Til Ombudsmanden 7. august 2006

Engang tidligere skrev jeg angående konsekvenserne af forkerte psykiatriske diagnoser. Det er omkring 5 år siden.Dengang havde jeg forsøgt at få foretaget en sagsbehandling i Patientklagenævnet. Afgørelsen blev at Hillerød Sygehus, hvor der er sket fejl med alvorlige konsekvenser, skulle undersøge tingene bedre. 

Det er ikke sket!! Når jeg anmoder Hillerød Sygehus om at undersøge og rette de fejl der er i min journal, så skriver de tilbage at jeg kan klage til Patientklagenævnet ... som skriver tilbage at de ikke kan blande sig i hvordan Hillerød Sygehus skal vurdere.Der var faktisk en psykiater på Hillerød Sygehus der omkring 1998 gik igang med at skrive en ny journal som skulle gælde fremover i stedet for den forkerte, men han blev pludselig forflyttet til andet arbejde. Den løsning havde jeg ellers fuld tillid til. Så ville jeg have fået mulighed for et liv fremover og så kunne vi altid bagefter have taget stilling til hvad der var gået forud, det kom i anden række og var ikke lige så vigtigt.I dette tilfælde findes der 2 andre journaler med vurderinger der er modsatte af Hillerød Sygehus. Den ene fandtes allerede før fejlene skete her i Frederiksborg Amt og indeholder også en intensiv psykoanalytisk behandling gennem 5 år som virkede så jeg blev helt rask. 

Konsekvenserne af at fejlene ikke bliver rettet på hospitalet her i Frederiksborg Amt hvor jeg bor nu er (alene efter klagesagen i 1996): 

Jeg har mistet min søn som jeg ikke har set i mere end fem år. Sandsynligvis ser jeg ham aldrig mere. Hans ægteskab gik også i stykker på psykiatriens magtkampe mod hans mor.Jeg kommer aldrig til at lære mine børnebørn at kende.Jeg har i mere end 5 år levet isoleret i min lejlighed som jeg er meget bange for at forlade. Uden kontakt med andre mennesker i måneder eller halve år ad gangen.Alle mine venner er væk. Jeg har ingen private venner mere.Mine symptomer ( angst og tvangstanker ) er så dominerende at det heller ikke kan lade sig gøre at bygge private kontakter op.Man har stemplet mig så negativt her i Frederiksborg Amt at jeg ingen mulighed har for at bygge følelsesmæssig kontakt op med andre mennesker. Jeg er blevet udstødt af fællesskabet af den psykiatri der officielt er der for at hjælpe mig og sørge for at der også er plads til mig i samfundet.  

 Yderligere kan læses her http://www.canopoux.dk/demokrati.htm som handler om hvad der skete i midten af 1990erne og fremover. Sagen blev kørt af sporet af socialpsykiatrien her hvor jeg bor, som omgående overtog styringen - naturligvis med den begrundelse at de ville hjælpe mig. Hvis noget tilsvarende var sket i retssystemet ville det have heddet at forhindre retten i at arbejde, og så skulle sagen være gået om.Jeg har klaget til kommunen over dette, men uden resultat. Efter afgørelsen i Patientklagenævnet - at Hillerød Sygehus skulle undersøge tingene bedre - spurgte jeg den socialpsykiatriske plejer om vi så ikke skulle tage derud og få det gjort, men det skulle vi ikke, sagde han. Jeg skulle forsøge at få sagen rejst i Patientklagenævnet igen. Han læste også brevene igennem på forhånd. Først for sent gik det op for mig at hans egentlige mål var at få kørt sagen i hårdknude for bestandigt og få mig stemplet med endnu flere negative diagnoser. Jeg kunne ikke tage ud til Hillerød Sygehus alene og er også bange for at sende breve, og var derfor helt afhængig af at nogen hjalp med at gennemføre det. Dengang havde jeg også tillid til at ansatte i de sociale systemer skal rette sig efter love og regler og opføre sig korrekt. Det skulle de altså ikke. 

Det er ikke fair over for mig, at når der er sket så alvorlige fejl - som tidligere fremkaldte nogle symptomer igen, som allerede var helbredt - og derefter kostede mig mit erhverv, og 30 års angst hvor det var næsten umuligt at leve, at så skal Hillerød Sygehus selv undersøge sig selv!! De vil aldrig gå med til at indrømme de fejl. Det har de allerede vist. Jeg har sendt dem 40 siders journalnotater nu fra en intensiv psykoanalytisk behandling som var foretaget forud et andet sted og som havde helbredte mig, men Hillerød Sygehus holder fast på at deres egne vurderinger og en behandling som aldrig har virket, det er den rigtige. De vil end ikke kommentere den anden journal.Jeg gennemgik i sin tid en intensiv psykoanalytisk behandling et andet sted og blev helt rask. Hillerød sygehus mener ikke jeg fortjener nogen som helst respekt for at have udrettet det. det var mange timers arbejde!!Trods virkelig meget modgang så har jeg altid forsøgt at tackle problemerne ved at uddanne mig og sætte alle kræfter ind på at bygge en værdig tilværelse op. Jeg har 4 uddannelse - to med papir og to autodidakte - eksaminer tæt på udmærkelse. Alligevel står Hillerød Sygehus fast på at det er den familie der udsatte mig for vold og svigt ( incl justitsmord - men det vil blive behandlet i en anden sag til justitsministeriet ) at det er den familie der bestemmer hvilke vurderinger psykiatrien skal bruge som udgangspunkt for diagnoser. Herunder at jeg aldrig skulle have gidet at bestille noget. Jeg havde ikke mine eksamenspapirer og uddannelsespapirer med når jeg blev indlagt og forstod ikke at psykiatrien er noget man skal forsvare sig imod. Jeg troede de var der for at hjælpe. Her i Frederiksborg Amt og på hospitalerne har jeg aldrig haft noget at skulle have sagt selv, og når jeg forklarede mig blev jeg fejet af bordet.Det hører med at hver gang jeg har haft kontakt med det psykiatrisk system, første gang da jeg var 18 år og boede alene på et kælderværelse i en by hvor jeg ikke kendt nogen, har det været på eget initiativ. Jeg har altid selv søgt hjælp og selv sørget for indlæggelsessedler.

Jeg vedhæfter en redegørelse i word som vil blive sendt mange steder, og så håber jeg at det også kan være med til at få hul på min situation og at nogen et eller andet sted tager fat og får nogle ting igennem. 

I en del år havde jeg mange venner her i Humlebæk hvor jeg bor nu. Jeg kom i et dagcenter for alle pensionister og der havde jeg det godt, og det var årsagen til at jeg igen var igang med at overvinde den angst, der isolerer mig og fik styrke til at blive mere og mere udadvendt.Desværre skete der det at det personale som behandlede mig med respekt blev skiftet ud med andre, som ville gøre som psykiatrien forlanger og bekræfte deres forkerte diagnoser. D.v.s. at sætte ind med magt og afvisning over for min angst, hvilket selvfølgelig forværrer problemerne til det uudholdelige igen. 

Jeg kan stort set kun kommunikere med omverdenen via computeren nu og den tid jeg går ud er nøje afmålt til bestemte ting. Jeg bliver så udmattet af al den angst at jeg er nødt til at rationalisere med tiden.For at finde andre løsninger har jeg søgt kommunen om midler til psykologbehandling, men det blev afslået. Situationen er altså at jeg måtte ikke komme i det dagcenter hvor jeg havde alle mine venner p.g.a. mine symptomer, men man vil heller ikke betale for at jeg så slipper af med dem. Forsøg på at klage over denne afgørelse til Amtet er også slået fejl.Endelig så er kognitiv adfærdsterapi en forkert behandling til mine symptomer og forværrer dem kun.Det er for sent at vende tilbage til dagcentret nu, for de fleste af de mennesker jeg var knyttet til er væk, og en ny dagcenterleder samarbejder med den psykiatri der har vurderet forkert. Han var med til at køre sagen i Patientklagenævnet af sporet. 

Jeg vil meget bede ombudsmanden anbefale at Patientklagenævnet foretager en sagsbehandling og indkalder alle tidligere journaler. Det er så langt ude at jeg må lægge uddrag fra mine psykiatriske journaler ud på Nettet for at bevise hvad jeg fortæller. Det er virkelig pinefuldt.Desuden har jeg måttet melde mig over i sygesikringsgruppe2 for at kunne have en læge der ikke er forpligtet til at rette sig efter psykiatrien, og således så vi selv kan aftale hvad der er bedst for mig. Det betyder også at jeg må betale for lægehjælp.Jeg har ingen formue og har siden jeg var midt i 30erne kun haft pension at leve af. Jeg har brug for en erstatning nu der gør det muligt selv at betale den hjælp jeg har brug for og som gør det muligt at leve. 

Jeg er 59 år og og ud over store problemer med angst har jeg problemer med hjertet (muligvis muskelspændinger), men jeg må stort set hjæpe mig selv og bruge hvad jeg gennem årene har lært om naturmetoder.Dette må jeg sende med email. Jeg er bange for at forlade min lejlighed og bange for at sende breve.Jeg håber at dette er tilstrækkeligt til at godtgøre at en behandling af min sag er nødvendig. Der findes yderligere oplysninger på min hjemmeside hvis det er nødvendigt. Alene at der kom gang i en sagsbehandling ville give nogle forhåbninger, for der findes 2 journaler med rigtig diagnose. Den ene eksisterer ganske vist ikke mere, men det gør den redegørelse jeg fik pension efter, og altså dermed konklussionen på den. Begge steder samme diagnose og samme vurderinger og en behandling som hjalp. 

Svar fra Ombudsmanden 19 sep. 2007

Vedrørende Deres ønske om rettelse af psykiatrisk diagnose i journaler

Jeg har modtaget Deres e-mail af 8. august 2006 med vedhæftet bilag.

I Deres henvendelse skriver De at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har afvist at behandle Deres klage over Hillerød Sygehus' afvisning af at undersøge og rette de fejl som De anfører at der er i Deres journal. De oplyser at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har begrundet afvisningen med at patientklagenævnet ikke kan blande sig i hvordan Hillerød Sygehus skal vurdere.

I henvendelsen beder De mig om at anbefale Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at indhente alle tidligere journaler samt foretage en sagsbehandling af Deres sag.

Den 14. august 2006 bad jeg telefonisk Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om kopi af patientklagenævnets seneste afgørelser i Deres sag.

Den 16. august 2006 modtog jeg kopi af den seneste afgørelse i Deres sag fra patientklagenævnet. Afgørelsen er truffet den 7. januar 1999.

En klage til ombudsmanden skal være indgivet "inden et år efter, at forholdet er begået" (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Da Sundhedsvæsenets Patientklagenævns af­gørelse er fra 7. januar 1999, er Deres klage for­ældet i forhold til om­buds­mands­loven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig noget i sagen.

Jeg har i dag sendt en kopi af Deres e-mail med bilag videre til patientklagenævnet som en anmodning fra Dem om at patientklagenævnet tager stilling til om nævnet vil foretage en fornyet behandling af Deres sag (herunder indkalde alle tidligere journaler), eller om patientklagenævnet vil give Dem en uddybende begrundelse for de afgørelser som nævnet har truffet i Deres sag.

Til Ombudsmanden tidl. I sagen 19 sep. 2006
Patientklagenævnet
Vedr. brev a. 13 juli 2007
Juli og august 2007

Efter ikke at have haft kontakt med andre mennesker i 2½ måned fik jeg i lørdag endnu et afslag fra Patientklagenævnet på at få foretaget en sagsbehandling, på trods af at der er sket tydelige og bevislige fejl, som nu har kostet mig hele mit voksne liv. Det drejer sig om mere end 30 års fejlbehandling.

Endnu engang tager Patientklagenævnet ikke stilling til det egentlige problem!! Nemlig at hele grundlaget for 30 års fejlbehandling skyldes en forkert journal der blev skrevet i 1976 som kom til at danne grundlag for så mange års fejlbehandling med alt hvad det fik af konsekvenser, og at det meget nemt kan bevises, fordi der på det tidspunkt i 1976 allerede lå en journal på et andet hospital over en intensiv psykoanalytisk behandling med vurderinger, der betyder lige præcis det modsatte. At man allerede i 1975 havde fundet årsagen til Ocd og fundet en helbredelsesmetode som virkede!

Jeg er nu gået i gang med at samle underskrifter ind for at få foretaget en sagsbehandling.

http://www.canopoux.underskrifter.dk/
http://www.canopoux.skrivunder.dk/

Sagen har kørt rundt i systemerne i 12 år nu, og jeg er blevet knust med det ene afslag efter det andet på at få undersøgt kendsgerningerne, på trods af at det ville være både muligt og nemt, for hele materialet og beviser findes.

Et af argumenterne i dette brev er, at patientklagenævnet ikke kan vurdere noget som er sket for en del år siden. Jamen det behøver patientklagenævnet heller ikke. Det er der allerede andre, der har gjort, og det skriftlige materiale samt journaler findes!!

På Hillerød sygehus, hvor den forkerte journal ligger, er jeg - efter min voldelige og religiøse mors diktat - vurderet til at være impulsstyre og alt hvad de ellers kan finde af negative diagnoser. Sådan som min mor ønskede at få mig vurderet for at dække over sine egne forbrydelser, vold og svigt. Jeg tror nok jeg har samtlige diagnoser. I 30 år er jeg blevet behandlet for det modsatte af, hvad mine problemer er. Dermed har man forstærket dem i stedet for at afhjælpe. Dette her skal jeg blive ved med at gentage den ene gang efter den anden. Det må være en særlig form for tortur som psykiatrien har fundet på, og jo oftere jeg skal gentage det, jo mere stiger angsten, og jo mere fastlåst bliver den.

På ANS - hvor jeg forud havde været helbredt - blev jeg vurderet til at være selvundertrykkende, perfektionistisk og til at stille store krav til mig selv, og til at være ansvarsbevidst og mangle selvværdsfølelse og evner og tro på at jeg fortjener et godt liv (depression). Det er også rigtigt. Jeg var over 25 år før det gik op for mig, at det er tilladt at ønske sig noget, og at jeg har menneskerettigheder. Det blev endelig muligt for mig at komme fri af en barndom med vold, nedvurderinger og overgreb og at komme videre på trods af så mange års angst.

Patientklagenævnet undlader fortsat at tage stilling til mit vigtigste bevismateriale – en intensiv psykoanalytisk behandling på ANS gennem 5 år, og som virkede så jeg var symptomfri og rask i 8 år!! En behandling hvor jeg lærte at forstå de mekanismer der fremkalder tvangstanker og lærte at tackle dem.
Og jeg gik ikke i min mors fælder igen. Men det gjorde psykiatrien selv - næste sted i 1976.

Jeg indsætter scannede kopier af materialet både brevet i dag og andre dokumenter.

Indledning brevet modtaget juli 2007.

Hermed indsætter jeg teksten fra Ombudsmanden dateret dateret 19 sep. 2006

Citat:

Jeg har i dag sendt en kopi af Deres e-mail med bilag videre til patientklagenævnet som en anmodning fra Dem om at patientklagenævnet tager stilling til om nævnet vil foretage en fornyet behandling af Deres sag (herunder indkalde alle tidligere journaler), eller om patientklagenævnet vil give Dem en uddybende begrundelse for de afgørelser som nævnet har truffet i Deres sag.   

Citat slut.

Patientklagenævnet er blevet anmodet om at indkalde samtlige journaler, og jeg vil lige gentage hvorfor, idet jeg stadig ikke har fået en forklaring på, hvorfor en behandling der fremkaldte tvangstanker igen og holdt mig fast i dem i 30 år, den skal være i kraft resten af livet fordi der ikke kan foretages en sagsbehandling, mens en anden journal som helbredte mig for 18 års angst i løbet af 2 år, den fortsat ikke bliver fundet frem i stedet. Jeg overvandt 18 års angst og tvangstanker i løbet af 2 år, og er formodentlig den eneste i landet der nogen sinde er blevet helbredt for Ocd.
Hillerød Sygehus står fast på at de forkerte diagnoser som blev stillet efter min mors diktat da jeg var 30 år gammel de skal gælde resten af livet. Nu er jeg 60 år, og jeg er dermed stadig magtesløs prisgivet min mors magt og kontrol som nu bliver udøvet gennem psykiatrien, og selvom jeg har droppet al kontakt med hende for mange år siden.
Klagesagen handler om en grundlæggende forkert diagnose som blev stillet i 1976 samt alle de konsekvenser det fik og stadig har. I stedet for at starte ud med en masse enkeltsager og detaljer hvorfor tager man så ikke fat på den grundlæggende fejl, der er årsagen til alle de andre og oven i købet årsagen til at jeg blev syg igen??
På det tidspunkt i 1976 hvor man stillede forkert diagnoser og påbegyndte 30 års fejlbehandling lå der allerede en journal på et andet hospital over 5 års intensiv psykoanalyse som virkede, men det havde man ikke opdaget. En behandling hvor jeg lærte at forstå de indre selvundertrykkende mekanismer og lærte hvordan jeg skal tackle dem. Der var sendt besked til min læge, men den var ikke blevet sendt videre. Alt dette fremgår af det materiale jeg allerede har sendt både til Patientklagenævnet og andre steder, hvor man stadig den dag i dag og i de sidste 10 år har taget udgangspunkt i den forkerte journal, og dermed endeligt og definitivt har slået resten af mit liv i stykker.
Der findes imidlertid endnu en rigtig journal og denne senere end 1976 – nemlig den jeg fik tilkendt pension efter i 1983. Der findes altså journaler med rigtige vurderinger både før og efter Montebello 1976. Journaler over kontakter henholdsvis 5 år og 3 år. Hvor mange flere beviser vil man have?!

Den psykoanalytiske behandling for tvangsneuroser og selvundertrykkende hæmninger som gjorde mig symptomfri allerede inden for 2 år blev foretaget på Amtshospitalet Nykøbing Sjælland i tiden 1969 til 1975.

De forkerte diagnoser blev stillet på Montebello i 1976 og senere lagt ud på Hillerød Sygehus, hvor man fortsatte med de samme fejl.

Situationen nu er at Hillerød Sygehus underkender en intensiv psykoanalytisk behandling gennem 5 år som var foretaget forud på et andet hospital og står fast på at det er min religiøse og sindssyge mor der bestemmer! At det er de diagnoser der blev stillet efter hendes diktat, da jeg var 30 år, der stadig skal være ved magt nu hvor jeg er 60 og resten af livet! I de 5 år 1969 til 1975 hvor jeg var i psykoanalyse og arbejdede for at gøre mig fri af hendes indflydelse, kæmpede hun for at genvinde sin uindskrænkede magt i mit liv, hvilket lykkedes for hende i 1976 da jeg grundet flytning kom til at høre under et nyt hospital.

Ironisk nok så bliver jeg kritiseret både når jeg klager og når jeg ikke gør det.

Jeg forstår heller ikke helt hvorfor jeg skal sandsynliggøre hvor alvorlig min situation var, når jeg nu fortæller at det handler om ting, jeg har brug for diskretion omkring?!! De oplysninger, jeg må lægge ud på Nettet nu for at få en sagsbehandling igennem, og for at få mine medmennesker til at forstå, at det oftest er overbelastninger der er årsag til at man får psykiske problemer, dem kender Patientklagenævnet allerede.

Hvorfor i himlens navn foretager man ikke den sagsbehandling så de fejl kunne være blevet rettet og det var blevet muligt at bygge en værdig tilværelse op.

Lad mig fortælle årsagen til at jeg er bange for at sende breve, da den samtidig er et billede på hele den mekanisme, der er årsagen til at jeg reagerer med tvangstanker (psykoanalyse 1969 til 1975)
... og dette bliver jeg nødt til at fortælle fordi man ellers vil blive ved med at påstå at jeg ikke havde nogen grund til at være psykisk overbelastet.
Midt i 1980erne gik min søn fuldstændigt i stykker, efter at hans far havde slæbt ham gennem 4 skilsmisser og var flyttet sammen med sin 5. kone, hvorpå min søn blev smidt ud hjemmefra. Hans fars 3. kone havde mishandlet min søn, så han måtte til psykologbehandling, og jeg – hans rigtige mor – fik pension p.g.a. tvangstanker opstået af fejlbehandling og svigt under årelange forløb som også incl. justitsmord, der påvirkede mig og udmattede særdeles alvorligt. Hans situation var ganske enkelt håbløs. Og det var den virkelig!!

Min søn (som jeg altså nu helt har mistet kontakten med) begyndte dengang som teenager at tage speed for at klare det hele – og så gik det rigtigt galt alt sammen. Det gav bagslag så det vil noget! Var det ikke lykkedes at få ham ud af det narkomisbrug, der blev værre og værre, så var han død.
Det tog 1½ år at få ham så meget på benene, at han kunne komme i familiepleje, og så gjorde hans plejefar resten. Hans egen far rørte som sædvanligt ikke en finger for at hjælpe ham.
Det var i de 1½ år jeg udviklede angst for at sende breve, og det skete, fordi jeg var så overanstrengt, at alt rodede. Papirer på skrivebordet – telefonbeskeder, også fra politiet og andre offentlige myndigheder, blev skrevet ned på en kuvert eller en avis mens jeg koncentrerede mig om at forstå hvad der blev sagt. Derefter blev jeg bange for om jeg ved et uheld kunne få smidt oplysninger ud, som kunne skade min søn, der altså var i alvorlig fare.
I det 1½ år måtte jeg samtidig slås med andre symptomer – hovedsageligt angst for at komme til at skade andre mennesker (opstået ca. 10 år tidligere og også ved alvorlig overbelastning) - som gjorde det næsten umuligt at have kontakt med nogen, så jeg måtte stort set klare det hele selv, og havde ingen at snakke med. Efterhånden måtte jeg tage en hel håndfuld sovepiller for at få sovet om natten så jeg kunne få styrke til at blive ved, og så kunne jeg risikere at vågne efter nogle timer og skulle have flere. Til sidst måtte jeg lade mig hypnotisere for at få kræfter til at fortsætte.
Det lykkedes altså – min søn kom sig og kom i familiepleje, og da jeg endelig kunne slappe af og overlade ansvaret til andre, brød jeg fuldstændigt sammen og blev indlagt igen i 1988 – på det hospital hvor min mor har givet besked på at jeg skal holdes knækket og lydig indtil jeg er død! Der var INGEN hjælp til mig selv. Heller ingen mulighed for at genvinde min styrke så meget, at jeg kunne overvinde de nye symptomer der var kommet til i det samme mønster.
I en så umulig situation som angsten for hvad der skulle blive af min søn, er jeg i stand til at koble hele min viljestyrke ind på at fortsætte, og blive ved at gøre det rigtige, undgå at begå fejl, overvinde min angst og hvad der ellers er af forhindringer, og det er det, der er årsagen til at min underbevidsthed laver tvangstanker, som i virkeligheden kommer for at cementere selvdisciplinen fuldstændigt så den ikke svigter. Det svarer også til vurderingen af tvangsneuroser først i 1970erne.  Ocd er viljestyrke og selvkontrol, og jeg kan gennemføre det næsten umulige. Problemet er bare at jeg ikke kan slippe den selvkontrol igen bagefter, medmindre jeg får den nødvendige ro og rekreation, så jeg kommer mig igen. Og det fik jeg ikke!!
Ligesom tidligere kom jeg dermed ind i et selvforstærkende forløb i stedet.

En del af det står i journalerne, så hvorfor læser Patientklagenævnet ikke dem? Den fra 1980 til 1983 som jeg fik tilkendt pension efter er den anden korrekte og med et sammendrag. Skal jeg lave en liste over hvor mange situationer jeg får angstanfald? Den bliver ret lang. Det må da snarere være jer, der skal gøre rede for hvorfor i ikke tror på hvad jeg fortæller! Jeg ved ikke hvad I bilder jer ind at behandle mig så nedværdigende??
Men her er et par eksempler på symptomer som er en rektion på hvad jeg har været udsat for af vold og tvang, samt mine forsøg på fortsat at passe mine forpligtelser uden at begå fejl:
Det med størst konsekvenser er at jeg ikke tør at røre ved noget, som andre mennesker skal spise eller drikke, for så får jeg angst for at blive skyld i at de bliver syge. Det betød også at når jeg tog til den anden ende af landet og lejede mig ind på et hotel, for at have kontakt med min søn, så kunne jeg ikke bruge et tag-selv-morgenbord, men måtte finde andre måder at få morgenmad. De symptomer alene har så store konsekvenser at det er næsten umuligt at have kontakt med andre mennesker. Så var jeg dengang også meget bange for døre, og man skal altså ind og ud af døre næsten hele tiden. Det måtte jeg klare selv trods angstanfald. Jeg er bange for papir. Bange for at røre ved en kuglepen på posthuset. Bange for at lukke nogen ind i mit hjem, for så var de inde på mit ansvarsområde. Bange for at smide noget ud, de skal undersøges grundigt først at der ikke er noget i, som andre kan komme til skade med. Bange for kemikalier.
Dette er kun et lille udpluk af nogle symptomer, som gør det praktisk taget umuligt at leve.
De symptomer der dukkede op omkring 1978 skal ses sammen med årsagen til dem, hvis man vil forstå det rigtigt. Jeg gik i psykoanalyse i 1970 hvor der så snart jeg var nogenlunde symptomfri også blev søgt revalideringshjælp til en ny uddannelse. Men min mor kæmpede for at bevare sin magt over mig, og hun sagde nej til revalideringshjælp til mig, og forlangte at jeg skulle tvinges til at fungere på et kontor i stedet. Det lykkedes hende i første omgang at stoppe revalideringshjælp, bl.a. ved at ringe til den arbejdskonsulent der skulle være med at vurdere. Trods hendes modstand og i første omgang afslag på revalidering, så lykkedes det ved en større indsats alligevel både at blive optaget på et uddannelsessted og at få revalideringshjælp igennem. På det tidspunkt var jeg flyttet fra min mand, og min mor styrede også min skilsmisse. Hun forærede min mand huset, og da sagen om forældremyndigheden skulle for landsretten i 1973 skaffede hun ham både vidner og en falsk erklæring til støtte for ham. Hun splittede hele familien for at få sin vilje igennem og få knækket mig igen. Det lykkedes for hende at få trumfet igennem at min mand fik vores søn også, og ved at vinde den retssag for ham havde hun dermed kontrol over retssystemet i kampen for at få mig udstødt af samfundet. Ligesom hun havde fået mig udstødt af min familie og den by, hvor jeg voksede op. Jeg fortsatte arbejdet med at få bygget et nyt liv op, men da jeg passivt måtte se på at min søn blev mishandlet af sin fars 3. kone, og vel vidende at det var en tilsvarende behandling der var årsagen til at jeg havde været psykisk syg, mistede jeg mere og mere kræfter og terræn. Ikke mindst p.g.a overspændthed og søvnløshed. Da jeg blev indlagt i 1976 var jeg stærkt undervægtig. Og så lykkedes det endelig min mor at få magt over min næste psykiater, som ikke opdagede at der allerede var foretaget en behandling. Omkring 1978, og efter at have været symptomfri i 8 år begyndte jeg på grund af fejlbehandling igen at få problemer med tvangstanker, hvis hovedindhold var angst for ved et uheld at komme til at begå fejl på det plejehjem hvor jeg arbejdede. På grund af yderligere fejlbehandling tog symptomerne i løbet af det næste par år til, indtil det nærmest var panikangst døgnet rundt.

Dernæst vil jeg gerne gøre opmærksom på at jeg indleverede klagesag i efteråret 1995 over på det tidspunkt 20 års fejlbehandling. 20 år hvor jeg havde været nødt til at finde mig i det hele og hvor alle andre måtte hjælpe mig med at holde hovedet oven vande. Så vidt jeg husker var det i oktober 1995 jeg var inde i Patientklagenævnet for at aflevere 30 sider, men man tog kun imod de 7. Det materiale havde jeg brugt flere måneder på at forberede og troede at så ville den journal ude på Hillerød Sygehus endelig blive sat ud af kraft, og så skulle jeg til at leve. Jeg vidste jo at der fandtes 2 journaler mere med modsatte vurderinger.

Angående blufærdighed så var det bl.a. svære hæmninger efter en religiøs og voldelig opdragelse jeg blev behandlet for på ANS 1969 til 1975. Og nu bliver jeg så alligevel nødt til at lægge det ud på Nettet, om nødvendigt på engelsk også hvis det er det, der skal til for at få en sagsbehandling igennem og for at mine medmennesker forstår sandheden.
Men det var ikke kun opdragelsen. Min mor sladrede systematisk ud over hele byen og hele familien og beskyldte mig for at være promiskuøs og hæmningsløs. Desværre så tror folk alt for gerne på sladder. Det gælder også den psykiater der stillede forkerte diagnoser i 1976, og som ikke havde fået besked om at der allerede lå en journal på et andet hospital hvor der var foretaget en behandling for det modsatte. For svære hæmninger og skyldskomplekser!!
Jeg blev i min familie og hjemby udstødt og behandlet som om jeg ikke var andet end en promiskuøs nymfoman der ikke gider at bestille noget. Lige præcis da jeg som teenager skulle bygge kontakt op med jævnaldrende blev flere af mine jævnaldrende forbudt at komme sammen med mig. Hun sladrede i mere end 15 år, og hun kunne ikke stoppes. Heller ikke af den psykiater på ANS der opdagede sandheden og opdagede at det i virkeligheden var min mor, der var sindssyg, og mine symptomer og angst var en reaktion, fordi jeg var magtesløs over for hendes bagvaskelser og intriger. Jeg kunne ikke gøre andet end at undertrykke alle smerterne. Hun fortsatte lige til hun fik magt over en anden psykiater i 1976.
Jeg har op til flere gange sendt min realeksamen fra denne pinefulde periode i mit liv til Patientklagenævnet. En realeksamen tæt på udmærkelse. Sidder man i Patientklagenævnet og ser på den eksamen og tænker "Jamen det ser jo fuldstændigt ud som om Alis` mor har ret. Alis har ikke haft andet i hovedet end at rende fra den ene seng til den anden."
Da hun havde sladret om mine intime følelser i godt et år fik jeg foretaget en underlivsundersøgelse som viste at jeg aldrig havde haft et forhold til det modsatte køn. Det var nogenlunde samtidig med at jeg tog den realeksamen og havde siddet alene på mit værelse og læst lektier, mens min mor brugte mig som sladreobjekt for selv at få opmærksomhed.

Nu vil jeg gå i gang med at prøve om den journal over en underlivsundersøgelse findes endnu. Der er en svag mulighed for at den ligger i en eller anden kælder. Hvad skulle jeg have gjort dengang? Skulle jeg have sagt til lægen, at jeg gerne ville bede om en skriftlig bekræftelse på at jeg var jomfru, for om mere end 40 år og efter at jeg er fyldt 60 skal jeg stadig forsvare mig imod min mors bagvaskelser over for Hillerød Sygehus og Patientklagenævnet. At vi her i landet har en psykiatri der er vilde med mødre der bagvasker de børn, de selv har mishandlet, så de blev psykisk syge af det.

http://da.wikipedia.org/wiki/Münchhausen-syndromet

At psykiatrien dækker over en sindssyg og voldelig mor og Patientklagenævnet dækker over psykiatrien!!

Pt.kl.nævnet 13 juli 2007

Nej, den behandling jeg klager over er 30 års uafbrudt fejlbehandling!!

Desuden har en del af forløbet fundet sted samtidig med at jeg forsøgte at få en sag igennem i Patientklagenævnet midt i 1990erne, og jeg gjorde opmærksom på det ret omgående. Så kunne man have taget udgangspunkt i en ny fejlbehandling som fandt sted samtidig med at jeg rejste klagesag. Den sag kan ikke være forældet. Patientklagenævnet var praktisk taget selv vidne til forløbet, og til hvordan psykiatrien kæmpede for at få kørt sagen af sporet.

Hele grundlaget for vurderinger og behandling gennem 30 år er forkert, og dermed er stort set samtlige behandlinger det også. Det kan meget nemt bevises ved at man læser journalen fra ANS igennem hvor jeg er vurderet lige modsat af den, der ligger ude på Hillerød Sygehus, og som samtlige klagesager drejer sig om. + en privatpraktiserende psykiater i København som også tog udgangspunkt i den + en sag mod socialpsykiatrien her i kommunen som i tiden 1996 til 2000 endnu engang slog mit liv i stykker + sag i Statsamtet som også gik ind i kampen sammen med min sindssyge mor og psykiatrien. De traf bare de beslutninger kommunen gav dem besked på. Sagen skyldes at efter at jeg var blevet udstødt af det dagcenter hvor jeg havde hørt til i 15 år og havde alle mine venner, udstødt p.g.a. mine psykiske symptomer, så ansøgte jeg kommunen om penge til behandling så jeg kunne blive rask og være med i fællesskabet igen, men ansøgningen blev afslået.

Det er psykiatrien der bestemmer hvordan alle andre offentlige kontorer, og dermed hele samfundet, skal forholde sig til mig, opfatte mig og behandle mig. Det er årsagen til at jeg er endt i total isolation, og i en alder af 60 år ikke længere har hverken kræfter eller mulighed for at bygge en tilværelse op.

Skulle det virkelig ikke være muligt for Patientklagenævnet at konstatere at der er sket nogle fejl??!
Undskyld mig – det vil jeg tillade mig at karakterisere som dumme undskyldninger!!! Og jeg gider ikke at være høflig mere efter at være blevet behandlet så nedværdigende hele livet, at jeg er blevet psykisk syg af det. Det har aldrig ligget til mig at slikke den hånd, der slår mig.
Uanset hvad jeg har været udsat for af overgreb, og det er mange, så har jeg aldrig tilladt mig selv at have dumme undskyldninger. Jeg har altid gjort mit yderste alligevel for at gøre alting korrekt. Se på mine eksamen og uddannelsespapirer! Det er de forsøg på at gennemføre uddannelser m.m. trods så umulige betingelser, jeg er blevet syg af! Og det er det, der står i journalen over en intensiv psykoanalyse! Den journal Patientklagenævnet nægter at indkalde og læse igennem, så de fejl ude på Hillerød Sygehus kan blive rettet, så jeg i det mindste ikke skal frygte længere hvad der kommer derfra.

Pt.kl.nævnet 13 juli 2007

De sundhedspersoner vi taler om her er årsagen til at jeg blev psykisk syg igen efter at have været symptomfri i 8 år. Jeg tror ikke det er helt ligetil at afgøre hvem der er syg og hvem der er sund. Og slet ikke når man ikke undersøger kendsgerningerne.

Sprogligt hænger logikken ikke sammen i ovenstående scannede kopi fra jeres brev, for hvis der ikke kan klages over forkerte vurderinger, hvad i alverden kan der så klages over. Fejlbehandling kommer vel altid af forkerte vurderinger!

Desuden behøver Patientklagenævnet ikke at vurdere noget som helst! Der findes 2 andre journaler, heraf den ene over en intensiv psykoanalytisk behandling, så vurderingerne findes allerede! Det er kun et spørgsmål om at undersøge kendsgerningerne.

Samtidig må jeg konstatere at min mor er meget dygtigere end Patientklagenævnet. Hun fik underkendt en intensiv psykoanalytisk behandling gennem 5 år og fik en ny psykiater til at foretage nogle nye vurderinger som oven i købet var modsatte. Da jeg var 30 år gammel! Så hun kunne få ændret mine diagnoser.

Pt.kl.nævnet 13 juli 2007

Jamen så er det da meget vigtigt at det går op for danskerne, at man i psykiatrien, som skal tilpasse os socialt til samfundets behov, er underlagt totalt diktatur uden retsbeskyttelse!

Patientklagenævnet kan foretage en sagsbehandling og udarbejde den redegørelse jeg skal bruge til både at ændre alle de fejlvurderinger der efterhånden findes på de fleste offentlige kontorer, som jeg har haft kontakt med, incl. min kommune som har udstødt mig af fællesskabet her i kommunen, samt at søge erstatning for 30 års smerter, for at have mistet mit erhverv, min familie, min vennekreds og mit psykiske helbred, min søn og mine børnebørn. Jeg led ikke af tvangstanker da jeg blev indlagt i 1976, da havde jeg været fri for symptomer i 5 år. De vendte tilbage igen p.g.a. fejlbehandling og denne gang så invaliderende, at jeg måtte søge pension.

1. Behandling: Her er der tale om at jeg forud for fejlbehandlingen i 1976 og frem havde gennemgået 5 års behandling for komplekser bl.a. over mine intime følelser, og så gik man i 1976 i gang med at appellere til at jeg skulle indrømme at jeg skulle være promiskuøs!! Konsekvenserne af behandlersystemets fejltagelser var at jeg mistede mit erhverv. Er det ikke en fejlbehandling? Jeg var netop tidligere blevet kureret for alle de komplekser efter en religiøs opdragelse, samt min mors injurier. Det fremgår også af journalen at det var sådan jeg blev vurderet i 1976, og af den anden journal fra Nyk. Sj. at jeg der var vurderet modsat.

2. Behandling: Ca 1978 fik jeg et nyt udbrud af tvangstanker på grund af fejlbehandling på Montebello i Helsingør. På det tidspunkt havde jeg fuldtidsjob. De nye tvangstanker havde som hovedindhold angst for at komme til at begå fejl og dermed blive skyld i at andre mennesker blev syge. På det tidspunkt var jeg overanstrengt ud over alle grænser, fordi jeg havde været tvunget til at forholde mig passiv til at min søn blev mishandlet af sin fars 3. kone, og jeg havde været arbejdsløs i et år forud for en nyansættelse, og oven i det, så indledte hans far sag ved Amtet for at få ophævet min samkvemsret, så jeg måtte bruge kræfter på det også og leve i angst for udfaldet. Samtidig med et fuldtidsjob og samtidig med at angst og tvangstanker var ved at vende tilbage fordi jeg var så overanstrengt. Som sædvanlig satte jeg alle kræfter og hele min viljestyrke ind på at klare det hele, og det var årsagen til et nye udbrud og forværring af tvangstanker. Da jeg kunne mærke at det begyndte at knibe på mit arbejde, fordi jeg hele tiden måtte eftertjekke alt hvad jeg havde gjort for at sikre mig at jeg ikke havde lavet fejl, opsøgte jeg en psykolog på Montebello i Helsingør. Jeg bad også om at blive indlagt på en dag- og natafdeling således at jeg fortsat kunne passe mit arbejde, men have kontakt og støtte i fritiden. Den mulighed fandtes på det tidspunkt men det blev nægtet.

3. Tavshedspligt: Da jeg fik det værre og værre fordi jeg ingen hjælp fik, gav man min læge besked om at sygemelde mig m.h.p. at jeg skulle overskride mine sygedage og blive sagt op. Jeg indsætter en kopi fra journalen dateret 1980, og som det fremgår, så havde psykiateren haft kontakt med min arbejdsplads og givet dem besked på at de skulle sætte ind med magt og tvang over for de symptomer som Montebello selv havde fremkaldt med deres fejlbehandling. Altså brud på tavshedspligten. Samarbejdsproblemer betyder at den behandling fik jeg det endnu værre af, og den virkede ikke.

Dermed mistede jeg det erhverv, jeg skulle have bygget en ny tilværelse op med efter skilsmissen, for jeg kunne ikke gå ud og søge nyt arbejde, så længe jeg havde de symptomer som jeg ikke kunne få støtte til at komme over. En skilsmisse hvor jeg også økonomisk var blevet plukket så meget som muligt, så jeg praktisk taget skulle starte forfra. Jeg havde taget så meget arbejde som muligt med hjem i weekenden for at kompensere for at jeg hele tiden måtte eftertjekke for fejl, og mine kolleger var parat til at hjælpe mig igennem krisen, men psykiateren var døv og blind og sad fast i sine egne forkerte diagnoser. Det kostede mig mit erhverv, som en anden psykiater tidligere havde sørget for at jeg fik revalideringshjælp til at opnå! Det var i 1980 og dermed var resten af mit liv ødelagt. Jeg fik tilkendt pension i 1983. Den pågældende læge er død, men journalen ligger ude på Hillerød Sygehus som er fortsat med at ødelægge mit liv.
Jeg arbejdede med alle kræfter for at holde mig oven vande så jeg når tiden var inde, også kunne få min søn med ud af den sindssyge familie. (p.s. jeg havde været gift med min fætter, og mine forældre støttede han ved skilsmissen for ikke at blive uvenner med familien)
Et helt livs koncentreret arbejde for at bygge en værdig tilværelse op mislykkedes!! På de første sider i journalnotaterne fra ANS hvor jeg blev skrevet op til indlæggelse på eget initiativ og blev indlagt i dec. 1969 vil i se, at jeg i en alder af 22 år ankom alene i en ambulance til indlæggelse på en lukket afdeling, på trods af at i samme by som vi, boede også mine forældre, min søster og svoger og en farbror og tante. Jeg havde det utroligt meget dårligt. Det fremgår også at jeg i den tilstand havde gået alene med et lille barn i mere end et år. Vi boede på lejede værelser det første 1½ år min søn var lille. Min mand gad ikke at være hjemme så jeg gik alene hele dagen, min mor sladrede fortsat om mit sexliv ud over hele byen. Jeg havde selv opsøgt en privatpraktiserende psykiater men han gjorde ikke andet end at fylde mig med hjernegift som jeg fik det endnu værre af. Ham havde min mor også kontrol over, og den behandling var hun godt tilfreds med, for så fik hun noget mere at sladre om, når jeg var så syg. På den måde opnåede hun kontakt med andre mennesker og jeg fik alle smerterne og al ensomheden.

Desuden satte jeg mig op imod familiens autoritære og voldelige opdragelsesmetoder og ville opdrage min søn uden vold. Ikke-voldelig opdragelse havde jeg aldrig set praktiseret, og var usikker på hvordan, men sikker på at det var det rigtige.
Da jeg endelig var slidt helt op, smed familien mig i 1969 i en ambulance og regnede med at de kunne løse deres egne problemer ved at få mig permanent spærret inde på et sindssygehospital.
Den journal findes endnu! Det er kun et spørgsmål om at læse den igennem!!!!!!
Det var der man opdagede at det først og fremmest var i min familie problemerne var, og det var der jeg på eget initiativ bad om opfølgning og gennemgik en intensiv psykoanalyse hvor jeg lærte at forstå hvorfor og hvordan jeg reagerer med selvundertrykkende tvangstanker, samt hvordan jeg tackler det.

Skilsmissen i 1973 hvor min mor hjalp min mand med at tvinge mig til at gå fra det hele uden at få noget med, var samtidig med at jeg var i behandling for at komme fri af hendes magt. Jeg var gift med min fætter, og hun ville gerne være mere populær i familien. Det samme ville min far, det var hans brorsøn, jeg var gift med. Hans familie kunne ikke lide min mor.

I 1976 blev jeg indlagt efter at være gået i stykker på en skilsmisse som min mor udnyttede til at få ødelagt alle resultaterne igen, og hvor der her lykkedes hende også at få kontrol over psykiatrien igen. Dermed havde hun kontrol over både retssystem og psykiatri. Hvor hun havde været godt tilfreds med den behandling jeg fik da min søn var helt lille og som jeg blev så syg af, så førte hun konstant og uforsonlig magtkamp med den psykiater der helbredte mig og prøvede at befri mig fra hendes magt. Lige indtil hun fik kontrol over en ny psykiater der ville stemple mig med alle de negative diagnoser der skulle dække over hendes egoisme og mishandlinger og kontrol af hele familien, og gøre mig til den skyldige.
Min mor som havde tilstrækkelig kontrol over børneværnet til at skaffe en falsk erklæring til sagen i Landsretten i 1973 om forældremyndigheden (jeg havde vundet i byretten og det skulle hun også have slået i stykker, samtidig med at jeg i 1973 skulle gennemføre en ny uddannelse med revalideringshjælp) Hun boede i samme by men ville ikke sørge for at mishandlingerne af min søn ca. 1974 eller 1975 blev stoppet. Hans far greb heller ikke ind.
Vi måtte bare finde os i det hele, for min mor havde kontrol over de offentlige myndigheder. Og ingen måtte naturligvis opdage hvad hendes barnebarn nu også blev udsat for p.g.a. hendes egoisme og manipulerende intriger.

Det lykkedes mig at holde ud, og i midten af 1990erne hvor min søn for længst var blevet voksen, så det endelig ud til at jeg også skulle have lykke i tilværelsen. Min søn var blevet gift og jeg fik børnebørn. Jeg gik i motionscenter og til foredrag, og besøgte min søn i hans villa i Vejle med udsigt over sundet. Min søns svigerforældre inviterede mig til at komme og bo på deres gård i Vendsyssel. Da jeg nærmede mig 50 år så det endelig ud til at der var et liv til mig også. At jeg også endelig skulle komme til at opleve noget lykke i tilværelsen. Når jeg så mit barnebarn traske afsted med opsmøgede bukseben fordi der skulle være plads til at vokse, så syntes jeg at det havde været det hele værd, og at nu fik jeg belønningen for at have holdt ud gennem 50 års smerter.

Og så blev der smadret løs med psykiatri igen!!

Da jeg i 1995 var så naiv at lukke socialpsykiatriske plejere ind i mit hjem, hvor jeg ikke havde turdet lukke nogen ind i 15 år (bortset fra min søn, som jeg ville gøre alt for at bevare kontakten med) hvor jeg havde indleveret klagesag til Patientklagenævnet og havde skrevet første udkast til en erindringsroman, da opdagede socialpsykiatrien hvilke fejl der var sket, og at der fandtes en journal mere ud over den ude på Hillerød Sygehus. Sådan en kæmpe fejltagelse skulle med alle midler skjules!
Sagen var, at de var ikke ansat til at hjælpe de psykisk syge som de påstod, men det var ikke til at se i starten. Faktum er at de i løbet af det næste par år brugte mange arbejdstimer og skattekroner på at få slået alt det i stykker, der var blevet bygget op. Desværre så havde jeg stadig for meget tillid til mine medmennesker, og havde været åben omkring min situation, og tænkte at ingen kan da komme og se på sådan en situation, hvor jeg havde gået alene i mit hjem i 15 år og endelig var på vej opad og fremad, og så gå igang med at brække det hele ned igen. Men det kunne de - de skulle lave karriere i psykiatrien så de selv kunne få et godt liv.

De ville have smadret hvem som helst, hvis de bare fik en god månedsløn for det.

Desuden var de ansat til at få de psykisk handicappede smidt ud af det dagcenter hvor vi havde hørt til i mange år og havde det godt – og det havde vores pårørende dermed også – og til det brug skulle hele byen overbevises om at vi var uduelige og ubrugelige som mennesker. Noget man bare sorterer fra.
Det tog dem flere år at få slået mit liv i stykker, og da jeg måtte opgive at besøge min søn og blev klar over at jeg aldrig lærer mine børnebørn at kende, tænkte jeg: dette her kan jeg ikke klare også.
Men psykiatrien var ligeglade. De så på alle konsekvenserne af deres nedbrækninger gennem flere år, og fortsatte alligevel. De var 3, og når jeg opgav kontakten med den ene stod den næste klar med tomme løfter ... og nye nedbrækninger.

Jeg var ikke med til mine børnebørns barnedåb, jeg har kun set videoer, og til sidst måtte jeg opgive at komme til Jylland og besøge min søn og mine børnebørn. Min mor derimod var med til mine børnebørns barnedåb, og jeg kunne se på videoen hvordan hun sad og hyggede sig i den familie, der skulle have været min. Hun fik igen gavn af at hun havde sat psykiatrien til at holde mig knækket, så jeg ikke kunne forlade min lejlighed og ikke sidde med ved et bord.

Jeg kunne på et tidspunkt forstå på psykiatrikoordinatoren, at der er vedtaget nogle internationale regler om at alle psykisk syge skal vurderes til at være socialt umodne eller fejludviklede, og det skal vores medmennesker præpareres med, så de ikke blander sig i hvordan vi bliver behandlet. Alle skal behandles med kognitiv adfærdstvang og piller og skidt være med om det virker. Altså den samme følelseskulde som jeg havde været udsat for hele min barndom igennem, og den samme følelseskulde som dr. Mengele udviste i Birkenau, hvor han lavede eksperimenter med mennesker. Nu er det bare vores følelsesliv der eksperimenteres med. Man eksperimenterer med os uden at vide hvad man gør, uden at vi selv får lov at tage stilling, og vi kan få lov at betale omkring 1000,- kr. i timen for at blive brugt som forsøgskaniner!!

Desuden skal der åbenbart ansættes psykiatere fra udlandet, og det betyder ikke noget om de forstår sproget godt nok. Det er standardbehandling og standardpiller.

Og vi taler om menneskerettigheder! Om vi kan have Tyrkiet med i EU når de ikke overholder menneskerettighederne! Hvad om man tog sig lidt af menneskerettigheder i Danmark!! Jeg blev 60 år i april i år og jeg sad alene hele dagen på trods af at jeg har både en søn og børnebørn. Så invalideret af psykiatrisk fejlbehandling og nedbrydninger at jeg ikke tør at forlade mit hjem af angst, fordi mit hjem er det eneste jeg har at holde mig til, og min eneste mulighed for at redde min forstand.
En psykiatri der sætter ind med ubegrænsede mængder af magt, tvang og smerter i årevis for at få os brækket ned og få magt over os. Som kan finde på at spænde os fast til senge og ødelægge vores hjerne med elektrisk strøm.

Min situation i dag er, at alle de kræfter og det liv jeg havde fået bygget op i midten af 1990erne er slået i stykker. I 30 år har jeg været bange for at røre ved noget som andre mennesker skulle spise eller drikke. Og det er kun ét af problemerne, der er en del flere. Alle forsøg på at få styrke til at overvinde den angst er blevet slået i stykker af psykiatrien. For det første kan den kun overvindes sammen med andre mennesker, og man afbrød alle mine kontakter. For det andet skal det være nogle mennesker der kan få mig til at føle at jeg har værdi for dem, og at jeg er god nok, således at jeg kan mærke den indre ro, der gør det muligt at vende opmærksomheden udad og koncentrere mig om, hvad jeg gør. Og jeg skal selv have psykisk overskud så jeg føler at jeg kan overskue hvad jeg gør.

I 1995 var min situation særdeles gunstig og rigtig meget var ved at lykkes. Trods stadig store problemer med angst, så var jeg i gang med mange ting og havde så tydelig fremgang med at overvinde angst og symptomer at mine venner snakkede om det.

Alt det kan ikke bygges op på et øjeblik, og den situation der var så ideel i midten af 1990erne er der ikke længere. Den blev slået i stykker af socialpsykiatrien. Jeg vidste ikke at jeg lever i et psykiatrisk diktatur, men det gør jeg. De mennesker der havde støttet op omkring mig også fagligt, og som kendte mig gennem 15 år, blev skiftet ud med nogen, der ville give Hillerød Sygehus ret i deres forkerte diagnoser og forkerte behandlingsmetoder, og ellers bliver man fyrret. Socialpsykiatrien kom anstigende med løfter om at hjælpe, men deres virkelige opgave var at slå mit liv i stykker igen, og få mig udstødt af fællesskabet. Alt gik i stå og jeg mistede hele mit liv igen.

Den dagcenterleder der gennem alle årene havde støttet mig, og som jeg mere end nogen anden kan takke for, at jeg holdt ud indtil min søn blev voksen, blev skiftet ud men en, der ville støtte psykiatrien i deres forkerte diagnoser. Det var den nye dagcenterleder, der til sidst også trak min søn ind i kampen for at få knækket mig. Han opdagede at min søn var mit vigtigste vidne angående hans mormors opførsel og bagtalelser, og mine familieforhold i det hele taget. Formodentlig havde han bildt min søn ind, at det ville være bedst for hans mor, om min søn også satte ind med magt og tvang over for mine symptomer. Psykiatrien havde jo nu udformet en teori om at tvangstanker skulle skyldes kemiske fejl i hjernen, fordi det kan undskylde piller, tvang og formynderi. Samt dække over at psykologerne ikke ved hvad de laver. Den teori er forkert men den kan faktisk undskylde hvad som helst, og jeg kan se i mine journaler, at uanset hvad jeg har gjort, så har psykiatrien omvurderet det til noget, der passede til deres egne forkerte diagnoser - som gennem tiden oven i købet også har skiftet. Alt kan omvurderes ved hjælp af psykiatri, og vi har intet at skulle have sagt selv. Vi er bare noget samfundet og andre mennesker kan gøre med hvad det passer dem.
Man tjekker heller ikke om behandling giver resultat. På den måde kan psykiatrien fortsætte med de samme fejltagelser i årevis uden at de selv opdager det.

Hillerød Sygehus fører udmattelseskrig for at få udslettet mig fuldstændigt som selvstændigt individ og har gjort det i mange år. Man skal bare blive ved med at afvise alle klagesager, indtil folk er brækket fuldstændigt ned, opgiver og finder sig i hvad som helst.
Følelsen er den samme, som dengang min mand førte udmattelseskrig for at vores intime samliv skulle foregå på hans betingelser, på trods af hvad jeg havde af komplekser. Til sidst var jeg så udmattet, at jeg passivt bare stillede min krop til rådighed for hans behov. Derfor blev jeg gravid allerede i en alder af 19 år, på trods af at jeg havde sagt til både ham og mine forældre, at før jeg skulle have børn ville jeg have en uddannelse og have overvundet mine psykiske symptomer (som jeg har haft siden incest i 4-års alderen). Både mine forældre og min mand var fløjtende ligeglad med hvad jeg selv ønskede. Det handlede kun om deres egne behov.
På samme måde kæmper Hillerød Sygehus udmattelseskrig nu for at få lov at voldtage mig mentalt som det passer dem. Og det føles på præcis samme måde. Både psykologer og psykiatere er lige så ligeglade som min familie med hvad jeg har det godt med.
Den behandling har forstærket angsten ganske betydeligt igen. Det er samme metoder alle mine psykiske problemer er opstået af. Det var på samme måde jeg blev behandlet i min familie.

Socialpsykiatrien og Hillerød Sygehus har gjort det umuligt for mig nogen sinde at bygge et liv op her, hvor jeg bor. Alt det jeg havde fået bygget op blev slået i stykker igen.

Jeg er 60 år nu og har ikke de samme kræfter. Nu er det for sent!
Hvis Patientklagenævnet havde foretaget en sagsbehandling allerede dengang i 1995 og 1996, så havde jeg haft et liv nu. Dengang var jeg stærk og sportstrænet og fuld af fremtidsforhåbninger og kom mig mere og mere næsten dag for dag. I stedet har man været med til at slide alle de kræfter op, som jeg havde. Jeg kommer aldrig ud af de tvangsneuroser mere, og må leve med dem resten af livet.
I 5 år levede jeg isoleret i min lejlighed og måtte selv finde ud af at undertrykke alle smerterne fordi jeg havde mistet min søn og mine børnebørn.
Hele min sommer i år er blevet brugt til at bygge dette materiale op. Den HF-eksamen jeg havde forberedt her i foråret måtte jeg opgive, for efterhånden gik det op for mig at min sag i Patientklagenævnet blev syltet. Det er længe siden jeg har gjort Patientklagenævnet opmærksom på, at hver gang jeg skal forberede et nyt materiale, skal jeg gennemleve 60 års mareridt igen, og hver gang bliver angst og andre symptomer endnu mere fastlåste.

For 10 år siden spurgte min søn, der på det tidspunkt stadig var gift og manglede hjælp til børnepasning, hvorfor vi skal blive ved med at hænge fast i fortiden. Det skal vi fordi Hillerød Sygehus hænger fast i deres egne forkerte diagnoser som blev stiller for 30 år siden, og ofrer alle andres liv for at dække over deres fejltagelser.
Jeg har brugt så mange kræfter på at tage uddannelser og bygge et liv op. Har eksaminer tæt på udmærkelse, har udgivet en hel bog. Men alt var omsonst. På den måde kommer man ingen vegne. Ikke i et land med en sindssyg psykiatri. En psykiatri der nægter at gennemgå en journal over en behandling som virkede, og som er meget mere interesseret i min mors bagvaskelser og sladder om mit sexliv end i en psykoanalyse.

Jeg havde også drømme om hvad mit liv skulle have været brugt til, ligesom andre mennesker. I stedet blev det 60 års undertrykkelse og mareridt.
Jeg var færdigbehandlet da jeg var 25 år - en behandling jeg selv havde bedt om - og derefter drejede det sig om at beskytte mig imod min mors sindssygdom og beskytte mig imod den måde min mand udnyttede situationen. Der var også sendt besked fra det ene hospital til det andet i 1976, og jeg har læst det brev, men beskeden var ikke blevet sendt videre. Blot synes jeg ikke det er grund nok til at næste hospital fejlvurderede situationen som de gjorde. De vurderede og behandlede efter familiens diktat og uden at undersøge noget som helst. Den dag idag år 2007 efter mere end 30 års fejlbehandling er der stadig ingenting, der bliver undersøgt.
Hvad er mennesker der er gået i stykker psykisk? Slaver som alle andre kan behandle som de har lyst til? Uden at vi har nogen form for retssikkerhed?!

Og jeg vil ikke have mere at gøre med psykiatrien. I kunne lige så godt bede en jøde om at vende tilbage til Auschwitz.
Psykiatrien kan ikke helbrede følelsesmæssige problemer. Psykiatrien er selv problemet.

Svar fra Ombudsmanden 27 sept. 2007

Vedrørende Deres brev (mail) af 12. august 2007

Den 22. september 2006 skrev jeg følgende til Dem som svar på Deres brev af 8. august 2006 til mig (j.nr. 2006-2566-423 MV):

"Vedrørende Deres ønske om rettelse af psykiatrisk diagnose i journaler

Jeg har modtaget Deres e-mail af 8. august 2006 med vedhæftet bilag.

I Deres henvendelse skriver De at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har afvist at behandle Deres klage over Hillerød Sygehus' afvisning af at undersøge og rette de fejl som De anfører at der er i Deres journal. De oplyser at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har begrundet afvisningen med at patientklagenævnet ikke kan blande sig i hvordan Hillerød Sygehus skal vurdere.

I henvendelsen beder De mig om at anbefale Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at indhente alle tidligere journaler samt foretage en sagsbehandling af Deres sag.

Den 14. august 2006 bad jeg telefonisk Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om kopi af patientklagenævnets seneste afgørelser i Deres sag.

Den 16. august 2006 modtog jeg kopi af den seneste afgørelse i Deres sag fra patientklagenævnet. Afgørelsen er truffet den 7. januar 1999.

En klage til ombudsmanden skal være indgivet 'inden et år efter, at forholdet er begået' (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Da Sundhedsvæsenets Patientklagenævns af­gørelse er fra 7. januar 1999, er Deres klage for­ældet i forhold til om­buds­mands­loven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig noget i sagen.

Jeg har i dag sendt en kopi af Deres e-mail med bilag videre til patientklagenævnet som en anmodning fra Dem om at patientklagenævnet tager stilling til om nævnet vil foretage en fornyet behandling af Deres sag (herunder indkalde alle tidligere journaler), eller om patientklagenævnet vil give Dem en uddybende begrundelse for de afgørelser som nævnet har truffet i Deres sag."

Jeg har nu modtaget Deres brev af 12. august 2007. De klager over hvad De opfatter som 30 års fejlbehandling og over at De har fået endnu et afslag fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn "på at få foretaget en sagsbehandling".

Jeg forstår at De nu har modtaget svar på Deres brev som jeg den 22. september 2006 videresendte til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

De har flere gange i Deres brev til mig nævnt datoen den 13. juli 2007, men De ses dog ikke at have vedhæftet patientklagenævnets afgørelse af denne dato. De har heller ikke scannet teksten ind i Deres brev (mail) til mig. Jeg har på den baggrund – som jeg også gjorde det i 2006 – anmodet patientklagenævnet om at sende mig en kopi af nævnets brev af 13. juli 2007, og jeg har modtaget den ønskede kopi fra patientklagenævnet.

1. Deres klage over patientklagenævnets afgørelse fra 7. januar 1999 har jeg forholdt mig til i mit svar af 22. september 2006. Jeg henholder mig til dette svar.

2. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har i afgørelsen af 13. juli 2007 fastholdt at sagen ikke kan behandles og har som i de tidligere afgørelser og breve henvist til den toårsfrist som gælder for klager til patientklagenævnet. Patientklagenævnet har endvidere i brevet af 13. juli 2007 henvist til at nævnet ikke fandt grundlag for at dispensere fra fristen idet der ikke forelå "særlige grunde" der talte for det. Endelig har patientklagenævnet, efter i brevet af 13. juli 2007 til Dem nærmere at have gennemgået de tidligere afgørelser og breve til Dem, henholdt sig til "den tidligere korrespondance, og de begrundelser der blev givet i den forbindelse".

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har afslutningsvis beklaget det sene svar på Deres fornyede henvendelse til nævnet.

3. Der er ikke udsigt til at jeg efter en nærmere undersøgelse vil kunne kritisere at patientklagenævnet (fortsat) fastholder at sagen ikke kan behandles (ombudsmandslovens § 16, stk. 2). Jeg foretager mig derfor ikke mere i anledning af Deres brev af 12. august 2007.

Patientklagenævnets tidligere afgørelser er jeg som allerede nævnt afskåret fra at forholde mig til (ombudsmandslovens § 13, stk. 3).

Jeg vedhæfter en fil (folder) om ombudsmanden og persondataloven til Deres orientering.

Med venlig hilsen