Justitsministeriet
svar den 4 dec. 2006

Kære Alis Christiansen

Justitsminister Lene Espersen har bedt mig anerkende modtagelsen af din e-mail af 2. november 2006 bl.a. vedrørende en sag, der har været behandlet ved domstolene.

Ministeren har i den forbindelse bedt mig meddele, at hun desværre ikke kan gribe ind i sager, der er eller har været under behandling ved domstolene, ligesom hun af principielle grunde i øvrigt er meget tilbageholdende med at udtale sig om sådanne sager.

Ministeren har endvidere bedt mig oplyse, at eventuelle klager over advokater efter reglerne i retsplejelovens kapitel 15 a og 15 b behandles af Advokatnævnet. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. retsplejelovens § 147, stk. 3, og § 147 c, stk. 4.

Herudover har ministeren bedt mig oplyse, at det er indenrigs- og sundhedsministeren, som har det overordnede ansvar for det behandlende sundhedsvæsen, hvorfor eventuelle spørgsmål vedrørende Patientklagenævnet bør rettes til indenrigs- og sundhedsministeren, samt at spørgsmål vedrørende reglerne om forældremyndighed henhører under ministeren for familie- og forbrugeranliggenders ansvarsområde.

Justitsministeren har på denne baggrund ikke mulighed for at kommentere henvendelsen, og hun håber i den forbindelse, at du vil have forståelse for, at hun som minister respekterer den ansvarsfordeling, der er fastlagt imellem de enkelte ministerier.

Justitsministeriet foretager på baggrund af ovenstående ikke yderligere i anledning af din henvendelse.

Med venlig hilsen

Dette er et foreløbigt udkast til et svar (9.marts 2007) og det bliver sendt i løbet af den næste uge. Det bliver imidlertid lagt ud nu fordi det er en vigtig del for at afklare, hvad der er sket.
14 aug 2013 (p.s. teksten blev vistnok aldrig sendt)

Angående ulovligheder med årelange konsekvenser, sket ved en tidligere retssag. 

Denne gang må jeg så skrive til både Justitsministeriet, ministeren for familie- og forbrugeranliggende og Patientklagenævnet på en gang. Jeg henviser til svar fra Justitsministeriet dateret 4. 12. 2006 som er vedlagt. Hvis ikke ministeriet kan samarbejde med Patientklagenævnet for at få rettet vurderinger i retssystemet, så vil jeg bede retssystemet selv foretage en sagsbehandling.
Jeg gør opmærksom på at både dette brev og svar bliver lagt ud på min hjemmeside, hvor der allerede ligger meget materiale fra det hidtidige forløb.


Indledning og oversigt.
Resume.
Tilbage til 1973.
Min mors rolle i det, der skete.
Tilbage til 1960erne.
Min søn blev født.
Endelig forstod nogen sandheden.
Min mors magt og sejr alligevel.
Forgæves forsøg på løsninger.

Indledning og oversigt.
Dette her betyder at jeg den ene gang efter den anden skal gennemleve alle de traumer, der er årsagen til at jeg har så store problemer med angst. Desuden betyder det at flere og flere private og personlige oplysninger må ud på Internettet, i stedet for at man kunne prøve at behandle hele sagen med den diskretion jeg havde brug for. Det havde været en lettelse for mig, hvis man havde holdt detaljerne i Patientklagenævnet.
Ved sagen i Landsretten havde jeg været i psykiatrisk behandling i mere end 3 år og var blevet symptomfri. Min religiøse mor brugte en sag i retssystemet, som overhovedet ikke kom hende ved, til at knuse mig igen, og i løbet af et par år lykkedes det hende også at få kontrol over psykiatrien igen, ligesom hun havde haft tidligere.

Når sagen henvises til ministeriet for familie- og forbrugeranliggende, så vil jeg lige for en sikkerheds skyld understrege, at det drejer sig ikke om forældremyndigheden (min søn er næsten 40 år gammel og jeg har ingen kontakt med ham) det handler om de forbrydelser, der blev begået ved en retssag om forældremyndigheden i 1973.
Til sammenligning: hvis der ved en retssag om en parkeringsbøde bliver begået et mord, hvem skal så tage sig af det – færdselspolitiet eller kriminalpolitiet?
Så hvem skal tage sig af de ulovlige metoder min familie tog i brug ved den sag om forældremyndigheden? Dette her handler også om hvorvidt de sindslidendes retssikkerhed er god nok. Jeg havde selv søgt psykiatrisk hjælp, men på trods af at behandlingen lykkedes så var jeg stemplet som psykiatrisk patient, og så kunne man bilde hvem som helst hvad som helst ind.

Samtidig viser dette også hvad man i min situation skal have overskud til at gennemføre for at opnå retssikkerhed og en værdig tilværelse. At hvis man først er gået i stykker psykisk så er man magtesløs prisgivet andres forgodtbefindende … og den rækker ikke ret langt!
Jeg har været meget stærk, og uanset hvad jeg blev udsat for, så arbejdede jeg videre for at komme op igen og bygge en ny tilværelse op. Men behandlersystemet hænger fast i nogle diagnoser fra 1976, som bygger på en retssag, der var justitsmord i 1973 og har den ene gang efter den anden brudt alle de resultater ned igen, som jeg i samarbejde med andre og med venner, incl. medarbejdere i de sociale systemer, kunne opnå for at bygge en tilværelse op.

Resume: En vigtig del af alt dette er en retssag i 1973. Så sent som i 1995 og 5 år frem blev den retssag af socialpsykiatriske plejere brugt som begrundelse for at tillægge mig de værst tænkelige egenskaber og forbrydelser, og for at bryde hele den tilværelse ned igen, som jeg havde bygget op. Umiddelbart før jeg fyldte 50 år. Se min hjemmeside http://www.canopoux.dk/demokrati2.html
Siden 1976, hvor jeg var tæt på 30 år, har psykiatrien her i Frederiksborg Amt kæmpet med alle midler for at forhindre at jeg kunne komme videre med mit liv efter den retssag. Der var andre der forsøgte at gøre plads til mig også i verden – men ikke psykiatrien! De lovede i 1976 min mor at jeg aldrig må få noget andet liv end at blive holdt knækket og udstødt indtil jeg er død.

Blandt de ulovlige ting der skete ved den skilsmisse og retssag i 1973 er: falsk vidneforklaring – injurier – at jeg blev tvunget til at underskrive en skæv bodeling – min mand udnyttede min mors sindssygdom og det faktum at jeg (frivilligt!!) havde været i behandling, men altså desværre derfor kunne mistænkeliggøres. Så vidt jeg ved findes der lovgivning alene mod disse ting. Der skete en hel del mere som hører under usandhed, intriger og manipulationer, tvang og afpresning. Herunder f.eks. at jeg fik besked om at møder var aflyst, for at manipulere mig til at blive væk. Det viste sig senere at de møder ikke havde været aflyst, og det blev herefter udlagt som at jeg bare blev væk fra møder, og selvfølgelig på et tidspunkt hvor jeg ikke kunne bryde ind i retssagen for at forsvare mig. Det er kun et eksempel af mange.
Resultatet af det hele var at min mor og min mand fik trumfet deres vilje igennem. Min mor fik brudt resultaterne af 5 års intensiv psykoanalytisk behandling ned igen, hvor jeg havde fået hjælp til at blive stærk nok over for hendes religionsvanvid og magtmentalitet, og min mand overtog alt hvad vi havde haft i fællesskab.
Jeg kunne for den sags skyld have ligget og frosset ihjel på gaden. De var ligeglade.

Ved den retssag havde jeg opbakning fra en psykiater der hele tiden forsøgte at få tingene til at forløbe så hensigtsmæssigt som muligt ikke mindst af hensyn til min søn og tiden efter skilsmissen, mens min mand havde min mor til at blive ved med at hælde benzin på bålet og hidse ham op til at knuse mig.

Alt dette kunne være overstået for længe siden. Jeg har været stærk nok til at holde ud og arbejde for at bygge en ny tilværelse op, men desværre så fik min uhæderlige familie kontrol over behandlersystemet også og fik mig stemplet med så negative vurderinger og diagnoser, at uanset hvad jeg selv og andre har gjort, for at jeg kunne bygge en ny tilværelse op, så bryder Hillerød Sygehus resultaterne ned igen. De kan ikke engang holde sig væk når der er noget der begynder at lykkes. Så kan de faktisk slet ikke holde sig væk!! Ingen må bevise at der kunne være andre metoder end psykiatrisk formynderi og piller, der giver resultater.

Tilbage til 1973: Så vidt jeg ved har landsretsdommere en forpligtelse til selv at sørge for at have forstået sandheden før de afsiger en dom, og jeg kan derfor ikke se hvorfor advokatforeningen skal blandes ind idet. Hele min sag i både retssystem og behandlersystem er indviklet nok, så jeg synes vi skal holde os til hvad der er vigtigt, og til at få rettet de fejl, der har slået både mit og andres liv i stykker. Der er grænser for hvad jeg kan have i hovedet på en gang. Jeg skal også overleve … og det skal jeg gøre alene!
På det tidspunkt i 1973 havde jeg med meget fine resultater været i psykiatrisk behandling i mere end 3 år (efter eget ønske) og var ved retssagen netop blevet færdig med en uddannelse. Behandlingens mål var at hjælpe mig med at blive stærk nok til at komme fri af familiens egoisme, udnyttelse og kontrol. Det ville også være lykkedes hvis ikke Landsretten havde fejlvurderet ved den sag om forældremyndigheden.
Den uddannelse tog jeg altså samtidig med alle skilsmisseforhandlingerne, og samtidig med at jeg vidste at min familie ville vidne imod mig i retten. Jeg var nødt til at prioritere min uddannelse højest, og gennemføre den, selvom familien samtidig angreb mig som de gjorde. Ellers ville det hele alligevel være tabt på gulvet. Min højeste prioritet var at få min søn med ud af den syge familie. Jeg sagde derfor til min psykiater at det skulle heller ikke være nødvendigt at jeg brugte energi på  at afsløre min familie, for de afslørede sig selv ved den måde de opførte sig på ved skilsmissen!!! Jeg havde ikke overskud til begge dele – til både at læse lektier og slås med familien. Det var et hestearbejde at gennemføre min uddannelse samtidig med en skilsmisse hvor alle midler blev taget i brug over for mig.

Hvordan i alverden kunne Landsretten se på den teaterforestilling som min familie opførte ved retssagen om forældremyndigheden, uden at gennemskue en så totalt hensynsløs familie. Min mand førte min far og min søster (som altså også var hans farbror og kusine) som vidner imod mig – bare for at nævne et eksempel på hvor følelseskold og hensynsløs han var/er - og det blev samtidig brugt imod mig at jeg på det tidspunkt - 1½ år efter skilsmissen - endnu ikke havde en lejlighed mens min mand sad i eget hus og var godt stillet både boligmæssigt og økonomisk. Og tænk, det slap de godt fra! Det siger da sig selv at så måtte der være sket en skæv bodeling. Alligevel står der i sagen at bodelingen var sket i mindelighed. Nej den var ikke. Hvorfor skulle jeg frivilligt have foræret min mand det hele?! Jeg blev tvunget og manipuleret til at underskrive en skæv bodeling.
Jeg havde været gift med min fætter. Man lod min søn blive tilbage i en familie der havde behandlet mig så hensynsløst at jeg var blevet alvorligt psykisk syg af det, og jeg skulle derefter leve videre med at se på at min søn nu skulle udsættes for den samme følelseskulde og mangel på forståelse. Vel vidende at det var det jeg selv var blevet så syg af!! Jeg måtte leve videre med angsten for at min søn måske også ville bukke under for vold og svigt.
Min søn var da 5 år. Jeg regnede ud at der nu ville gå mellem 10 og 15 år før jeg kunne regne med at han også kunne komme fri af familien og jeg dermed endelig ville have mulighed for at få et liv uafhængigt af familien. Så ville jeg være omkring 40 år. Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på da jeg var midt i tyverne, men jeg var fast besluttet på at holde ud.
Allerede da min søn var 4 år gammel og efter at jeg var flyttet fra hjemmet lod hans far ham være alene hjemme når han selv gik i byen. Min søn fortalte mig at når han vågnede og opdagede at han var alene i huset, så savnede han mig så forfærdeligt.

Det gik endnu værre end jeg i mine værste mareridt havde turdet forestille mig. Havde jeg forudset hvad der kom til at ske, så havde jeg ikke haft kræfter til at overleve. Jeg levede hele tiden videre på nogle falske forhåbninger om at en dag ville problemerne løse sig, hvis jeg bare holdt ud.

På det tidspunkt i 1973 lå der allerede en journal over en intensiv psykoanalytisk undersøgelse på ANS, men det opdagede Landsretten ikke. Behandlingen havde virket og jeg havde været symptomfri i over et år. Men behandlingen havde altså også bevirket at jeg begyndte at sige min mor imod. Hun forlangte stadig, da jeg var op i tyverne, at jeg betingelsesløst underkastede mig hendes vilje. Det gjorde jeg ikke længere - derfor hun brugte Landsretten til at knuse mig igen!!

Det lykkedes altså!! Det er derfor vi er nødt til at tage den sag op igen. Det behandlersystem der havde haft pligt til at hjælpe mig på benene igen, udnytter også den retssag!!!

Min mors rolle i det, der skete: Hun brugte min søn og min andel af bodelingen til at betale min mand med for at få ham til at hjælpe med at få brudt resultaterne af en intensiv psykoanalytisk behandling ned igen, fordi den var gået hende imod, og nogen havde sat sig op imod hendes vilje. Min mand forhandlede ikke skilsmissens betingelser med mig, men med min mor, som var parat til at forære ham det hele. Det skete efter at mine forældre havde set hvor forpint af angst jeg tidligere havde været, men var kommet mig og var blevet rask og symptomfri! Det faldt ikke et øjeblik mine forældre ind at de ved at forære det hele til min mand, forærede noget væk, som ikke tilhørte dem selv. Og det faldt altså heller ikke min mand ind af afslå deres beskidte tilbud. Han tjente mange penge på den skilsmisse. Dokumentation er vedlagt. Han ikke alene beholdt huset og bilen, men stort set også alt hvad der var i huset. Jeg havde end ikke møbler til at møblere mine lejede værelser.
Han havde også taget vores bankbøger og overført pengene til sin egen konto og givet banken besked om at jeg ikke måtte få udbetalt noget, hvilket naturligvis kun gik godt fordi han havde opbakning fra mine forældre, der boede i samme by, til at opføre sig som det passede ham. Så jeg måtte også forlade hjemmet uden penge.
Da min mor ikke kunne få kontrol over min psykiater gik hun i gang med at spille hele samfundet ud imod mig. Min psykiater advarede mig imod hvor farligt det var for mit psykiske helbred, og så længe jeg havde opbakning lykkedes det at holde ud uden at tvangstankerne opstod igen.
Selvfølgelig var situationen farlig for mit psykiske helbred. Jeg var i gang med at bryde ud af min familie og forsøgte at blive optaget i "familien Danmark" i stedet.
Landsretten var hendes andet modtræk! (Hun havde allerede fået kontrol over revalideringscentret for at forhindre at jeg fik hjælp til uddannelse) Derefter fortsatte hun kampen for at få mig stemplet med diagnoser der skulle gøre mig magtesløs over for hende selv og uanset hvad hun fandt på, og som skulle dække over at årsagen til at jeg havde været så psykisk syg var hendes mishandlinger.
Desuden var jeg som sagt gift med min fætter, og mine forældre ville ikke være uvenner med familien.
Efter at min mand havde snydt mig for det hele ved en skilsmisse og min mor havde fået brudt resultaterne af en intensiv psykoanalytisk behandling ned igen, gjaldt det for dem om at få mig stemplet som paranoid hos næste psykiater så ingen troede på mig. Det lykkedes også for dem.

Tilbage til 1960erne: For at forklare hvorfor jeg var blevet så syg af min mors magtmetoder og et dårligt ægteskab at jeg i 1969 blev indlagt på ANS må jeg gå et par år tilbage til midten af 1960erne hvor jeg var teenager (nødvendigt for at forklare at den dom i 1973 blev afsagt på et forkert grundlag). Min religiøse mor brugte mig som fantasipornomodel og sladderobjekt for selv at opnå opmærksomhed. Hun sladrede ud over hele byen og hele familien om at jeg skulle være promiskuøs, og folk hørte skam efter. Hun gjorde mig til symbolet på alt det onde, der skulle bekæmpes. Det var den rolle jeg skulle spille i hendes liv, for at hun kunne få sit eget liv til at lykkes. Samtidig indoktrinerede hun andre mennesker, at jeg ikke ville indrømme mine fejl, og gjorde det dermed umuligt for mig at forsvare mig. Der var desværre ikke ret mange mennesker der var intelligente nok til at spørge hvorfra min mor skulle vide noget om mit intime liv hvis jeg ikke selv indrømmede noget?!
Da jeg 10 år senere skulle skilles fortsatte hun kampen ind i Landsretten.

Se, dengang da jeg var 17 år gammel skulle jeg jo have banket på hver eneste dør i hele landsbyen og spurgt om de troede på min mors løgnehistorier, og så opsøgt alle familiemedlemmer også, og indklaget hende for retten for injurier. Den tanke er bare umulig. Jeg var så flov at jeg end ikke kunne snakke om det. I stedet sad jeg alene på mit værelse og læste lektier og tog den realeksamen jeg også vedlægger. Som et bevis på at min mor løj da hun påstod at jeg ikke havde andet i hovedet end at løbe fra den ene seng til den anden.

Da det dengang jeg var 16 til 17 år havde stået på i over et år fik jeg foretaget en underlivsundersøgelse som viste at jeg var jomfru endnu. Dermed var min mor afsløret. Hendes reaktion på det var at sladre endnu mere systematisk for at forhindre at familie og omgangskreds opdagede at hun løj. Og altså stadig for selv at få opmærksomhed. Der var ingen der snakkede med mig. Hun udnyttede altid enhver situation til sin egen fordel.
Det var jo en fordelagtig metode for hende selv. Hun fik al opmærksomheden og jeg fik alle smerterne. Der findes en diagnose, der dækker min mors opførsel. Om mødre der mishandler deres børn og derefter udnytter situationen til deres egen fordel.
Jeg var så forfærdelig ensom. Flere af mine veninder blev forbudt at komme sammen på mig og gennemgående blev jeg behandlet som det skidt, man træder på.
Jeg overvejer også om det skulle være muligt at få fat i journalen fra den underlivsundersøgelse som beviser det. Dengang tænkte jeg ikke på at bede om resultatet skriftligt for det faldt mig ikke ind at jeg mere en 40 år senere og i en alder af snart 60 år stadig skal forsvare mig imod min mors løgne.
Faktum er at man også kan læse journalen fra ANS. Der står det også!! Det kunne have sparet både mig og min familie (søn og børnebørn) for mange smerter, hvis man ville have gjort det.

Da jeg var 18 år og var flyttet hjemmefra opsøgte jeg en psykiater. Det lykkedes imidlertid min mor at få kontrol over ham også. Jeg blev fyldt med hjernegift som jeg blev så syg af at jeg knap kunne komme ud af sengen om morgenen. Samtidig med at jeg skulle gennemføre min første uddannelse.
Det lykkedes mig at gennemføre uddannelsen alligevel, men ikke med et resultat jeg kunne bruge til noget bagefter.

I mellemtiden var min fætter blevet interesseret i min mors sladder og troede at han havde en kusine der altid var til rådighed. Han opdagede hurtigt at det var jeg ikke, men vi blev altså gift alligevel – bl.a. fordi mine forældre var interesseret i den forbindelse, der forbedrede deres forhold til min fars del af familien. De skaffede os en bolig i deres hjemby, som jeg ellers var flyttet væk fra. To sammenhængende værelser med adgang til køkken og bad. Bedre end det kælderværelse jeg hidtil havde boet på og hvor jeg ikke gang havde køleskab eller mulighed for at lave mad.

Min søn blev født! Den nye bolig med køkkenadgang var hvad jeg havde det første 1½ år da min søn var lille.
Situationen da jeg i dec. 1969 blev indlagt: Min mor fortsatte med at sladre om min påståede promiskuøsitet, selv efter at jeg var blevet gift!! Og folk lyttede stadig. Jeg gik alene hjemme hele dagen med et lille barn, og når jeg kom ned i køkkenet overfusede vores husvært mig p.g.a. min mors sladder. Jeg havde alvorlige problemer med angst og depressioner og min mand gad ikke at være hjemme. Den psykiater jeg havde opsøgt blev kontrolleret af min mor og fyldte mig med hjernegift som jeg blev endnu mere syg af, og så deprimeret at jeg ikke kunne se lys nogen steder.
Alligevel fik min søn fysisk den pasning han skulle have, og det havde han fået om jeg så skulle have kravlet på alle fire for at gennemføre det!! Men psykisk var han også tydeligt mærket af så dårlige betingelser og en mor, der græd næsten hele tiden.
Og jeg havde nogle forfærdelige samvittighedskvaler over for min søn. Det var ikke de betingelser jeg havde drømt om at give ham.
Jeg bad selv om at blive skrevet op til indlæggelse på ANS.

Endelig forstod nogen sandheden: Alligevel blev jeg indlagt akut før der var plads, og tænk, så var der nogen der vågnede op. Jeg, en ung mor på 22 år, ankom alene til indlæggelse på en lukket afdeling på et hospital mere end 100 km væk og ingen var fulgt med ambulancen på trods af at i samme by som min mand og jeg, boede også mine forældre, min søster og hendes svoger samt en farbror og tante. Da jeg endelig var slidt op smed min familie mig i en ambulance og regnede med at de kunne løse deres egne problemer ved at få mig spærret inde på et sindssygehospital resten af livet. På det tidspunkt var vi ½ år forinden flyttet i eget hus, og min mand regnede med at få en skilsmisse igennem og beholde det hele selv – allerede dengang! Det fortalte han mig, da jeg 4 mdr. senere kom hjem igen, og troede at nu skulle jeg endelig have noget til at fungere.
Desuden så opdagede man at jeg, der var så syg på det tidspunkt, havde gået alene hjemme med min søn i mere end et år, og ingen havde sørget for at skaffe hjælp. Endelig så ringede min mor ved indlæggelsen omgående til hospitalet og gik i gang med at forsøge at proppe hospitalet med sine falskheder også, men denne gang blev hun afsløret!

Jeg kom altså i korrekt behandling, og man undersøgte hvad det var for problemer jeg sad fast i. Man gik også i gang med at prøve at skaffe revalideringshjælp til en ny uddannelse, men det sagde min mor nej til. Jeg måtte ikke få revalideringshjælp, og hun ringede til arbejdskonsulenten og kom igen igennem med sine usandheder. Revalidering blev afslået i første omgang. Men det lykkedes altså i næste omgang og trods min mors modstand, så jeg kom i gang med en ny uddannelse ca. ½ år efter at mit ægteskab også var gået i stykker og efter at have været i ambulant behandling i flere år. Det var efteråret 1972.
På et tidligere tidspunkt spurgte min psykiater mig om det var muligt helt at få afbrudt kontakten med min mor. Han sagde at han normalt ikke blandede sig i hvordan hans klienter skulle administrere deres privatliv, men at denne situation var så alvorlig at i mit tilfælde gjorde han en undtagelse. Han fortalte mig også at han havde brugt flere timer på at diskutere med revalideringscentret. På hospitalet havde man allerede undersøgt mit handicap – at jeg ikke kunne lære at skrive blindskrift på en skrivemaskine – og jeg havde gået til undervisning på hospitalets bibliotek indtil man måtte konstatere, at det kun blev værre. (P.s. årsagen var et jeg var blevet fyldt med hjernegift da jeg gik på handelsskole, men det har jeg først forstået senere).
Angående min mor havde min psykiater ret. Vi havde brugt flere år, hvor jeg mødte til et par timers samtale en gang om ugen på trods af at det var en hel dagsrejse derfra hvor jeg boede, og yderligere så skrev jeg flere sider før hvert møde og sendte det i forvejen. Det lykkedes og jeg blev symptomfri. Alligevel kæmpede min mor for at få brudt resultaterne af flere års koncentreret arbejde ned igen.

Det var ved den Landsretssag at hun endelig vandt sejr. Der gik ganske vist yderligere flere år før jeg var helt kørt i sænk, men det skyldes at jeg er meget stærk.

Og situationen var så alvorlig!! Ved skilsmissen gik min mor i gang med at bearbejde retssystemet. Nu skulle Landsretten bruges som løftestang og redskab til at knuse mig igen. Min mor kæmpede for at få underkendt den psykiatriske behandling der havde helbredt mig, og holdt fast på at jeg skulle være underkastet hendes magt og kontrol i stedet.
Så hun fortsat kunne udnytte mig. Men i alle tilfælde så ingen opdagede hvad der havde været sket.
Min mor og jeg er så forskellige at det vist ikke kan være værre. Mens min mor kæmpede aktivt for at bevare pryglestraffen, så kæmpede jeg lige så aktivt for at få den ophævet. Dengang var jeg altså forud for min tid. I dag er det blevet forbudt. Desværre er alle andre hensynsløsheder ikke blevet forbudt.

Min mors magt og sejr alligevel: Den dom om forældremyndigheden i 1973 blev afsagt på et forkert grundlag!! Hele familien var blevet bearbejdet forinden. I dag år 2007 bliver jeg stadig holdt knækket og udstødt på grund af den dom. Da det var lykkedes min mor at komme igennem i retssystemet, og jeg i 1976 igen blev indlagt, men denne gang et nyt sted, så var det desværre nemt for hende at komme igennem i psykiatrien også og få mig stemplet med forkerte diagnoser. Endelig da jeg var næsten 30 år gammel lykkedes det hende at genvinde sin uindskrænkede magt i mit liv. På trods af at det ved begge indlæggelser var hende, der var den primære årsag til at jeg blev så syg. Hun havde i 1976 ringet allerede før der blev skrevet journal og sikret sig at det var hendes vilje, der blev trumfet igennem nu.
Allerede mens der blev skrevet journal appellerede de til at jeg skulle indrømme promiskuøsitet. Jeg fik ikke at vide hvorfor de havde så travlt med det, men det kunne jeg da regne ud. Da havde min mor sladret om mit sexliv i 15 år. I årene forud for 1976 havde jeg gennemgået en intensiv behandling et andet sted for at komme over alle komplekserne p.g.a. min mors sladder og usandheder og alle de konsekvenser det havde. Også for min søn, som jeg blev ramt indirekte!! Det opdagede de altså bare ikke det nye sted, for min mor havde sikret sig at det blev hende der afgjorde, om hun var tilfreds med resultaterne af den behandling der havde helbredt mig.

Desværre så er det ikke ualmindeligt at når en voksen kvinde på 30 år bliver indlagt, så er det familien der bestemmer hvordan situationen skal vurderes.

Den allerførste behandling som jeg blev så syg af at jeg i 1969 blev indlagt, var min mor godt tilfreds med. Det var jo vand på hendes mølle at hun så kunne udsprede til højre og venstre hvor forfærdeligt det var for hende selv. Det var den behandling fra 1970 og frem år frem, der virkede så jeg blev rask, hun klagede over og hun kæmpede for at få slået resultaterne i stykker igen.

Dermed var resten af mit liv ødelagt. Og dermed var min søns liv også ødelagt. Jeg er meget stærk og har holdt til det utrolige og har gennemført det utrolige, men uanset hvad jeg har fået til at fungere, så bliver resultaterne brudt ned igen af psykiatrien her i Frederiksborg Amt, som har stillet diagnoser efter min mors diktat og aftalt med min mor hvad formålet med behandling er.
Og psykologer indrømmer aldrig fejl!
Jeg skal torteres ihjel på denne måde hvis det ikke lykkes mig at få rettet de fejl der er sket i både retssystem og psykiatri, og få draget behandlersystemet til ansvar for konsekvenserne af fejlbehandling og omsorgssvigt. Jeg mistede også det erhverv igen som jeg skulle have brugt til at bygge et nyt liv op med efter skilsmissen. Vedlagt kopi der beviser at min læge direkte fik besked om at langtidssygemelde mig med henblik på at blive sagt op.
Og jeg skal ikke have hængende over hovedet hvad der står i dem dom fra Landsretten. Hvis så de fejltagelser og vurderinger havde været til at leve med … men det var det ikke!! Og de var forkerte allerede dengang!

Da jeg blev indlagt for anden gang og på Montebello i Helsingør i 1976 var min søns far flyttet sammen med sin fjerde kone. Han tredje samlever/ægtefælle havde mishandlet min søn, så han måtte til psykologbehandling, og mine forældre, som boede i samme by, greb ikke ind. Det gjorde min søns far heller ikke. Han har aldrig forstået at når man anskaffer sig en familie, så følger der nogle familieforpligtelser med, i det mindste over for de børn, der evt. kommer til.
Jeg vedlægger kopi fra journalen fra Montebello i 1976 hvor man kan se hvordan min mor bearbejdede min psykiater. På det tidspunkt vidste hun at min søn havde været udsat for mere end ½ års mishandling af sin 3. mor, og det skulle naturligvis også skjules. Det var jo hende der havde trumfet igennem hvem der skulle have forældremyndigheden, og hun vidste naturligvis at jeg var meget modstander af fysisk vold – især over for børn, der ikke kan forsvare sig.
Allerede da man i Landsretten i 1973 fremhævede min mand som den stabile ægtemand, der kunne opbygge et fornuftigt familieliv med sin på det tidspunkt anden kone, var han begyndt at komme sammen med nr. 3, som han umiddelbart kort tid efter giftede sig med. Men det måtte naturligvis ikke komme frem i Landsretten at nr. 3 allerede var inde i billedet.

Forgæves forsøg på løsninger: Allerede dengang i 1973 eller 1974 var jeg senere inde for at tale med Justitsministeren, som da hed Natalie Lind, for at forklare hende, at jeg ønskede at blive skilt fra min mand, men ikke fra min søn, og foreslog hende at begge forældre bevarede forældrepligten og retten også efter en skilsmisse. Jeg kunne slet ikke se at samfundet havde ret til at tage den ene af forældrene fra børn, fordi forældrene blev skilt. Det var at forværre konsekvenserne for børnene endnu mere.
Min psykiater dengang (i 1973/74 hvor jeg altså var i korrekt behandling) fortalte mig, at mennesker der kæmper for fornyelser i lovgivningen, sjældent når at få gavn af det selv. Nej, det vil jeg nok sige! Da min søn blev voksen og blev gift, og vi i 1990erne fik børnebørn, gik hans far i gang med at manipulere vores børnebørn til at sige farmor til sin da 5 kone. De stakkels børn blev forvirrede og kunne ikke finde ud af hvem deres farmor var, eller hvorfor de havde 2 farmødre.
Da havde jeg i mellemtiden fået bygget en tilværelse op her hvor jeg bor og havde mange venner og var endnu engang på vej til at overvinde mine psykiske problemer og måske blive rask. Jeg gik i motionscenter, til foredrag og kurser, besøgte min søn nogle dage om måneden. Jeg faldt mere og mere til ro indvendigt og fik en mere og mere udadvendt tilværelse. Men igen blev det hele ødelagt af psykiatri, der blev ansat socialpsykiatri og personalet i det dagcenter hvor jeg havde mine venner og fik den nødvendige støtte, blev skiftet ud, og jeg blev holdt knækket, så jeg ikke kunne komme til Jylland og besøge min søn og vise mine børnebørn hvem deres rigtige farmor er. Min svigerdatter forsøgte at diskutere med min søns far, men måtte opgive det, for (som hun sagde) han råbte bare højere og højere.
Min søns far fik igen fuld opbakning fra samfundet til sin egen egoistiske opførsel.

Det var netop for at forhindre at psykiatrien endnu engang ødelagde mit og min søns liv at jeg rejste klagesag i Patientklagenævnet i 1995.

Til sidst lykkedes det at få ødelagt min søns ægteskab også. Jeg kommer aldrig til at lære min søn og mine børnebørn at kende. Om et par måneder fylder jeg 60 år, og skal være alene på min 60 års fødselsdag. Det hele er for sent nu.

Er det i orden at så mange mennesker skal betale en så høj pris på grund af nogle fejl der skete ved en retssag i 1973?! Det er mere end 30 år siden!

Er dette her et eksempel på formålet med at poste bunker af skattekroner ind i retssystem og behandlersystem og offentlige kontorer? Havde jeg ikke haft samme ret som andre til retsbeskyttelse? Er det i orden at en hensynsløs familie som min skal have al mulig hjælp til at holde alle andre knækkede og til at opføre sig som det passer dem. Der har hele tiden været beviser nok på hvad sandheden er, men der var ikke mange der ville finde dem frem eller kigge på dem.
Det er jo så dejligt nemt at knække og kontrollere den, der allerede er blevet knækket.
Hvorfor kan retssystem og behandlersystem ikke stå til ansvar for deres fejltagelser? Hvordan i alverden vil man lære mennesker noget man ikke engang kan praktisere selv??!

Da jeg var 18 år var jeg voksen nok til at se, at der var noget galt i min familie, som et ret langt stykke af vejen var underlagt min mors manipulationer – hvilket jeg havde set mange år tidligere - og søgte derfor hjælp til at bygge en tilværelse op efter nogle andre principper.
Dengang havde jeg tillid til samfundet, og det havde jeg i mange år. Alle de kontakter jeg har haft med behandlersystemet har været på egen foranledning. Vi skal helt frem til alt det der gik galt fra 1995 hvor der blev oprettet socialpsykiatri her hvor jeg bor, og hvor jeg endelig havde fået bygget en tilværelse op, før jeg forstod at de ikke som de påstod var ansat til at hjælpe mig. At de ansatte i behandlersystemet i langt de fleste tilfælde ikke har andre interesser end deres egen karriere og deres egen lønindkomst, og skidt være med hvem de skal ofre for det.
Det var endelig først i 1990erne lykkes at få temmelig mange ting til at lykkes uden psykiatriens hjælp, og den psykiatri der i årevis og trods gentagne opfordringer havde nægtet at hjælpe kunne nu bruge flere år på at bryde alle resultaterne ned igen.
De slog hele mit liv i stykker igen. Hillerød Sygehus kæmper stadig for at hjælpe min mor med at holde mig knækket og udstødt. Hvad jeg synes der er nok så alvorligt er at de ved det godt. Jeg har sendt dem 40 siders journalnotater fra den behandling der i sin tid virkede og som helbredte mig, en behandling og helbredelse de altså i 1976 havde overset.

En psykiatri der ligesom min mor bilder folk det ind, der skal manipulere dem derhen, hvor psykiatrien har brug for så de kan bevare deres magt og dække over deres fejltagelser. Det drejer sig åbenbart om magt og ikke om at forstå sandheden og kendsgerningerne.
En psykiatri der sidder totalt fast i nogle diagnoser fra 1976, som var forkerte allerede dengang!!

I 1995 lukkede jeg selv socialpsykiatrien ind i mit hjem, for at få den nødvendige støtte til at blive i stand til at komme over og hjælpe min søn med at passe hans børn, men på et tidspunkt gik det op for mig at hun i stedet sad og samlede diagnoser sammen til at tvinge medicin og elektrochok igennem.

Samtidig med at de kæmpede for at knuse mig, så ødelagde de også min søns liv. Min søn og jeg er ikke uvenner. Jeg har ikke set ham i 7 år. Jeg tror han har været nødt til at holde afstand for ikke yderligere at blive slået i stykker i psykiatriens kamp for at knuse hans mor.

Min mail sendt til justitsministeriet den 18 juni 2013,
som jeg beder dem sende videre til rette vedkommende

Til Justitsministeriet

Meningen med denne henvendelse er at få inddraget en retssag fra 1973, som var justitsmord, i en samlet sagsbehandling af også andre sager. Den retssag havde så store konsekvenser, at jeg nogle år senere overgik til førtidspension, og i dag, hvor jeg er 66 år og folkepensionist har jeg de sidste omkring 15 år levet alene og isoleret i min lejlighed, som jeg ikke tør at forlade. Levet uden kontakt med andre mennesker.
Jeg beklager denne ulejlighed, men det vil fremgå af materialet, at det er eneste mulige løsning at få rettet de fejl.

Retssagen medførte, ved et senere efterfølgende psykisk sammenbrud, indlæggelse i 1976 og forkerte psykiatriske diagnoser og dermed fejlbehandling både socialt og medicinsk – indtil jeg var så invalideret at kun pension var en i det mindste økonomisk løsning, men resten af problemerne blev ikke løst. Det er årsagen til at jeg nu er endt i fuldstændig isolation. Gentagne fejlbehandlinger fik mit liv til endeligt at gå i hårdknude.

Retssagen var i Østre Landsret xx den xxxx 1973 kl. 10,00. og drejede sig om forældremyndigheden for min søn.

Der findes rigeligt med beviser på at den retssag, da jeg var 27 år gammel, var justitsmord og efterfølgende psykiatriske diagnoser var forkerte.

Nemlig: Forud for det hele havde jeg gennemgået en intensiv psykoanalyse for at forstå angst og reaktioner på vold og overgreb i min barndom, samt konsekvenserne af opvækst i en autoritær, intolerant, religiøs familie. Denne flere år lange behandling forud for retssagen virkede, så jeg kom helt fri af angstsymptomer. Der findes altså en omfattende journal over forløbet i de år.
Retssagen var min mors hævn fordi det var lykkedes mig at komme fri af hendes magt, og retssagen var hendes hævn over den psykiater, hun ikke kunne få kontrol over. Det havde altid været sådan at uanset hvem jeg havde kontakt med af offentlige myndigheder, så ringede min mor til dem og styrede forløbet. På grund af den retssag og mit efterfølgende psykiske sammenbrud genvandt hun sin magt over mit liv.

På det tidspunkt i 1973 havde jeg gennem gennemført en psykoanalyse og var kommet fri af 18 års angst, gennemført 2 uddannelse, eksaminer tæt på udmærkelse og jeg havde fuldtidsjob. Min religiøse og voldelige mor satte hele sin følelseskolde hensynsløshed ind på at få det slået i stykker igen, min skilsmisse blev hendes chance, som hun udnyttede, og hun skaffede vidner til fordel for min søns far, vidner som hun selv havde bearbejdet.

Jeg ville ikke udsætte min søn for de samme følelseskolde og voldelige betingelser, som jeg selv var gået i stykker på og gennemførte en psykoanalyse bl.a. også for at finde ud af at undgå det. Herefter sørgede andre for at det blev han alligevel. Senere gik han lige så grundigt i stykker på det som jeg gjorde.

I dag år 2013 hvor jeg er 66 år, må jeg stadig kæmpe for at få ændret mine betingelser og få stoppet psykiatriske nedbrydninger, så jeg i det mindste kunne få ro i de år, jeg har tilbage.
Jeg vedhæfter noget af det materiale, jeg har lavet det sidste par år efter flere afslag på at få undersøgt kendsgerningerne i bl.a. Patientklagenævnet, således at diagnoserne fra den behandling, der virkede, de kunne erstatte fejlbehandlingerne, men det er hidtil ikke lykkedes. En sag, der har varet i 15 år nu stadig uden at noget er blevet undersøgt.

Som nævnt så er det nødvendigt at de to sager kommer til at køre samtidig, for den ene bruger den anden som undskyldning for deres egne fejlvurderinger. Jeg er fanget i en svikmølle.

http://canopoux.dk/Sagen2013.html En samlet redegørelse - vedhæftet som PDF

Venlig hilsen
Alis Christiansen

Mit svar aug 2013

Til justitsministeriet

Svar jeres brev af 10 juli 2013. Jeg har valget mellem at få en sagsbehandling igennem eller at blive torteret ihjel isoleret i en 2-værelses lejlighed indtil jeg dør. Hvad ville i selv vælge?

I overskriften på min mail 18 juni bad jeg dem sende den videre til rette vedkommende. Der må være nogen, der kan finde ud af det.

Jeg vedhæfter også denne tekst som PDF-fil med hele hjemmesiden.
Jeg havde håbet at jeg kunne slette alle de hjemmesider når sagsbehandlingen gik i gang, men i stedet er jeg gået i gang med at lave dem om i et bedre system.

Der er åbenbart noget, jeg må præcisere. Jeg beder ikke nogen gribe ind i eller ændre en afgørelse truffet af domstolene i 1973. Uanset hvad hvem gør, så er skaderne af det justitsmord uoprettelige. Jeg kommer aldrig til at lære min søn og mine børnebørn at kende, og har ikke set dem i over 10 år.
Det, jeg beder om, er at bekræfte at der ikke ved den retssag blev indhentet oplysninger fra en grundig og flere år lang psykoanalyse og psykiatriske behandling, som havde virket så jeg kom fri af 18 års Ocd og gennemførte en uddannelse.
I stedet kom det til at virke negativt for mig, at jeg havde søgt psykiatrisk hjælp, fordi min familie så kunne fortolke det, som de ville. Det om til at koste mig min søn ved en skilsmisse, uden at man satte sig ind i hvad mine psykiske problemer drejede sig om (konsekvenserne af mange års mishandling).

Også på et andet punkt svigtede Landsretten. Det blev oplyst at min søns far boede i eget hus – vi havde haft en større villa – mens jeg boede på lejede værelser. Hvis dommerne havde været lidt vågne, så ville de have opdaget, at der måtte være sket en skæv bodeling, for ellers ville vi have haft lige meget. Jeg blev tvunget til at underskrive en skæv bodeling – det siger da næsten sig selv, at jeg ikke frivilligt forærede ham det hele.

Til justitsministeriet vedhæftede jeg den 18. juni kun det nødvendige materiale for at forklare, hvorfor en erklæring om at der ikke blev indhentet en psykologisk vurdering er vigtig. Den sag det drejer sig om nu, og som er vigtig, er en sag om mere end 35 års psykiatrisk fejlbehandling. Det justitsmord i 1973 blev årsagen til at jeg 3 år senere fik stillet forkerte psykiatriske diagnoser, og har været udsat for mere end 35 års psykiatrisk fejlbehandling, som nu er endt med at jeg de sidste 15 år har levet alene og indespærret i min lejlighed, som jeg ikke tør at forlade. Retssystem og psykiatri har i fællesskab smadret mit liv så grundigt, at min lejlighed er min eneste mulighed for at overleve med min egen identitet i behold.

Det var lige præcis den effekt at få mig udstødt min mor kæmpede for at opnå, fordi jeg havde sat mig op imod hendes fascistiske religionsvanvid, og havde fået opbakning fra en psykiater, som hun samtidig forsøgte at ramme. Den retssag drejede sig ikke om barnets tarv, den drejede sig om min mors magt over hele familien.
Min søster afbrød al kontakt med familien for over 30 år siden for at komme fri af vores mors magt. Der var intet at stille op imod vores mor. Hun tromlede altid sin vilje igennem.

Der var så meget, der var ved at lykkes for mig i 1973, men som blev stoppet af det justitsmord, som var arrangeret af min mor sammen med min søns far. Jeg var kommet fri af angst og Ocd og havde fået revalideringshjælp tll en uddannelse, som jeg gennemførte, selvom min mor havde sagt nej til at jeg måtte skifte erhverv. Jeg havde yderligere vundet den første retssag om forældremyndigheden og var klar til med eget erhverv at bygge mit eget liv op. Alt det væltede Landsretten igen ved ikke at undersøge tingene godt nok. Det faktum at min søns far spillede min far og min søster ud imod mig (som altså også var hans farbror og kusine), burde have advaret dommerne om at være forsigtige, og om at her var en familie med grundig internt splid.
Mens jeg gennemførte min uddannelse havde min familie masser af tid til at støbe de kugler, jeg skulle knuses med for at forsøge at bryde ud af en syg rolle i en syg familie.

Herefter fulgte en årrække med et helvede af angst, hvor min søns far forsøgte at afbryde min kontakt, samtidig med at han skiftede samlevere 5 gange. Alle de belastninger havde i ordets egentlige forstand nær kostet min søn livet.

Det lykkedes min søn og mig at komme igennem det, og da jeg så mit barnebarn på 3 år traske afsted med opsmøgede bukseben, fordi han skulle kunne vokse i sit tøj, så tænkte jeg at det værd at holde ud gennem alle de års mareridt for at opleve dette. Nu skulle jeg endelig havde det godt og opleve lykke.

Men det skulle jeg ikke, for 3 år efter at min mor havde fået kontrol over Landsretten fik hun kontrol over en ny psykiater, som heller ikke undersøgte noget. Var der nogen, der havde haft pligt til at gennemskue hendes patologiske løgnagtighed så var det en psykiater.
20 år senere da det endelig så ud til at det hele var ved at lykkes, blev jeg smadret igen af psykiatri http://canopoux.dk/Demokrati2.html#Pressen
Min mors kamp for at få hele samfundet til at holde mig knækket og udstødt var lykkedes. Hun mente at jeg var besat af djævelen. Hvis jeg får brug for retssystemet, så vil de spørge de psykologer, der har stillet diagnoser efter et justitsmord i 1973. Tiden forud er det samme – familie og omgangskreds, lærerne på min skole o.s.v. blev manipuleret ind i kampen for at holde mig knækket.

Jeg var ikke med til min søns konfirmation, men det var min mor. Jeg var heller ikke med til mine børnebørns barnedåb, men det var min mor. Da hun havde fået samfundet til at holde mig knækket kunne hun stjæle resten af mit liv.
66 års helvede at psykiske nedbrydninger, angst og søvnløshed har lært mig, at så længe man spørger pænt om ikke godt man må få en menneskeværdig tilværelse, så får man nej. Der skal andre metoder til.

Også i debatfora bliver jeg forfulgt at psykiatrifolk. Dette link kan give et eksempel på de metoder min mor brugte for at manipulere andre mennesker derhen, hvor hun havde brug for dem http://canopoux.net/Debatfora.html
Er det muligt nu at forstå, hvor vigtigt det er at sandheden kommer frem og mit navn bliver renset, og at de institutioner, der har svinet det til, de samarbejder om hvordan det skal gøres?!!