital som de overså da de stillede forkerte diagnoser i 1976, og den dag i dag stadig holder fast på dem. De har hidtil benægtet at den forudgående behandling nogen sinde har været fortaget. Jeg har derfor bedt dem bekræfte at de nu kan se det, samt opgivet datoen i deres egen journal hvor de kan konstatere at det ikke står registreret nogen steder. Og det svarer de ikke på.

Alt hvad jeg selv har forsøgt for at bygge et liv op er systematisk blevet brudt ned igen p.g.a. deres forkerte diagnoser. 30 års fejlbehandling. Oven i det så finder de sig heller ikke i at andre kunne finde ud af at hjælpe mig med at få noget til at lykkes, eller at andre behandlede mig som et menneske, for i psykiatriens øjne bliver det omvurderet til at man så sætter sig op imod en psykiatrisk behandling.

Hillerød Sygehus sidder nu med beviserne på at deres egne fejlvurderinger liggende på bordet og lige foran næsen, og de regner udelukkende på hvordan de forsat kan lyve sig fra det. Eller måske er de bare ikke i stand til at opfatte virkeligheden korrekt?? Hvad hedder det på deres eget sprog?
For et par dage siden tog jeg eksamen i endnu et HF-fag og fik 10. Det var det syvende og jeg holder gennemsnittet.

15 nov. 2005:

Så kom der svar fra Ankestyrelsen idag, og det var igen et afslag. Der er ingen steder man kan finde ud af hvad man skal stille op når psykiatrien har stillet forkerte diagnoser og fejlbehandler år ud og år ind. Det ville være et brud på psykiatriens uindskrænkede magt over os, og den er vigtigere end retfærdighed og sandhed og menneskerettigheder.

Man kan som jeg tage eksaminer med udmærkelse og uddannelser, men man vil aldrig kunne opnå andet end at blive knækket og medicineret hver gang man får brug for et offentligt kontor. Er man registreret som psykisk syg så er det psykiatrien der bestemmer også hvordan alle andre offentlige kontorer skal forholde sig. Endog i sin tid min fagforening og tillidsmanden på min arbejdsplads blev via min chef dikteret af psykiatrien.

I Statsamtet begrunder man et afslag med at hvis jeg skal have bevilget penge til hjælp uden om Hillerød Sygehus så skal en repræsentant fra den psykiatri der har stillet forkerte diagnoser være involveret af hensyn til den behandlingsmæssige udvikling. Jeg har spurgt hvad man mener med behandlingsmæssig udvikling, men har ikke fået svar. Heller ikke min tidligere læge har svaret på mine spørgsmål. Det samme gælder lederen af de sociale institutioner her i kommunen.

8. okt. 2005:

Selvom jeg faktisk lige er vågnet og efter kun nogle få timers søvn, så har jeg så mange spændinger i kroppen at jeg må have opdateret denne hjemmeside før jeg kan falde til ro og komme videre - videre med både med denne sag og med andre projekter jeg har i gang. Se eksempelvis dagbogen for min dagligdag ud over at forsvare mig imod psykiatri.

Jeg er i gang med at bryde med isolationen, men har det så dårligt her i kommunen, at når jeg forlader min lejlighed så går jeg bag om blokkene her hvor jeg bor og tager en bus til en by hvor ingen kender mig. Når jeg går ned i byen her og måske møder nogen jeg kender, så får jeg det rigtigt elendigt. Alle de mennesker jeg troede var mine venner lod sig diktere af psykiatrien hvordan jeg skal opfattes og behandles. De mennesker der havde været mine venner i 15 år og som jeg først og fremmest kunne takke for at jeg gjorde så store fremskridt, var ikke længere mine venner.
I alle de 30 år jeg har boet her i kommunen har jeg frygtet hvornår den psykiatri der stillede diagnoser efter min mors diktat den ville indhente mig her også.

Det får mig også til at reflektere over magtens væsen. Jeg kom i virkningsfuld behandling da jeg var 22 år og blev fri for tvangstanker i løbet af et par år. På trods af at behandlingen virkede så godt, så kæmpede min mor fortsat for at få den underkendt, fordi den var et brud med hendes magt over mig. Det lykkedes altså for hende da jeg blev indlagt på Montebello i Helsingør i 1976 og det er den journal der forfølger mig endnu. I løbet af et par år fik de fremkaldt Ocd igen.

Og nu opfører psykiatrien sig ligesom min mor. På trods af at en ny og medmenneskelig behandling igen betød store fremskridt, så kæmper de for at bevare deres magt, og for at undgå at indrømme at de selv begik nogle fejl. De har hele materialet nu, og de kæmper videre - uden hensyn til hvem og hvor mange de skal ødelægge med deres fremfærd.

Hele mit liv har jeg begået den fejl at tro at man kan forhandle sig frem til løsninger med mennesker for hvem magt er en religion. Som behandler dem der tror med medmenneskelighed og gensidig respekt som vantro. Den samme proces som jeg måtte igennem for at bryde med min mors magt for at komme fri af selvundertrykkende tvangstanker, den proces skal jeg også igennem med psykiatrien nu.

30. sept. 2005:

De første sager er sendt, af disse er brevet til Statsamtet og til en tidligere læge lagt ud på Nettet, men ikke resten, og der er kommet svar fra Statsamtet at man vil undersøge om man kan se bort fra klagefristen og genoptage min sag.

Nu skal jeg videre med næste som bliver min kommune. Der var mange andre ting jeg hellere ville lave end slås med offentlige myndigheder som nedvurderer mig og kontrollerer mig og i øvrigt er ligeglade med resultaterne og hvilke konsekvenser det har for mig.

Lige nu har jeg også åbent for en gammel dansk film, der hedder "Giv gud en chance om søndagen". Jeg er ikke særligt kristen, men for mig er essensen i den film også om livet har en mening og om vi kan opleve livet som meningsfuldt.
Nå - nu sluttede filmen ... der kom ikke rigtigt nogen konklusion, synes jeg.

Den 14. sept. 2005:

Første indlæg i denne dagbog. Jeg er ved at være klar med materialet og skal til at sende det. Denne dagbog er lavet til bl.a. at afklare og holde styr på de følelser, jeg har på højkant.

Da jeg i sin tid blev helbredt for Ocd, advarede min psykiater dengang mig om hvor farligt det er for vores følelsesliv hvis samfundet angriber os. Fordi min mor ikke kunne få kontrol over min psykiater dengang forsøgte hun at få kontrol over alle andre offentlige myndigheder, og hun havde desværre i mange tilfælde heldet med sig.

Det er nok ikke tilfældigt at det er netop det, jeg kommer til at tænke på lige nu. Hvor ville jeg ønske at dette samfund havde vist mig at jeg også har værdi og ret til retssikkerhed og menneskeværdige betingelser. Det er for sent nu, og det vil aldrig ske. Menneskerettigheder er noget jeg skal slås for, og tidligere har jeg gjort den fejl at tro at der måtte være grænser for hvilke metoder man ville tage i brug og hvor mange smerter man ville udsætte mig for.
Men der er ingen grænser for hvor mange smerter psykiatrien vil udsætte mennesker for for at holde os under kontrol og helst også fyldt med piller. De begår den samme fejl som et hvert diktatur - tror at hvis de bare har fuldstændig kontrol over mennesker, så er alle problemer løst. En kortsynet holdning som kommer af at de ikke kan se ud over deres egen næsetip.

Hvordan skal man forholde sig til sådan et samfund. Når man tager kampen op med et monster skal man passe på man ikke selv bliver et monster. Jeg har taget kampen op med en monster der kun bøjer sig for magt, men dermed har jeg også for tid og evigt mistet respekten for dem.
Men jeg ønsker ikke at miste min tro på det positive i mennesker. Det er det eneste der er værd at tro på. Det er det eneste der kan redde verden ... både min verden og alle andres.