Medier og debatfora

Jeg har skrevet en tekst som sendes til medier og lægges ud i blogs. Her mit svar på en af de (i dette tilfælde en mistænksom) reaktioner, jeg har fået ind på min tekst.
Jeg omtaler i mit svar nogle symptomer som var så fyldt med altoverskyggende, mørk skam, at jeg i 16-årsalderen var nødt til at bede om hjælp. Da var det ellers lykkedes mig at skjule i 12 år, at jeg havde forskellige Ocd-symptomer.
Selve teksten til medier, blogs og fora, som allerede har fremkaldt et par reaktioner, står nederst.

Mit svar på en mail:
Da mit primære mål er at få foretaget en sagsbehandling, således at jeg ikke længere skal frygte psykiatri og deres magt over mit sociale liv, så skriver jeg en ny tekst. Den anden bliver foreløbig liggende i min sol-mail hvis der bliver brug for den.
Målet er at få foretaget en professionel sagsbehandling.
På denne side http://canopoux.net/JN-notater.html kan du ud for datoen den 13/9 1971 se, at der står at de tidligere plagsomme tvangstanker omkring sønnen er helt borte.
I 1973 gennemførte jeg min anden uddannelse, og da havde jeg ingen tvangstanker. Jeg var rask, men meget påvirket af skilsmissen og truslen om en ny katastrofe.

Som jeg skriver flere steder, så opdagede man ved psykoanalysen at jeg dannede tvangstanker som en modsat rettet reaktion imod følelser, der skulle undertrykkes. Så kan du sikkert regne ud, hvad de tvangstanker om at være gravid, der opstod i 16-årsalderen, de var en modsat rettet reaktion imod. Jeg havde hele mit liv hørt på at straffen for at have et sexliv var, at man blev gravid, og min paranoide mor bildte i flere år forud hele vores omgangskreds ind, at jeg skulle være promiskuøs. Det var jeg ikke, jeg var så hæmmet at jeg først opdagede de følelser da jeg var 18 år. Det er meget sent. Indtil da var der blokeret med angst, så meget lidt kunne lade sig gøre.

Tvangstankerne om at nogen ville gøre min søn fortræd skyldtes, at komplekserne og de forrige symptomer var blevet fejlbehandlet. De nye opstod som en overbygning og fulgte samme mønster. Du kan se ud for datoen den 13/9 1971 at da det blev forstået og behandlet rigtigt så var jeg symptomfri i løbet af et par år.

At behandlingen fortsatte skyldtes at jeg forandrede mig så meget, at mit ægteskab gik i stykker. Jeg blev mere selvstændig og ville ikke længere finde mig i at blive domineret og nedvurderet. Hele familien og først og fremmest min mor gik til angreb, hun udnyttede retssagen om forældremyndigheden til at spille retssystemet ud imod mig. Jeg har aldrig gjort noget ulovligt og har aldrig haft noget at gøre med illegale stoffer, så skilsmissen var hendes eneste mulighed for effektivt at få fjernet min retssikkerhed.

Når jeg ringede og bad om en tid på ANS og om at få støtte til at blive stærk nok til at klare det hele, så fik jeg det altid. Selvom man er blevet symptomfri, så får man ikke i løbet af kort tid opbygget selvtillid og selvværdsfølelse nok til at klare sig i denne verden, og jeg skulle forholde mig til nogle betingelser, der var værre end hvad de fleste nogen sinde bliver udsat for, og jeg skulle, så godt jeg kunne, støtte min søn også.

Da jeg i 1976 blev indlagt på MB forsøgte de allerede ved forundersøgelserne at overbevise mig om, at jeg var promiskuøs, endnu før der var skrevet journal. Det kan de kun have haft fra min mor, hvor skulle de ellers have fået den ide. Jeg havde det for dårligt til at diskutere med dem, og troede at fejlen ville blive rettet, når de fik redegørelsen fra forrige behandling. Det er kun godt et år siden jeg opdagede, at den har de aldrig fået og heller ikke bedt om den.
At jeg har god grund til at frygte psykiatrien og alle deres forkerte vurderinger, kan du se på denne hjemmeside http://canopoux.dk/Demokrati2.html

Teorien om at vi med Ocd skulle lide af en camoufleret depression kender jeg udmærket. Så får vi den med om vi opfatter glasset om halvtomt eller halvt fyldt, og så får vi lykkepiller og kognitiv adfærdsterapi. Jeg har prøvet det hele.
Også på det alternative marked.
Jeg håber at dette overbeviser dig om at min angst i høj grad er velbegrundet, den antager bare nogle former, der ser mystiske ud for andre mennesker. Også for mig selv indtil jeg får fat i de rigtige årsager inde bagved.
F.eks. er det meget mærkeligt for et barn på 4 år at få tvangstanker, men selv da vidste jeg at de tanker ikke var virkelighed, og det lykkedes mig at skjule indtil jeg var 16 år at jeg led endda ret alvorligt af Ocd.

Det gør mig utryg at jeg ikke ved hvem du er, men jeg er også ret vågen over for enhver mulighed for at forbedre forholdene for psykisk sårbare mennesker. Det kan ske ved en professionel sagsbehandling af min sag, så de går i gang med at rette fejl i selve systemet. Det bliver hårdt arbejde, for psykolog indrømmer ikke frivilligt at de i årevis har fejlbehandlet Ocd til 1000.00 kr. i timen.

Beviset på at jeg var helbredt 1971 ved korrekt vurdering og behandling (fra journalen)

Tekst til medier og debatfora (som reaktionen er fra)

Denne henvendelse for at høre, om de vil bakke op omkring min sag. Det er vigtigt for mig, fordi jeg i årevis har levet alene og uden kontakt med andre mennesker, men jeg mener også at det er vigtigt for mange andre, der har været udsat for noget tilsvarende og med tilsvarende konsekvenser.

Jeg har livet igennem været udsat for vistnok alle de former for overgreb, der findes. Fysisk vold og seksuelle overgreb allerede før skolealderen.
I årene 1970 til 1975 hvor jeg var i tyverne, gennemgik jeg en intensiv psykoanalyse og blev fri for symptomer, gennemførte en ny uddannelse og fik arbejde inden for et fag, der kunne blive mit vigtigste livsindhold. En ny start i tilværelsen. Uanset hvor problematisk min barndom havde været, så kom jeg over det og kom videre.

Min familie derimod var ikke indforstået med min nye selvstændighed og at jeg brød ud af familienormerne, på trods af at jeg altså var oppe i tyverne, og familien var optaget af at forhindre, at endnu flere skulle opdage, hvad der i virkeligheden skete i familien, og det lykkedes dem at køre mig i sænk igen. Jeg blev indlagt et nyt sted med en svær depression, og denne gang var det min familie, der bestemte hvad der skulle stå i min journal, og hvad målet med behandling var. På hospitalet opdagede de ikke at den forrige intensive behandling havde været foretaget.
Det blev derfor fra 1976 en fejlbehandling som invaliderede mig, og behandlersystemet kan ikke komme videre fra deres egne fejl i 1976.

Jeg har dermed 2 omfattende psykiatriske journaler begge skrevet inden for samme årti, men med vurderinger, der er modsatte af hinanden. Den forkerte sidst, og det er den, jeg stadig er prisgivet. Derfor er jeg de sidste 15 år endt i total isolation.

Resultat af psykoanalysen i årene 1970 til 75 var, at Ocd er en metode til at kontrollere og fortrænge smerter eller forbudte følelser. Når jeg var nødt til at fortrænge følelser, dannedes der tvangsmæssigt en modsat rettet reaktion i tankerne. Det blev til tvangstanker. Behandlingen på hospitalet virkede! Jeg var efterfølgende symptomfri i 8 år.
Vurdering og behandling næste sted var modsat – at jeg skulle lære at kontrollere mine følelser og reaktioner bedre. I løbet af et par år havde de fremkaldt Ocd igen, og har holdt den vedlige siden. På trods af at jeg selv ved hvad problemet er, så vil man ikke forstå, at man ikke kan sætte ind med tvang over for nogle symptomer, der selv fungerer som tvang. Det er at hælde mere benzin på bålet.
Jeg har derfor haft den tvivlsomme oplevelse som raskmeldt at være trukket igennem det psykiatriske behandlersystem i over 35 år.
Jo mere syg jeg blev af fejlbehandlinger, jo værre diagnoser fik jeg stillet med tilhørende stærk medicin, som jeg kun fik det endnu værre af.
Indtil jeg for omkring 15 år siden endte i total isolation. At kunne overleve dette og kontrollere alle smerterne er simpelthen en forudsætning for at undgå at man smadrer hjernen helt på mig. Jeg er nødt til at have fuld kontrol over alle smerterne – det har jeg altid været nødt til at have, og det er det, jeg også oprindeligt blev syg af.

Desværre interesserer det ikke nogen, hvad resultatet af den psykoanalyse 1970 – 75 var. Nu har man rationelle standardvurderinger og standardbehandling, så man behøver ikke at spilde tid på at forstå virkeligheden. Hvis der som i mit tilfælde ikke er noget, der virker, så er det ligegyldigt, for jeg er magtesløs.

Jeg har prøvet alt. Har meldt mig over i sygesikringsgruppe 2 og opsøgt psykologer i andre byer og i et andet amt, og jeg har forsøgt at rejse klagesag i Patientklagenævnet for at få fundet den rigtige journal frem med en psykoanalytisk undersøgelse af hvorfor jeg reagerer med Ocd, men intet er blevet undersøgt og intet har kunnet løsne op for situationen. Psykologer og psykiatere indrømme aldrig fejl og retter aldrig fejl. Så ødelægger de hellere en hel familie.
Psykiatriens måde at administrere mit liv på kostede mig mit erhverv, hele min vennekreds, min familie, min søn og mine børnebørn, som jeg aldrig lærer at kende.
På trods af at der findes en journal med en psykoanalyse og en nøjagtig beskrivelse af hvorfor jeg reagerer med Ocd, så har jeg hidtil ikke kunnet få en sagsbehandling igennem.

En grundigere redegørelse findes på denne hjemmeside http://canopoux.dk/Sagen2013.html

som er sendt til både ombudsmanden og justitsministeren sammen med mere materiale, og som vedhæftes som PDF. Nu venter jeg på sagsbehandling begge steder, og frygter for flere afslag.
Psykiatrien er i gang med at tortere mig ihjel, og det vil blive resultatet, hvis der ikke bliver grebet ind. Alt hvad man behøver at gøre er at finde en tidligere psykoanalyse frem, som er forsvundet ud af redegørelserne for behandlinger. Hjælp mig med at få en sagsbehandling igennem?!

Hvad kunne jeg have gjort dengang?

Hvad kunne jeg dengang som 16-årig, set i bakspejlet, have gjort? Skulle jeg have banket på hver eneste dør i byen og spurgt, om man troede på min mors løgnehistorier? Jeg vil gerne have lov at fortælle sandheden! Og have opsøgt samtlige familiemedlemmer på samme måde?
Det kunne jeg ikke have gennemført. Der var tale om nogle symptomer, der var så fyldt med skam, at jeg ikke ville diskutere det med nogen. Derfor blev det min mor, der bestemte, hvad hele byen og hele familien skulle tro, også hvordan de skulle opfatte den behandling, der virkede.

Da jeg blev indlagt på MB i 1976 var de meget mere interesserede i at høre på min mors seksuelle fantasier (som hun satte mit navn på), end i at undersøge hvad resultatet var af den psykoanalyse, jeg havde gennemgået på et andet hospital. Den rekvirerede de ikke.

Da jeg i 1978 til 1979 - altså 8 år efter at jeg var blevet symptomfri - begyndte at få et nyt udbrud af Ocd, var det fordi jeg blev mere og mere overanstrengt. Jeg blev bange for at jeg p.g.a. manglende koncentration kunne komme til at skade andre mennesker. På det tidspunkt havde jeg fuldtidsjob.
Det var samme reaktionsmønster som flere gange tidligere - jeg fortrængte træthed og stress, og det gjorde jeg så grundigt, at jeg ikke mærkede hvor træt jeg var. Som tidligere havde jeg kun symptomerne, men årsagen var fortrængt.

Jeg henvendte mig til MB om hjælp, men her var der allerede stillet forkerte diagnoser, og iflg. dem skulle jeg ikke være nået det udviklingstrin, hvor man opbygger ansvarsfølelse. De besluttede at angsten for at komme til at begå fejl var skaberi for at slippe for at bestille noget. Der blev sat ind med tvang, og de symptomer, der i starten kun drejede sig om få ting, bredte sig mere og mere, og til sidst kunne jeg ikke gøre noget som helst uden at være bange for at gøre det forkert.

Da jeg et par år senere havde mistet mit erhverv, levede jeg 7 år i cølibat af skræk for at blive beskyldt for at være promiskuøs. Da jeg igen forsøgte at opbygge et parforhold, trak en psykiater ham ind i deres magtkamp for at tvinge mig til at gøre de ting, jeg var bange for. Selv forholdet til min søn var ikke helligt for dem, og jeg havde intet at skulle have sagt selv.

Symptomerne blev kroniske og er der stadig idag år 2013. Symptomerne har de sidste 15 år isoleret mig helt, fordi mine venner fik besked på at de ikke måtte tage hensyn. De blev sat til at behandle mig med tvang.

Total isolation

Isolationen skyldes at når jeg prøver at forlade min lejlighed, så får jeg tvangsangst om at den er væk, når jeg kommer tilbage. Det skete i forbindelse med at der blev sat ind med psykiatri for at afbryde min kontakt med mine venner og hvem der ellers tog hensyn til mig. Man fjernede mit sociale netværk, og mennesker i det offentlige, der forsøgte at hjælpe mig, risikerede at miste deres arbejde.

Min lejlighed er det eneste, jeg har at holde mig til og min eneste mulighed for at overleve. Her har jeg hvad jeg skal bruge og kan arbejde med, hvad jeg har lyst til. Det har reddet min forstand i 15 år nu.

Hvis nogen synes at det er da underligt at få angstanfald, hvis man prøver at forlade sin lejlighed, det kender de ikke selv, så lad mig prøve at bruge et billede. Forestil dig et brædt, der har en bredte som to fødder ved siden af hinanden, og som er 10 m. langt. Læg det på jorden og prøv at få hen ad det. Ingen problemer, vel?
Løft så brædtet 15 m. op i luften og prøv igen at gå hen ad det. De fleste vil omgående blive blokeret af angst for at falde ned.

Hvis jeg mister min lejlighed, så vil jeg blive afhængig af og prisgivet andre mennesker, og først og fremmest offentlig hjælp. Det vil jeg ikke kunne overleve. De forstår ingenting, og de venter kun på en undskyldning for at udsætte mig for tvang, pres og behandling, der kan risikere at ødelægge mig helt.

Her i min lejlighed kan jeg bevare min egen identitet.