Magt og magtesløshed

Åbent brev til
Sundhedsministeren m.fl.
Lars Løkke Rasmussen

19.01.2006

Mit formål med denne mail er at anmode Sundhedsministereriet om at se på min sag i Sundhedssystemet, som nu er blevet sendt mellem forskellige kontorer i 10 år og stadig uden at nogen har undersøgt kendsgerningerne. Det er mit indtryk at der er planlagt en fremgangsmåde der skal forhindre at det sker, og det er der nogle grunde til. Desuden har jeg endnu et mål, og det er generelt at påvirke debatten omkring mennesker med følelsesmæssige problemer, og specielt os med Ocd, som er det jeg selv ved noget om. Dog er vores situation ikke så meget anderledes end alle andres, og det jeg ønsker at opnå er at vi bliver draget ind i en demokratisk proces omkring de beslutninger der bliver truffet i vores liv.

Dette bliver en forkortet udgave af de vanskeligheder jeg selv har måttet kæmpe med, og et koncentreret overblik, men der er mange muligheder for at indhente oplysninger om detaljerne, både på mine hjemmesider og andre steder i nødvendigt omfang.

Denne tekst vil blive lagt ud på min hjemmeside http://www.canopoux.net/Menneskerettighederne.htm, og det samme vil svaret fra Sundhedsministeriet blive.

Jeg vil indlede med at give et billede af hvor alvorlig min situation er:
Da jeg var først i trediverne fik jeg et udbrud af tvangstanker som især drejede sig om angst for at jeg ved et uheld kunne komme til at gøre andre mennesker fortræd. Jeg var så bange for at begå fejl at jeg på mit arbejde måtte tjekke alt hvad jeg gjorde op til mange gange for at sikre mig, at jeg havde gjort alt rigtigt, hvilket naturligvis sinkede mig en del, og da jeg havde specielt fokus på angst for at blive skyld i at nogen blev syge gennem fødevarer, så udviklede det sig til at jeg slet ikke turde røre ved eller have ansvar for noget, som andre mennesker skulle spise eller drikke. Det gav så mange begrænsninger, at næsten alt hvad der har at gøre med social kontakt med andre mennesker, blev umuligt.
Angsten for at begå fejl er i virkeligheden nem at forstå – og tvangstanker i mindre grad er noget alle kender. Jeg var så overanstrengt af problemerne ved en skilsmisse at jeg var bange for at være for stresset og ukoncentreret og derved kunne komme til at begå fejl. Når man sætter hele sin viljestyrke ind på at undgå at begå fejl fordi man er ukoncentreret, så bliver det til en konstant angst og dermed til tvangstanker. Jeg beskriver mekanismen her – en hjemmeside som er konklusionen på en intensiv psykoanalyse jeg i sin tid og forud for dette næste udbrud gennemgik, og som virkede! Da disse symptomer brød ud havde jeg altså været rask i 8 år, bl.a. fordi nogen sørgede for at jeg havde nogle betingelser, der kunne lade sig gøre.
Fordi jeg ingen hjælp eller støtte kunne få i krisen ved skilsmissen, så bredte symptomerne sig til efterhånden at opfatte næsten alt. Jeg turde i løbet af få år ikke lukke nogen ind i min lejlighed, fordi jeg var bange for at de ville komme til skade, når de var inde på mit "ansvarsområde".
I dag er jeg 58 år, og de sidste 6 år har jeg levet uden kontakt med andre mennesker. Efterhånden så udviklede mine symptomer sig yderligere til at jeg ikke tør at forlade min lejlighed, og dermed blev jeg totalt isoleret. Årsagen til dette er at min lejlighed er det eneste jeg har at holde mig til, og min eneste mulighed for at overleve og genvinde balance og styrke til at blive rask igen. Mit hjem er mit fundament og mit helle i tilværelsen.
Selv raske mennesker ville ikke kunne overleve denne situation som ikke er så forfærdelig meget anderledes end det andre med psykiske problemer må leve med, men jeg har været nødt til at overleve det.

Der hører imidlertid en ret omfattende forhistorie til, og her kun de væsentligste detaljer – man får ikke et så voldsomt udbrud af tvangstanker uden grund.

For en del år siden og da jeg var 22 år gennemgik jeg som før nævnt en intensiv psykoanalytisk behandling for Ocd – dengang hed det tvangsneuroser – og blev helbredt og helt fri for symptomer, hvilket holdt i 8 år i alt og indtil jeg var først i trediverne. På trods af at jeg på det tidspunkt da jeg som 22årig blev indlagt, havde haft problemer med tvangstanker i 18 år og altså hele min barndom igennem – i 12 år uden at jeg fortalte det til nogen, jeg kæmpede med angsten alene - var jeg, da jeg endelig fik rigtig behandling, symptomfri allerede inden for 2 år. I den tid der fulgte gennemgik jeg en uddannelse og måtte samtidig gennem en skilsmisse. Det klarede jeg takket være den rigtige opbakning fra en psykiater og et behandlingssted.
Jeg blev indlagt som 22årig i 1969 og 4 mdr. senere blev jeg udskrevet, men fortsatte den intensive psykoanalytiske behandling gennem 5 år, der var blevet påbegyndt. Det var med meget hjemmearbejde, idet jeg skrev og sendte et brev før hvert møde med psykiateren, et brev hvor jeg fortalte frit om mine følelser og oplevelser og hvad jeg havde tænkt på siden sidste møde, og min psykiater havde læst det på forhånd og lavet notater ved hvad vi burde snakke om. Vedr. den prioritering stolede jeg helt på ham, og forstod på det tidspunkt ikke selv, hvorfor jeg havde så store problemer med tvangstanker.
Min meget dominerende mor forsøgte ihærdigt at styre behandlingsforløbet, men det var min daværende psykiater heldigvis immun over for. Ca 1970/71 fik jeg et vikarjob som samtidig skulle være en arbejdsprøvning med henblik på evt. revalidering, men min mor ringede til arbejdskonsulenten og forsøgte at forpurre det også. Flere ting fik min psykiater til at foreslå mig at jeg afbrød al kontakt med min mor, og flyttede fra byen så jeg kom uden for hendes rækkevidte. Han måtte selv bruge bunker af tid på at prøve at tackle hendes indblanding. Han sagde at han af princip ikke blandede sig direkte i hvordan hans patienter skulle administrere deres liv, men mit tilfælde var så alvorligt at her gjorde han en undtagelse. Jeg var imidlertid gift og det er bare ikke så ligetil at flytte en hel familie.
1972 flyttede jeg fra min mand. Vi havde et hus på i alt 240 kvm, og min mor udnyttede omgående den forestående skilsmisse til at genvinde sin magt over mit liv, hun hjalp min mand med at tvinge mig til at gå fra det hele uden at få noget med. Efteråret 1972 blev jeg optaget på skolen for beskæftigelsesvejledere og umidddelbart efter tilkendt forældremyndigheden for min søn. Sagen skulle herefter for landsretten, og til dette skaffede min mor både vidner og erklæringer til min mands fordel. Hvad jeg ikke gennemskuede på det tidspunkt var at hun også havde kontrol over min advokat. Dette skete altså samtidig med at jeg skulle gennemføre en uddannelse, som jeg gennemførte trods store følelsesmæssige problemer, men jeg tabte sagen i landsretten om forældremyndigheden.
Grundet for meget modgang – især i forbindelse med skilsmissen og konflikter med familien - blev jeg i 1976 hvor jeg var sidst i tyverne, indlagt et nyt sted med en alvorlig depression (stadig uden at mine andre symptomer var vendt tilbage). Den læge der indlagde mig undersøgte ikke tingene godt nok, og næste behandlingssted blev ikke orienteret om at jeg tidligere havde gennemgået en intensiv psykoanalyse med så fint resultatet. Man stillede forkerte diagnoser og gik i gang med at skrive en ny journal. Denne gang efter min mors diktat.
Der skete altså det at medens den ene psykiater beskrev et intensivt behandlingsforløb for tvangsneuroser og hæmninger, så stillede den næste nogle få måneder senere diagnoser der faktisk betyder det modsatte. Jeg synes ikke at det at han ikke var blevet orienteret om den behandling der allerede var foretaget, er nogen undskyldning for at en psykiater kan fejlvurdere så totalt.
Min mors kamp for at få underkendt den behandling, der havde helbredt mig, lykkedes for hende. Familien havde meget at dække over af vold og overgreb. Desværre er der mange psykiatere der ikke forstår at når mennesker kommer med så store følelsesmæssige problemer som mine, så kan det være hele familien der er i vanskeligheder, og det var det i mit tilfælde. Den der bliver psykisk syg er bare den, der bukker under for konflikterne.
I løbet af det næste par år efter 1976 og ca. 1978 havde man med fejlbehandling og omsorgssvigt fremkaldt mine tvangstanker igen, og i løbet af et par år var de lige så omfattende og invaliderende som de havde været før psykoanalyse og helbredelse. Da var jeg først i trediverne. Eftersom jeg stadig hører under det samme hospital, så har jeg været fejlbehandlet i 30 år nu.

30 års ubeskriveligt mareridt af angst og ensomhed og magtesløshed.

Der sker det i psykiatrien at når psykiatere og psykologer fejlvurderer og fejlbehandler, så dækker de sig ind med diagnoser til patienterne. Jo værre kriser jeg blev kastet ud i ved fejlbehandling, omsorgssvigt og forkert medicin, jo værre diagnoser fik jeg stillet. Og det fortsætter stadig.

Det kostede mig omkring 1980 det erhverv jeg havde fået med revalideringshjælp. Skyldskomplekser og selvundertrykkelse var en af de væsentlige faktorer i de symptomer jeg blev helbredt for ved en psykoanalyse, og blev det også i de nye symptomer der brød ud, men som blot handlede om andre ting fordi jeg nu var i en ny situation.
En privatpraktiserende psykiater stillede senere rigtige diagnose igen og sørgede for at jeg fik invalidepension i 1983, og dermed var jeg økonomisk sikret. Allerede i den erklæring kan man se at den tidligere psykoanalytiske behandling var forsvundet helt ud af systemet. Alligevel var hun altså og uafhængigt af denne kommet frem til de samme konklusioner som den psykiater der tidligere havde helbredt mig.
Desværre holdt hun ret hurtigt efter op med at praktisere privat, og dermed var jeg igen prisgivet det hospital hvor jeg har forkerte diagnoser. Den journal ligger ude på Hillerød Sygehus, men stammer oprindeligt fra Montebello i Helsingør, som nu er lukket.

Hvis nogen synes at dette virker uoverskueligt, hvordan tror I så at jeg har det inden i hovedet, hvor jeg skal prøve at holde sammen på det hele og bevare min virkelighedsopfattelse hvor uudholdelig virkeligheden end er, samtidig med at jeg kæmper for at få et bedre liv.

I 1995 rejste jeg efter næsten 20 års meget alvorlige konsekvenser af fejlbehandlinger og omsorgssvigt sag i Patientklagenævnet for at få rettet den journal på Hillerød Sygehus og få skrevet en ny.
I mellemtiden var min søn blevet voksen, var blevet gift og fik 2 børn.
Desværre var der i 1995 også kommet socialpsykiatri i den kommune hvor jeg bor, og desværre var jeg naiv nok til at lukke dem ind i mit liv, fordi de foregav at være ansat af kommunen med det formål at give mig den nødvendige praktiske hjælp til at få et liv til at fungere trods mine symptomer. Det viste sig at deres virkelige hensigt var en helt anden. Den kan man læse om på min hjemmeside http://www.canopoux.dk/demokrati.htm
Hvor både min søn og jeg var kommet videre trods fejlvurderingerne, så sad socialpsykiatrien fast i diagnoserne fra 1976, og endda på trods af at der igen var stillet rigtig diagnose i 1983 ved undersøgelserne til pension.
På det tidspunkt i 1995 var jeg aktiv og udadvendt, og mine venner tog de nødvendige hensyn. Jeg gik til foredrag, i motionscenter et par gange om ugen, og besøgte min søn et par dage om måneden. Angående tvangstanker og angst, så gik det meget fremad med at overvinde det, og få en bedre og bedre hverdag.
I løbet af et par måneder fik socialpsykiatrien kørt sagen i Patientklagenævnet af sporet og knust mit liv så grundigt at jeg endte i total isolation i min lejlighed som jeg nu også var bange for at forlade.
Det kostede mig hele min vennekreds, og jeg havde mange venner dengang. Det kostede mig også min søn og mine børnebørn som jeg på nuværende tidspunkt 2006 ikke har set i over 5 år, og det kostede min søn hans ægteskab. Han holdt heller ikke til den måde psykiatrien igen knuste hans mor og til at han ikke fik den støtte jeg kunne have givet ham ved bl.a. at passe mine børnebørn. Både min søn og min svigerdatter havde som henholdsvis kok og sygeplejerske skiftende arbejdstider, og det var vanskeligt for dem at tilrettelægge så de kunne få passet deres børn. Jeg arbejdede med alt hvad jeg havde af evner for at blive i stand til at hjælpe dem og lære mine børnebørn at kende.
Alle de kræfter jeg skulle have brugt til at hjælpe min søn med at passe mine børnebørn måtte jeg i stedet bruge til at forsvare mig imod socialpsykiatrien.
Jeg ved ikke hvor min søn er henne nu eller hvordan han har det.

Nu har jeg aldrig kunnet tillade mig at give op uanset hvor grundigt jeg har været knust og lidt om hvad jeg har udrettet kan man læse om på denne hjemmeside http://www.canopoux.net/dokumentationer.htm og jeg kæmper fortsat for at blive stærk nok til at få et liv og til at finde min søn og mine børnebørn igen. Der var ikke noget, hverken eksaminer, uddannelser eller andet, der over for psykiatrien kunne hamle op med min mors manipulationer da de skulle "vurdere" hvem jeg er.

De odds jeg er oppe imod er utroligt hårde. Hillerød Sygehus holder fast på deres fejlvurderinger og Patientklagenævnet nægter at foretage en sagsbehandling med alle mulige begrundelser. Jeg, der har fået pension i mere end 20 år har måttet melde mig over i sygesikringsgruppe2 for at få frit lægevalg, så psykiatrien ikke kan styre mit liv eller medicin gennem en privatpraktiserende læge – selvom de naturligvis stadig bruger bunker af kræfter på at prøve på det.

Nu indebærer tvangsneuroser at man har en usædvanlig selvkontrol. Det er en del af selve sygdommen. På denne hjemmeside kan man se at en psykolog i 1970 beskriver mig som et "klinisk indtryk af tvangsneurotiske …" det er altså en vurdering foretaget forud for den behandling der i sin tid virkede.
Denne definition på tvangsneuroser har man imidlertid afskaffet nu og tillægge os i stedet fejl i hjernen – en definition som jeg har set at pårørende i konfliktfamilier også meget hellere vil godtage, undtagen dog de, der virkelig ønsker det bedste for deres Ocd-ramte familiemedlemmer. Jeg har læst artikler om at den nye opfattelse - at Ocd skulle skyldes fejl i hjernen - begrundes med, at vi har overaktivitet i visse centre i hjernen. Det vidste man også dengang jeg var i psykoanalyse, det er en konsekvens af at hjernen hele tiden kører på højtryk for at klare problemerne, men ved de nye vurderinger bytter man om på årsag og virkning. Fælles for os alle er at vi kommer i situationer hvor vi er magtesløse og må undertrykke vores følelser indtil der kommer løsninger. Det har i mit tilfælde altså her i sidste omgang varet 30 år.
På trods af at jeg ikke taler med andre mennesker i måneder ad gangen så er jeg i stand til at undertrykke og kontrollere alle smerterne. Men de er der alligevel.
Er dette her menneskeligt? At jeg må undvære alt hvad andre mennesker mener, er en selvfølge for at livet er værd at leve, og samtidig må jeg bruge så mange kræfter på at undertrykke alle smerterne bl.a. for at undgå at blive udsat for tvang!! Man kæmper fortsat for at presse mig til at tage noget medicin, som jeg har fået før, og som jeg får det endnu værre af, så jeg ikke længere kan klare de nødvendige daglige forpligtelser ... som jeg naturligvis stadig ikke kan få hjælp til, heller ikke når jeg bliver syg af medicin. I min roman "Valmuer med sløret baggrund" beskriver jeg bivirkningerne af denne medicin således:

Citat si. 59:
En morgen, da hun vågnede, oplevede hun verden som død. Hendes stue så ud, som den plejede, men både den og alting var kun et livløst rum, som fuldt af støvet spindelvæv. Et loftskammer, der havde været glemt i årevis. Efterhånden som hun vågnede, blev verden mere og mere levende igen. Men hun opdagede og mærkede først nu, at et eller andet sted indvendigt var det sådan, hun havde det.
Det forstod hun ikke - hun plejede ikke at være deprimeret, medmindre der var en grund til det.
Hun var ikke opmærksom på, at det kunne være medicinen. Havde indstillet sig helt og holdent på, at symptomerne skulle lette, som man havde sagt, de ville, og hun havde ikke tænkt i andre baner eller muligheder.
Der kom også fysiske problemer. Hendes muskler stivnede, og blodcirkulationen blev hæmmet, således at hun hjemme måtte sidde med benene oppe på en stol, fordi hun ellers fik ondt i fødder og ankler. Det indskrænkede hendes muligheder for at arbejde betydeligt, for stillesiddende arbejde ved et bord var næsten umuligt. Blodcirkulationen i armene var ind imellem så hæmmet, at de sov på en ubehageligt stikkende måde, og somme tider, når hun om aftenen havde lagt sig til at sove, kom der nogle underlige uventede spjæt i kroppen. De kom omme fra ryggen. Som oftest lige efter at hun var faldet i søvn, og det var temmelig uheldigt, for så måtte hun indimellem op for at tage mere sovemedicin.
Depressionen tog stadig til. Den var simpelthen så forfærdelig og ubeskrivelig og lignede ikke noget, man kendte og var ikke var en reaktion på noget. Den fortrængte alt liv - malede det over med sort.
Den malede også al forståelse af mulige årsager til depressionen over med sort.
Citat slut.

Dette er bivirkningerne af den type medicin man nu overvejer at tvangsbehandle mennesker med og med politiets hjælp!! De gange jeg – p.g.a. forkerte diagnoser - har fået den er jeg blevet så syg at jeg ingenting kunne.
Jeg har også kendt mennesker der i perioder mister deres virkelighedsopfattelse og bliver psykotiske … men jeg har ikke mødt én eneste der ikke ville have taget imod et ordentligt tilbud om hjælp længe før det gik så galt!! Hvis den lov bliver vedtaget vil den først og fremmest ramme dem, der har været udsat for de alvorligste tilfælde af omsorgssvigt og fejlbehandling.

Jeg har efterhånden fået indsamlet mine journaler og kan se at den intensive psykoanalytiske behandling gennem 5 år der engang helbredte mig, den ikke figurerer nogen steder!! Oplysningerne er forsvundet ud af systemet! Den eneste konklusion på den behandling der eksisterede, var et brev der blev sendt til min daværende læge i 1976, som han øjensynligt ikke læste, men gav mig i en lukket kuvert og bad mig selv aflevere den næste behandlingssted. Det havde jeg det for dårligt til at sørge for.
Jeg har derfor forsøgt at skaffe en kopi af det brev fra hospitalet, men de kan ikke finde det?! Muligvis lykkedes det socialpsykiatrien her hvor jeg bor at få skaffet det brev af vejen. De opdagede sandheden om hvad der er gået galt, men i stedet for så at hjælpe med at få tingene på plads, så brugte de gennem flere år bunker af arbejdstimer og dermed skattekroner på at dække over fejlene.
Det er mit indtryk at behandlersystemet allerede dengang var begyndt arbejdet for at få mulighed for mere tvangsmedicinering, og så var det jo heller ikke godt at der både i mit og i andre tilfælde var beviser for, at når jeg blev behandlet som et menneske og med respekt for mine følelser, så kom jeg mig, i det ene tilfælde endda fuldstændigt.
Jeg er i den situation at jeg må sende 40 siders journalnotater i stedet for en kortere konklusion, for at bevise at den behandling har været foretaget, og det er meget ubehageligt, for der er en række intime og fortrolige oplysninger i de journalnotater som jeg ikke har lyst til at udlevere til hvem som helst, men det er min eneste udvej. Også psykolograpporten fra dengang har jeg skaffet, så det er muligt at se hvad jeg i virkeligheden blev behandlet for.
På trods af at jeg i forbindelse med klagesagerne har sendt materialet flere steder, og bla. til min kommune, så er der stadig ingen der har foretaget sig noget for at løse problemerne.

Hvordan jeg har skaffet en del af materialet fra en journal fra før der blev aktindsigt er en længere historie som jeg vil springe over her.

Når jeg i en alder af 25 år havde gennemgået en intensiv behandling som var lykkedes og jeg blev blevet rask, så burde jeg dermed være sikret korrekt vurdering og støtte resten af livet.
Sådan gik det altså bare ikke. Jeg har endog forsøgt at betale en kognitiv psykolog for at komme og hjælpe mig med at få nogle ting til at lykkes som er nødvendige at få gjort i en praktisk hverdag, men på trods at jeg var parat til at betale 800,- kr. i timen + en taxa til yderligere 800,- kr. så hjælper de ikke med noget. De går bare i gang med adfærdsterapi hvilket naturligvis ikke nytter, når man ikke samtidig løser de problemer der er årsagen til mine symptomer. Når man har så store problemer med angst, så er det ydmygende at blive behandlet som om man bare ikke har lært at opføre sig ordentligt. Jeg har appelleret til at med flere års uddannelse må en psykolog da have mere end én streng at spille på, men det nytter ikke noget.
Kognitiv adfærdsterapi er i virkeligheden kun symptombehandling og løser ikke problemerne. Dem beskæftiger de kognitive terapeuter sig ikke med. Uanset hvad mennesker har været udsat for at modgang, belastninger eller overgreb, og om de stadig bliver det, så skal vi bare lære at kontrollere smerter og symptomer, og skidt være med hvordan vi har det indvendigt. Det var sådan jeg også blev behandlet i min familie, hvor jeg absolut ikke var den eneste, der bukkede under.
Det var det at gøre noget ved årsagerne til angsten, der i sin tid helbredte mig, og dengang fik jeg at vide at man skal løse sine problemer, man skal ikke bare kontrollere smerterne, hverken med medicin eller med tvangstanker.
De kognitive terapeuter vil også gerne have begravet den journal over en psykoanalytisk behandling igen. Kognitiv adfærdsterapi og psykoanalyse er metoder der faktisk er modsatte af hinanden.
Nu er jeg altså i den situation at det gennem 30 år er psykiatrien selv der er årsagen til al angsten og meget af hvad der er gået galt. Ligesom i sin tid i min familie får jeg igen modstand og forbud imod at se angsten i øjnene og løse problemerne.
Det er grunden til at jeg nu også er bange for at forlade mit hjem, som er mit eneste holdepunkt og min eneste mulighed for at overleve psykisk.

Engang for et stykke tid siden hørte jeg Socialministeren sige i fjernsynet at en af de metoder man ville bruge for at finde ud af hvordan man kan forbedre psykiatrisk behandling ville blive, at gå tilbage og se på tidligere sager for at se hvilke fejl der var sket. I min sag er der virkelig sket fejl, og oven i det, så fandtes den rigtige journal og redegørelsen for den korrekte behandling før fejlene skete. http://www.canopoux.net/dokumentationer.htm

Den sag jeg rejste i 1995 om de forkerte diagnoser har kørt rundt i systemet i 10 år nu uden at man undersøger noget, og af disse har jeg levet omkring 6 år indespærret i min lejlighed p.g.a. angst, og taler ikke med andre mennesker i måneder og halve år ad gangen. Jeg har overlevet ved at lære at bruge en computer og Internet, hvilket jeg altså stort set har måttet finde ud af alene og uden undervisning.

Alt dette kunne være undgået hvis jeg i behandlersystemet havde haft ganske almindelige demokratiske rettigheder og medindflydelse på mit eget liv. Men jeg blev ikke spurgt, og jeg fik ikke at vide hvordan jeg var vurderet – journalen fra 1976 fik jeg først udleveret omkring år 2000 - og når jeg forsøgte at forklare mig blev jeg fejet af bordet. Selv det klarede jeg, og var stærkt på vej fremad takket være støtte fra en stor vennekreds, men det blev stoppet da socialpsykiatrien fra 1995 begyndte at styre mit liv og hvordan mine venner skulle behandle mig.

Til sidst lidt almene betragtninger: Man taler meget om globalisering og om at Danmark nu skal klare sig i konkurrence med hele verden. Det forekommer mig at være inkonsekvent at gøre det ved at bedøve en stor del af befolkningen med kemikalier og gøre os inaktive og isolere og udstøde os. Ikke alene får vi et liv i pinefuld ensomhed og med ringe fornemmelse af vores egne værdier eller hvad vi kan og kan bruges til, men vi bliver også en klods om benene på vores nærmeste. Det er bestemt ikke nogen rar følelse, og det kan godt skræmme mig hjem i isolation igen.
Jeg kunne have haft mange aktive år, hvor jeg kunne have været til gavn for samfundet, og de eksamenspapirer der ligger på min hjemmeside viser, at jeg også var parat til at gøre en virkelig indsats for det, ligesom jeg også tidligere havde gjort. Det ville yderligere have gavnet min egen selvrespekt og have hjulpet mig med at fungere som mor og farmor og som menneske hvis jeg havde fået respekt af samfundet til gengæld.

I stedet har jeg tilbragt mit voksne liv rundt omkring i psykiatriske konsultationer og uden at der kom noget ud af noget. Der er ingen anden virksomhed der kunne overleve hvis den var så ineffektiv som psykiatrien, og her taler vi endda om vores vigtigste råstof – vores følelsesliv og livsglæde.

Mit held har været at jeg har en stor interesse i moderne elektronik. Ellers havde jeg ikke haft overskud til at gennemføre det, jeg i de senere år har gennemført.
Angsten for at forlade min lejlighed har jeg fået dæmpet en del ved at installere overvågning i mit hjem så jeg kan holde øje med min lejlighed fra en lommecomputer. Jeg er i 2005 begyndt at gå mere i byen, både til udstillinger og på kurser. Jeg genoptog sidste år min HF-eksamen. Hvor afhængig jeg er af det overvågningssystem opdagede jeg her i december, da batterierne var brugt op og jeg ikke havde sørget for at købe nye. Jeg sad omgående fast igen, og måtte bestille nye batterier fra Internettet.

Ved psykoanalysen dengang først i 1970erne lærte jeg at se min angst i øjnene. Den var hovedsageligt forbundet med min egoistiske og dominerende familie, som ikke ville indrømme at de skulle have nogen andel i hvordan jeg havde det, og altså heller ikke opgive deres egocentriske magtkampe.
Nu er det psykiatrien selv, der er årsagen til at jeg ikke har noget socialt netværk og er udstødt af samfundet.

Jeg vil slutte med endnu engang at bede om at Sundhedsministeren vil bevirke at der bliver foretaget en sagsbehandling af min personlige sag!!
Desuden gøre opmærksom på at det lovforslag man nu er i gang med om at det skal gøres muligt at hente mennesker med politiet til tvangsmedicinering betyder yderligere angst, som så skal behandles af psykologer til 1000,- kr. i timen eller mere. Bør psykisk syge ikke have samme ret til at have et sted, hvor vi kan være i fred, som alle andre mennesker har?
Jeg vil meget bede om at man i stedet overvejer at psykisk syge får demokratisk ret til indflydelse på eget liv. Det kunne have afværget mange års fejlbehandling i mit tilfælde. Det er ikke de psykisk syge der er brug for at stramme op omkring, med derimod behandlersystemet. Alle de gange jeg har været i kontakt med behandlersystemet har jeg selv bedt om det, og de gange jeg har været indlagt har jeg selv sørget for at få skrevet indlæggelsesseddel. Har jeg og andre ikke ret til at der er et samfund der yder den bedst mulige støtte når vi søger hjælp fordi vi har så store følelsesmæssige problemer at vi ikke kan leve op til vores egne krav om at fungere bedst muligt i familie, samfund og i erhverv. Mit liv er også et bevis på hvor galt det kan gå hvis man frivilligt lader sig stemple som psykisk syg - en pris vi må betale for at få hjælp, og som betyder at alle kan behandle os som det passer dem.
De senere år har jeg set nogle manipulerende udsendelser i fjernsynet hvor man prøver at fremstille os meget negativt, fordi nogen måske til sidste mister selvkontrollen p.g.a. alle de smerter. Det ville de fleste andre også gøre hvis de ikke havde noget at skulle have sagt i deres eget liv! Som om vores betingelser ikke skulle have nogen betydning?! Dem har vi ikke altid selv indflydelse på.

Det hører med i billedet at alt dette materiale har jeg måttet lave alene. Jeg kan ikke få advokathjælp, og min sag er så omfattende at jeg heller ikke ville have råd til at betale det. Jeg har forsøgt om jeg så kunne få den nødvendige hjælp til at føre sagen selv på en korrekt måde i forhold til vores retssystem, men det kan heller ikke lade sig gøre. Vi er magtesløse og prisgivet psykologernes forgodtbefindende, og deres timeløn går stadig i vejret.

Foreløbig er jeg ude af stand til personlig kontakt efter 6 års isolation, og når jeg går i byen, så går jeg bag om den blok, jeg bor i og ad stierne ned til hovedvejen og tager en bus til en fremmed by, hvor jeg ikke kender nogen. På kurser forsøger jeg at opbygge en foreløbig perifer kontakt med andre mennesker, og det er meget vigtigt at jeg får lov at gøre det i mit eget tempo. Alt for alvorlige angstanfald giver bagslag, og så kan jeg risikere at det hele mislykkes.

Al kontakt foregår over Nettet, og til nød en telefon.

I håb om at nogen vil hjælpe med at der kommer resultater ud af dette, og jeg endelig bliver spurgt hvad det er for et liv jeg ønsker mig, og i en alder af 58 år endelig får et liv.

Svar d. 16 feb 2006

Svar til sundhedsministeren

Tak for svar dateret 16. feb.d.å. Deres tekst er indsat nederst i denne mail.

Citat fra Deres mail:
Ministeriet opfatter Deres henvendelse således, at De ønsker at klage over den behandling, som De har modtaget.

Mit svar og uddybning:
Det er ikke helt korrekt. Jeg ved godt at det er Patientklagenævnet, der skal behandle sager over diagnoser og fejlbehandling. Problemet er at det gør de ikke!! Min sag har kørt rundt i systemerne i 10 år nu, uden at nogen har undersøgt kendsgerningerne, hvilket ville have løst mine problemer for længe siden. Jeg var færdigbehandlet da jeg var 25 år (for 35 år siden) og havde selv opsøgt behandling. Det viste sig ved psykoanalysen at jeg brugte tvangstanker til at undertrykke følelser og smerter med. Desværre så kæmpede familien for at få kontrol over en ny psykiater og få mig stemplet med diagnoser igen, for at dække over hvad der i virkeligheden skete i familien.
Det er umuligt kort at gøre rede for hvad der er sket i 30 år – og også forud … jeg forsøger at holde mig til nogle hovedpunkter. De øvrige oplysninger er tilgængelige i det omfang man ønsker at sætte sig ind i dem.
Der skete det, at da jeg i 1976 blev indlagt på et psykiatrisk hospital efter at være gået i stykker på en skilsmisse da opdagede man grundet en administrativ fejl ikke at jeg allerede et andet sted havde gennemgået en intensiv psykoanalytisk behandling gennem 5 år for tvangsneuroser. En behandling der virkede så jeg var fri for symptomer allerede inden for 2 år. I 1976 havde jeg altså været fri af symptomer i ca. 5 år. Der blev trods dette i 1976 stillet forkerte diagnoser og i løbet af et par år fremkaldte man symptomerne igen. Jeg hører stadig hjemme samme behandlingssted hvor man fortsætter med de samme fejl.
Selv i mit tilfælde, hvor der er sket så åbenlyse fejl og med så store konsekvenser, foretager Patientklagenævnet ikke en sagsbehandling! Det har kostet mig hele mit liv, mit erhverv, min vennekreds min søn og mine børnebørn og jeg har levet isoleret i min lejlighed i 6 år nu uden kontakt med andre mennesker.

Den forkerte journal ligger på Hillerød sygehus, og jeg har her i marts måned i år sendt materialet fra 2 andre behandlingssteder – herunder en intensiv psykoanalytisk behandling samt 40 siders journalnotater derfra - til Hillerød Sygehus og bedt dem bekræfte, at de nu kan se at den behandling har været foretaget, at den virkede og at det ikke står registreret i deres eget materiale som tidsmæssigt er senere. De har hidtil benægtet det selvom jeg har gjort opmærksom på det en del gange.

Yderligere lægger jeg de vigtigste papirer i sagen ud på en hjemmeside http://www.canopoux.net/sagen.htm hvor man kan danne sig et overblik. Her ligger brevet vedlagt til Hillerød Sygehus også. Det er ikke let at få overblik over en sag der har kørt i forkert spor i årevis.

Samtidig med at sagen i Patientklagenævnet gik i gang i 1995, fik psykiatrien anbragt en plejer herude med løfter om at nu skulle jeg nok endelig få den nødvendige hjælp, men hensigten var i stedet at få kørt klagesagen af sporet, og det blev der brugt mange arbejdstimer og skattekroner på. Når jeg har den rigtige journal fra 1969 til 1975 så skyldes det, at socialpsykiatrien opdagede at jeg havde ret i min klagesag og kunne bevise det, og at den journal var mit vigtigste bevismateriale. De pressede mig derfor til at give dem en fuldmagt til kontakt med det hospital hvor den ligger, og altså i virkeligheden for at borteliminere mit bevismateriale.
Der blev sidst i 1990erne aldrig foretaget en sagsbehandling i Patientklagenævnet!!
Desuden så havde jeg skrevet en erindringsroman for at bygge en tilværelse op som forfatter, og det projekt ville plejerne også have knust. Bagefter fik jeg at vide at jeg ikke selv skal bestemme hvem jeg er, eller hvad jeg tænker og føler.
Jeg blev udsat for censur!! Det lykkedes dem at sinke en udgivelse i 8 år. Først i 2004 fik jeg ved samarbejde med et forlag over Nettet udgivet min bog.

Omkring år 2000 var der en psykiater på Hillerød Sygehus, hvor den forkerte journal ligger, der gik i gang med at skrive en ny journal som skulle gælde fremover så jeg i det mindste kunne få et liv fremover. Han mistede pludselig sin stilling og blev forflyttet til andet arbejde.
Jeg er muligvis det eneste tilfælde i Danmark på en fuldstændig helbredelse af Ocd. Det skete bare dengang i 1969 - 1975 efter nogle helt andre metoder end dem psykiatrien og også en del pårørende nu forsøger at få gennemført. Ocd skyldes ikke en fejl i hjernen som man nu forsøger at udlægge det, Ocd er en psykisk reaktion på for mange og for store belastninger. Jeg blev i sin tid helbredt uden medicin.
Desuden så måtte det, nu hvor man arbejder på at få indført mere tvang i psykiatrien, ikke komme frem at der sker så alvorlige fejl som der er sket i mit tilfælde.
Jeg ved godt at man er i gang med at revidere psykiatriloven, og ud over at jeg håber på om muligt at få støtte til at få foretaget en sagsbehandling af min egen sag, så håber jeg også at kunne medvirke til at revideringen kommer til at indebære, at mennesker der er gået i stykker psykisk, får samme demokratiske menneskerettigheder og medbestemmelse over vores eget liv som andre mennesker har. I mit tilfælde tjekkede den psykiater, der fejlvurderede, ikke de "oplysninger" fra pårørende som han stillede diagnoser på, og orienterede mig heller ikke om det. Det er 30 år siden nu og jeg fik ødelagt et helt liv af forkerte psykiatriske diagnoser.
Jeg håber meget at når der skal tages stilling til en revidering af psykiatriloven, så bliver det vores rettigheder og retssikkerhed det kommer til at handle om. Dem har vi ikke mange muligheder for at kæmpe for selv.
Det ville helbrede mange psykiske lidelser om vi fik bedre betingelser.

Og så håber jeg at opnå støtte til at få foretaget en sagsbehandling af min egen sag i Patientklagenævnet – til at man indkalder alle mine journaler og sammenligner dem, så vil man se at der er foretaget vurderinger der betyder det modsatte af hinanden.
Håber, at man derefter vil tage stilling til hvilke konsekvenser det hele har haft.
Og ja – jeg skal også videre til retssystemet, men dels så er jeg bange for at forlade min lejlighed, dels så kan jeg ikke få en advokat der påtager sig den slags sager, og dels så var jeg i 1973 i retssystemet udsat for justitsmord (det kan også bevises, men ingen tjekker beviserne), det er grundet justitsmord og konsekvenserne af det, at der senere i 1976 blev stillet forkerte diagnoser på et psykiatrisk hospital.
Venlig hilsen
Alis Christiansen.


Kopi af Deres svar den 16. feb. 2006:

Indenrigs- og sundhedsministeren takker for Deres mail af 19. januar 2006, som han har bedt mig besvare.
Ministeriet opfatter Deres henvendelse således, at De ønsker at klage over den behandling, som De har modtaget.
Den konkrete behandling af Dem beror imidlertid på sundhedsfaglige skøn, som ministeriet ikke har mulighed for at gå ind i.
Ministeriet kan oplyse, at klager over den sundhedsfaglige behandling kan rettes til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, Frederiksborggade 15, 2., 1360 København K.
Ministeriet kan endvidere oplyse, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for det psykiatriske patientklagenævn.
Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse kan påklages til retten. Anke over de øvrige tvangsforanstaltninger kan rettes til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Klager over servicemæssige forhold, herunder personalets opførsel kan rettes til sygehusmyndigheden.
I brevet kommenterer De endvidere forslaget om tvungen opfølgning i forbindelse med den forestående revision af psykiatriloven. Ministeriet har noteret sig Deres synspunkter vedrørende dette spørgsmål.