Den medicinerede hjerne

Da arbejdsløse risikerer at miste deres dagpenge, hvis de ikke tager den psykiske medicin, de bliver ordineret - idet man påstår at de så ikke følger en behandling – og forældre kan risikere at få fjernet deres børn, hvis de ikke medicinerer dem, som det forlanges, så vil jeg fortælle om mine erfaringer med psykisk medicin. De er ret omfattende, da det tog mig en hel del år at forstå, at nogle af de alvorlige problemer, jeg sloges med, stammede fra medicinen. Først da jeg endelig indså det, nægtede jeg at tage alle de piller længere.
For hold da op hvor har jeg været syg, uden at forstå at det var bivirkninger af medicin.

En del af medicinen bevirker på forskellig måde, at man ændrer sin personlighed. Noget bliver man sløv og inaktiv af, andet bliver man deprimeret af, andet igen bliver man manisk af, og andet igen bliver man mærkelig følelseskold af. Det har lægerne vidst i årevis, og alligevel bliver man ved at bruge det.
Dertil kommer alle de fysiske bivirkninger, og de er mange.

Det danske samfund gør ret omfattende brug af at bedøve mennesker med hjernekemikalier i stedet for at løse problemerne, som bare vokser og vokser.
Modstand mod og reaktioner på forkerte livs- eller arbejdsbetingelser klares ved at prøve at regulere hjernen med kemikalier.

Jeg var omkring 14 år, da min mor begyndte at give mig piller, når jeg sagde hende imod. Jeg havde ikke talt med en læge, og jeg ved ikke hvor hun fik de piller fra - om det var rester af hendes egen medicin, eller om hun afprøvede ny medicin på mig, før hun tog det selv.
Ingen vidste hvor meget jeg kæmpede med angst, for det fortalte jeg ikke af skræk for hvilke reaktioner jeg kunne møde, og mine forældre interesserede sig ikke for hvordan jeg havde det.

På det tidspunkt var jeg kasserer for elevforeningen på skolen, og selvom jeg havde topkarakterer i regning, så fortalte den der overtog regnskaberne, at der var meget roderi i dem.
Det havde jeg ikke selv opdaget. Problemet med at være påvirket af den type medicin er at man ikke vurderer korrekt, og heller ikke at man ikke vurderer korrekt.
Uden medicin kan jeg godt vurdere, hvad jeg kan eller ikke kan. Det drejer sig om at kende sine evner og sine begrænsninger. Endnu en evne, der i nogle tilfælde sættes ud af kraft ved hjernemedicin.

Næste gang var omkring 4 år senere. Jeg boede alene på et kælderværelse og prøvede at gennemføre en kontoruddannelse, og jeg havde opsøgt en psykiater fordi jeg havde så store problemer med angst at det påvirkede mit arbejde.
Jeg fik ingen hjælp, men blev proppet med hundegiftig medicin. Resultatet var at jeg havde vanskeligt ved at gennemføre min handelsmedhjælpereksamen, og jeg kunne endnu dårligere koncentrere mig om at lære at skrive blindskrift på en skrivemaskine.
For at gennemføre handelsmedhjælpereksamen stoppede jeg med medicin, meldte mig syg og gik op til sygeeksamen. Det lykkedes at redde min uddannelse hjem.

Se redegørelse her

I forlængelse af min afsluttede uddannelse fik jeg et barn. Umiddelbart efter fik jeg meget store problemer med angst, og tvangsforestillinger om at nogen ville gøre min søn fortræd. Det var så pinefuldt at det ikke lader sig beskrive. Jeg måtte passe på ham hele tiden.
Eneste hjælp jeg fik var at blive fyldt med giftig medicin. Det blev jeg meget syg af. Jeg kunne ikke koncentrere mig om de mest almindelige daglige opgaver. Engang hældte jeg kogende vand op i et yogurtbærger, som naturligvis smeltede, og jeg tænkte: Hvad i alverden er der galt? Det overstiger ikke min intelligens at forudse, at når man hælder noget kogende i et plasticbæger så smelter det. Men jeg var alt for bedøvet af giftige hjernekemikalier til at forudse ret meget.

Den dag idag fylder man både unge mennesker under uddannelse, ja selv skolebørn, samt unge mødre med småbørn, med psykisk medicin der har store bivirkninger. I mit tilfælde uden at det hjalp på noget som helst.

Jeg var omkring 40 år, da jeg blev indlagt for 3 gang, og denne gang forsøgte man med noget medicin, som jeg blev så bedøvet og deprimeret af, at jeg ikke kunne følge med i den gruppeterapi jeg var indlagt til, og knap kunne foretage mig noget som helst. Heller ikke læse de bøger, vi blev anbefalet. Jeg kunne ikke koncentrere mig og kunne ikke læse en tekst indenad.
Først da gik det endelig op for mig, at det var samme type medicin, jeg havde fået da jeg var helt ung og under uddannelse, og igen som nybagt mor.
Dengang havde man bildt mig ind, at det var for at hjælpe mig, og jeg var for autoritetstro til at mistænke psykiatere for at proppe mig med medicin, jeg blev så syg af. Jeg troede at det var mig selv, der var noget galt med - det er ret let at bilde mennesker med angst netop det ind.

Siden da har mit forhold til psykiatrien været et eneste slagsmål om medicin, som jeg nægter at tage. Man nægtes enhver form for hjælp og hensyn.

Idag 2013 er jeg 66 år. Mange af de bivirkninger, man engang påstod var midlertidige, vender tilbage når man kommer op i denne alder. Der er sket permanente skader på nervesystemet.
Efter omkring 15 år indespæret i en 2-værelses, bl.a. fordi jeg ikke må få anden hjælp end piller, som jeg bliver endnu mere syg af, er både mit fyske og min psykiske helbred ødelagt.
Jeg har måttet kvæle mine følelser for min søn og mine børnebørn, som jeg mistede kontakten med og aldrig lærer at
kende, og jeg har måttet kvæle mit behov for kontakt med andre mennesker. Hvis jeg tænker på det hele tiden, kan jeg ikke overleve.

Men jeg overlever indtil videre! Jeg holder hjernen klar og medicinfri, så jeg kan koncentrere mig om at eksperimentere med computere, computerprogrammer, Internet og grafikprogrammer. At forblive medicinfri, så jeg kan arbejde, er nødvendigt for at jeg kan overleve denne situation.

Nu er mit håb, at der ikke alene kommer flere penge til psykiatrien, men også til forskning og evaluering, så der kommer forandringer i behandlingsmetoderne og i opfattelsen af hvordan man bedst støtter mennesker. At vi en dag får en regering, der satser på at gøre plads i samfundet til de nedture som alle skal igennem ind imellem, og sørger for mulighed for at man rejser sig igen, så det ikke bliver til kronisk angst eller depression.

Uddrag journal

Alle de piller, jeg blev fyldt med mens jeg var i lære, havde så store konsekvenser, at jeg senere måtte have revalideringshjælp til en ny uddannelse. Jeg kom ind under en paragraf, at når man havde en uddannelse, man selv havde betalt for, og ikke kunne fortsætte i det erhverv grundet sygdom, så var man berettiget til revalideringshjælp til en ny uddannelse.

Det var nævnte læge Ostenfeldt og hans overmedicinering, der var årsagen til at jeg blev indlagt første gang i 1969.