Til ankestyrelsens svar d. 6. oktober 2005, hvor man fortæller at man ikke kan behandle sagen da jeg ikke giver en begrundelse for hvorfor jeg ikke har overholdt klagefristen.
Nu var det ikke mig der sendte sagen videre til Ankestyrelsen, det var Statsamtet. Hvorfor indhentede de så ikke først en uddybning af de 100 siders materiale jeg allerede har sendt, hvis der mangler noget.

Indledningsvis og uden at vide hvilket materiale I så har fået tilsendt vil jeg gerne gøre opmærksom på at sagen har kørt i 10 år nu!! Af disse har jeg de sidste 5 år levet alene og isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker.
Jeg havde i midten af 1990erne på trods af årelange fejlbehandlinger og svigt fra psykiatrien her i Frederiksborg Amt alligevel fået bygget en tilværelse op her hvor jeg bor. Havde venner og familie og mange udadrettede aktiviteter. Der var mange mennesker der havde hjulpet mig og gjort plads til mig på trods af at jeg lider af Ocd, tvangstanker og angst.

Jeg var igang med at komme mig betydeligt og med at overvinde mine psykiske symptomer. Jeg var også igang med at lære min søn og mine børnebørn at kende.

Det er imidlertid ikke rimeligt at alle andre skal tage sig af så store problemer og at oven i det så bryder psykiatrien den ene gang efter den anden resultaterne ned igen. Jeg rejste derfor i 1995 klagesag i Patientklagenævnet p.g.a. forkerte diagnoser i den journal som ligger ude på Hillerød Sygehus, og som oprindelig stammer fra Montebello i Helsingør.

Og så fik de travlt i psykiatrien - pludselig kunne der sættes bunker af arbejdstimer af til at få kørt den sag i Patientklagenævnet af sporet. Man slog også hele mit sociale netværk og mit liv i stykker og jeg endte herhjemme i isolation og turde ikke at forlade min lejlighed. Min søn gik i stykker på det hele, og hans ægteskab gik i stykker, så jeg mistede også min søn og mine børnebørn, og mine børnebørn mistede deres far.

Jeg meldte mig herefter over i sygesikringsgruppe2 så jeg fik frit lægevalg og gik i gang med at prøve at løse problemerne. Jeg fandt frem til Ocd-klinikken i København, gik i gang for penge jeg havde lånt i banken og søgte om penge til fortsat behandling i min kommune (som altså havde afbrudt min kontakt med mine venner). Det fik jeg afslag på og den sag endte ude i Statsamtet hvortil min kommune sendte den. Der fik jeg afslag igen.
Situationen er altså at jeg kan ikke accepteres med al den angst jeg kæmper med og skal udstødes af samfundet af den grund, og jeg kan ikke få hjælp til at komme af med angsten eller til at få løst problemerne.

Det undrer mig lidt at man ikke kan se en begrundelse for at jeg ikke ankede sagen i tide. Jeg har sendt 2 mapper med ialt 100 siders materiale incl. scannede kopier af journaler, og jeg har sendt min erindringsroman som er på 256 sider og hvori der står at den er printed feb. 2004. Derudover skal jeg klare en hverdag med Ocd som gør at jeg må klare så meget som muligt over nettet, incl. indkøb af dagligvarer, da jeg er bange for at forlade min lejlighed, og jeg skal overleve psykisk at leve uden kontakt med andre mennesker.

Dette her er resultatet af 30 års psykiatrisk fejlbehandling. På det tidspunkt i 1976 hvor de forkerte diagnoser blev stillet lå der allerede en journal på et andet hospital over 5 års behandling som havde virket så jeg var fri for symptomer efter 2 års behandling. De journalnotater har jeg også sendt, de alene fylder 40 sider. Når man skriver at man ikke kan se en begrundelse for ikke at klage i tide, betyder det så at alt det materiale ikke blev sendt med da man sendte sorteper videre til Ankestyrelsen. Jeg er blevet sendt rundt i systemet i 10 år nu på denne måde samtidig med at jeg må klare hverdagen alene trods Ocd og klare mig uden kontakt med andre mennesker.
Alene det at overleve er en kæmpeopgave. Derudover måtte jeg konstatere at det materiale jeg havde sendt tidligere ikke var godt nok, så jeg måtte lave noget nyt og bedre (!!!) Bogen skulle udgives og det måtte jeg også klare selv. Den er et vigtigt led i den proces at få bygget et liv op, og psykiatrien har kæmpet i 8 år for at forhindre at den kom ud. Ellers havde den været udgivet allerede før årtusindeskiftet. Den er både i form og indhold et bevis på at den journal der ligger ude på Hillerød Sygehus er forkert.

Er der ingen der har pligt til at sætte sig og få et overblik over hvad alt dette her drejer sig om og til at finde nogle løsninger?!!

Jeg har ikke længere overskud til kognitiv adfærdsterapi som er en meget krævende behandling. Der skal findes nogle andre løsninger nu. Det kan også være en kognitiv terapeut der bliver involveret i det. Det kunne også være den terapeut jeg startede hos men som ikke længere arbejder på Ocd-klinikken. Hvis hun er indforstået med at fremgangsmåden bliver lidt anderledes nu efter at man stoppede mig i den proces som jeg var i gang med sammen med hende.

Derudover kommer der en kæmpeopgave med at få ryddet op i alt det ydmygende materiale der er plantet rundt omkring for at forhindre at jeg nogen sinde kan få bygget en værdig tilværelse op og blive fri af angst.
I næste link har jeg indsat de papirer I har sendt mig om love og paragraffer, og så vil jeg høre om nogen i Danmark kan finde frem til nogle lovparagraffer hvor der står at jeg har ret til et liv selvom jeg har så store problemer med angst. Jeg har ikke overskud til også at læse lovparagraffer og har tilbragt alt for mange timer rundt omkring i retshjælpslokaler hvor man heller ikke kunne finde ud af noget.

Hvorfor jeg ikke klagede over Statsamtets afgørelse inden for tidsfristen.

Email sendt til ankestyrelsen 18 oktober 2005

Brevet med statsamtet afgørelse er dateret den 25.11.2003
Hvert år har jeg en alvorlig mørkedepression i december, og jeg plejer at regne tidspunktet sidst i november/først i december som det tidspunkt hvor jeg skal sørge for at have betalt alle regninger og have alt i orden så jeg, når det for alvor går galt, kun skal bruge energi på at overleve.
Først og fremmest så var jeg slet ikke i stand til at klage inden for tidsfristen p.g.a. sygdom!! Jeg kunne ikke mobilisere hverken mod eller kræfter til det. Midt i en alvorlig mørkedepression kunne jeg ikke beskæftige mig med alle de negative minder jeg har, og alt det som er årsagen til at jeg er alene hele julen.

Der er også nogle grunde til at jeg er ekstra dårligt stillet ved en mørkedepression. Tilværelsen med Ocd er så besværlig at andre næppe har fantasi til at forestille sig det, og jeg kan hverken få hjælp, hensyn eller have kontakt med andre mennesker. Ikke efter at psykiatrien har afbrudt kontakten med alle mine venner som jeg ellers havde mange af, og afbrudt kontakten med min familie.
Allerede tilbage i 1995 rejste jeg klagesag i patientklagenævnet over forkerte diagnoser på Hillerød Sygehus for netop at få stoppet det forløb hvor de slår alt i stykker hvad jeg selv og andre bygger op, og har siden da fået det ene afslag efter det andet i 10 år i træk! Hver gang jeg får et nyt afslag, så går jeg i stykker på det. Den tilbagevendende vinterdepression i 2003/2004 blev så alvorlig at jeg for første gang var bange for at jeg ikke ville overleve fysisk. Jeg var så overanstrengt og så svimmel at når jeg var i brusebad om morgenen skulle jeg passe på når jeg lukkede øjnene for så risikerede jeg at miste balancen. Normalt har jeg ikke problemer med svimmelhed, det er kun når jeg er alvorligt overanstrengt, og normalt er jeg heller ikke bange for at dø.
På grund af de forkerte diagnoser ude på Hillerød Sygehus har jeg i årevis hverken kunne få hjælp eller rigtig medicin, så jeg måtte klare vinterdepressionen også uden medicin – som sædvanlig. Jeg sad hele december i et dybt sort hul og kæmpede med følelsen af at jeg ikke havde flere kræfter tilbage og at jeg lige så godt kunne kvitte tilværelsen, i stedet for at blive ved med at blive udsat for alle de smerter.

I januar 2004 da energien vendte tilbage sammen med lyset, måtte jeg bruge den første måned på at grave mig selv op af et dybt sort hul.

I december 2003 havde jeg yderligere fået mail om at hvis jeg kunne få min bog færdig så kunne den blive præsenteret på en festival for "psykisk syge og sårbare" som skulle holdes i foråret 2004 i Huset. Da jeg begyndte at komme på benene skulle jeg altså prioritere … tidsfristen for at klage over Statsamtets afgørelse var allerede overskredet, og hvis de argumenter jeg havde brugt til Statsamtet ikke var gode nok til at få sagen igennem, så kunne jeg nogenlunde sikkert regne med at så var de heller ikke gode nok i Ankestyrelsen. Jeg skulle altså i gang med at lave et nyt materiale til en klagesag over Statsamtets afgørelse, og denne gange skulle det gøres så jeg ikke skal starte forfra hver gang. Der er masser af andre steder der ligger papirer med de forkerte diagnoser og som skal rettes før jeg bliver tryg for at jeg får korrekt sagsbehandling når jeg har brug for det – også i alle andre sager. Jeg har bunker af papirer i skuffer og skabe jeg skal til at rydde op i nu, og der ligger lige så mange hos Patientklagenævnet, Embedslægen, Sundhedsstyrelsen, Statsamtet, min kommune o.s.v. o.s.v. Derudover har en læge på Hillerød Sygehus vist mig hvor meget deres journal fylder. Masser af papirarbejde men ingen hjælp når jeg var i vanskeligheder.
Der er ingenting kommet ud af noget af noget som helst. Jeg har valget imellem at gøre det endnu bedre eller at leve alene og isoleret i min lejlighed resten af mit liv. Og dø med al den vanære hæfter på mig.

Da jeg i januar 2004 skulle prioritere hvad der havde størst mulighed for at give resultat, så blev det arbejdet med at få min bog udgivet. Det er en roman, men det er også en ærlig beskrivelse af det følelsesmæssige forløb jeg har været igennem og som førte til at jeg fik Ocd.
Det arbejde med min bog kom til at tage hele sommeren 2004. Jeg tror jeg læste korrektur på 256 sider omkring 5 gange, og havde desværre ikke tid til at sætte mig ind i et billedbehandlingsprogram så jeg kunne lave et bedre omslag. Jeg prioriterede indholdet højest. Den bog skulle gerne være med til at skabe forståelse for alle andre i samme situation som jeg også.
Efteråret 2004 var jeg helt flad og kunne end ikke formulere en tekst til pressen. Jeg måtte bare give op. Men hvis jeg har forbedret hele min situation med den udgivelse har jeg også sparet samfundet for behandlingskroner.

Allerede i oktober måned meldte vinterdepressionen sig i form af hårdnakket søvnløshed. Imidlertid kom det mig endelig til gavn at jeg har meldt mig over i sygesikringsgruppe2, så jeg kunne aftale med en læge at få noget medicin for den depression, og ikke for alt muligt andet som man plejer at lokke mig til at tage og som jeg bare får det endnu værre af. Jeg fik udskrevet et middel 2. nov. 2004 som virkede, og slap noget lettere gennem vinteren 2004/2005 end året før.

Først i januar 2005 havde jeg overskud til at kigge på sagen i Statsamtet og lave noget nyt materiale. Det er enormt belastende at skulle forsvare mig imod det samfund som burde hjælpe mig, og jeg kan ingen hjælp få til den sag heller. Jeg må klare det hele selv og hver gang skal jeg gennemleve mere end 50 års smerter, angst og ensomhed igen. Alle forsøg på at bygge et nyt liv op i stedet er slået fejl, jeg bliver hele tiden indhentet af diagnoser (og fordomme) Jeg måtte også finde ud af at bruge en scanner og et billedbehandlingsprogram for at få det lavet nogenlunde. Der skal både mange kræfter til og specielle tricks til for at holde livsmodet oppe i en situation som min. Ironisk nok så kan man også gøre det til en tvangstanke at tro fuldt og fast på at inden så længe så kommer løsningerne nok. Sådan har jeg levet hele mit liv og har nægtet at give op uanset at jeg havde så store følelsesmæssige smerter at jeg knap kunne se ud af øjnene.

For at bevilge pengene til psykologhjælp forlanger min kommune at så skal en repræsentant fra den psykiatri her i Frederiksborg Amt være til stede, som netop er årsagen gennem 30 år til at det hele er gået så galt, og det argument accepterede Statsamtet.
Så vil pengene være spildt!! Så vil jeg igen komme til at slide og slide uden at komme nogen vegne, men tværtimod få det ene nederlag efter det andet. Det er det der sker hver gang sagen bliver styret ude fra Hillerød Sygehus hvor den forkerte journal ligger. Den sag i Patientklagenævnet der skulle have løst det problem, så både jeg og alle andre involverede kunne få det lettere, blev kørt af sporet af socialpsykiatrien her i kommunen.

På trods af kontakt med nævnte psykiatri flere gange i løbet af årene siden 1976 og ind imellem gennem længere tid så kan de ikke opdage at deres journal er forkert. I 1988 var jeg indlagt til ambulant behandling på Montebello i Helsingør hvorfra den forkerte journal oprindeligt stammer og i behandling i et helt år. Det var spild af samfundets penge og jeg fik det endnu værre.
Derefter forsøgte jeg ude på det alternative marked, og det var spild af mine egne penge og igen fik jeg det endda betydeligt værre. Derefter forsøgte jeg at komme i behandling i Hørsholm som er en afdeling fra Hillerød, for at træne i at gøre de ting jeg er bange for at gøre, men det blev nægtet, og dermed blev jeg holdt fast i hjælpeløsheden og var stadig prisgivet andres beslutninger og prisgivet at opnå hensyn hvor jeg kunne finde det.

Hele vejen igennem måtte alle andre tage sig af problemerne.

Nu hvor jeg har mistet hele mit liv, og igen selv prøver at finde hjælp – bl.a. hos psykologer der reklamerer med at de kommer på hjemmebesøg - så skal jeg pludselig påtvinges psykiatriens selskab??! Den psykiatri der har svigtet den ene gang efter den anden og afslået at hjælpe dengang der stadig var noget tilbage af mit liv som kunne reddes, og svigtet på trods af opfordringer fra både mig, min tidligere læge og den tidligere leder af det center hvor jeg kom i 15 år. Psykiatrien har hele tiden afslået at påtage sig deres del af arbejdet og overladt det til alle andre – når man bliver udskrevet får man lov at passe sig selv og kan dø hvis man ikke kan klare det - og nu skal jeg påtvinges dem! Det vil ikke kunne fungere.
Det første Hillerød Sygehus skal gøre er at få rettet deres journaler, det ville befri mig for meget angst hvis de forkerte diagnoser ikke længere kan ødelægge mere for mig. Og så skal de stå til ansvar for alle de konsekvenser deres fejlbehandlinger har haft og de er nærmest uoverskuelig. Det gemmer jeg til tiden er inde.
Så kan det være jeg en dag bliver stærk nok til at finde ud af hvor min søn blev af midt i det hele. Han forsvandt for ca. 5 år siden og jeg ved ikke hvor han er eller hvordan han har det.

Jeg vedhæfter en mail fra en kognitiv psykolog som jeg har haft kontakt med før og som oprindeligt beregnede hvor meget en behandling ville koste. Jeg kender også flere jeg ville stole på m.h.t. kontakt med hvem der nu kan påtage sig opgaverne, og det skal være nogen der ikke er under indflydelse af Hillerød Sygehus – og heller ikke under indflydelse af min kommune. Jeg er gruppe2 i sygesikringen for at holde mig fri af psykiatrien, så det må kunne arrangeres.
Trods det at jeg er gruppe2 kender jeg en læge, som jeg tror vil kunne rådgive og kunne være med til at vurdere hvilken hjælp jeg har brug for og fra hvem. Jeg har kontakt med et hjemmeservicefirma som er en uvurderlig støtte til nødvendige praktiske ting. Jeg betaler altså selv for både lægehjælp, hjemmeservice samt forhøjet bidrag til sygesikringen Danmark. Hvis jeg nogen sinde skal få et liv er det nødvendigt at holde mig fri af indflydelse fra Hillerød Sygehus, og nu altså også min kommune.

Der er meget mere i hele denne sag, og alle de andre problemer skal også løses, men lige denne mail handler om at få bevilget penge til en privatpraktiserende psykolog eller anden behandler samt begrunde hvorfor jeg ikke kan få hjælp ad de sædvanlige kanaler. Jeg vil derfor yderligere henvise til alt det andet materiale der findes – herunder artikler på mine hjemmesider - om hvorfor det er gået så galt.
Da socialpsykiatrien her i kommunen kom ind i billedet i midten af 1990erne var mit liv endelig ved at lykkes. Jeg havde i mere end 20 år haft tvangstanker om at jeg kunne komme til at forgifte andre mennesker og det var så galt at jeg end ikke kunne røre ved tallerkener eller bestik som andre skulle bruge fordi jeg var bange for at forurene det. Jeg ved godt nu hvorfor de symptomer opstod, det drejer sig om en situation der faktisk havde at gøre med fødevarer og forgiftning, det var bare ikke mig, der havde begået en fejl, jeg havde overset at en anden havde, og fik så svære skyldsfølelser at jeg glemte episoden i 20 år. Havde bare nogle symptomer som jeg i alle de år ikke forstod.
Der var imidlertid nogen der gjorde deres bedste for at jeg skulle have et liv og mulighed for kontakt alligevel, jeg havde mange venner – i et dagcenter hvor jeg blev anbragt fordi der ikke var andre muligheder på det tidspunkt, hvor jeg havde mange venner og følte mig værdsat og hvor jeg var i gang med at overvinde mine symptomer. Min søn som er uddannet kok og min tidligere svigerdatter tog mig i køkkentræning, og det gik fremad – også i en grad så mine venner i dagcentret bemærkede det og var næsten forbløffede. Jeg gik i motionscenter og til foredrag og skulle i en alder af 50 år endelig til at leve. Og var i gang med at bygge en tilværelse op som forfatter.
Ved den behandling der i først i 1970erne helbredte mig helt, gjorde man noget tilsvarende, og forsøgte at gøre det muligt at have et liv trods mine symptomer og lærte mig at jeg har samme ret til selvbestemmelse som alle andre, selvom jeg har Ocd. Også samme ret til at blive hørt når jeg giver udtryk for hvad jeg har det godt med eller ikke.
En socialpsykiatrisk plejer rekvirerede den journal over en 5 år lang psykoanalytisk behandling og så ændrede han diagnosen på den. Det slap han godt fra, både min kommune og Hillerød Sygehus er ligeglade med hvad hvem gør, bare de sørger for at trumfe kommunens og psykiatriens vilje igennem. Der kan ikke laves samarbejde med dem, for de nægter at samarbejde!
Socialpsykiatrien kunne have ladet være med at ødelægge alt det, der var begyndt at fungere!!! Hvis det hele var lykkedes dengang i midten af 1990erne så havde mit liv fungeret nu, og det havde sparet samfundet for masser af skattekroner også ud over hvad det ville have sparet andre for af menneskelige omkostninger.

Det hele blev slået i stykker af socialpsykiatrien, min søn gik også i stykker på det, og hans ægteskab holdt ikke. Hele min familie er væk og min søn mistede sine børn. Alt sammen på grund af en psykiatri der bare tordner frem med magt og tvang over for vores følelsesliv og tromler alle andre ned. Jeg vil ikke have mere med dem at gøre. De har ødelagt nok nu! De får ikke lov til at ødelægge mere!
Her i Danmark kan man sparke rundt med de psykisk syge som man har lyst til. Går vi i stykker på det får vi bare nogle flere diagnoser og nogle flere piller indtil vi sidder passive i en stol. Er der nogen der vil bytte plads med mig?!

Målet med min ansøgning er at få bevilget de nødvendige midler til en privatpraktiserende psykolog. Der er søgt om 40.000,- men det var for et par år siden hvor jeg var gået i gang for penge jeg havde lånt i banken og allerede var inde i et forløb med at gøre mig fri af mine symptomer og alle konsekvenserne. Det vil næppe længere være nok, men det er hvad der er søgt om og så må der på et tidspunkt foretages en evaluering.

Derefter vil jeg tage nogle mennesker – læger og måske en psykiater - med på råd angående at finde en ny psykolog i stedet for hende som iflg. vedhæftede mail ikke længere kan tage sig af sagen. Vi er nødt til at gøre det i denne rækkefølge, for hvis vi skal igennem en række afslag før en sag går igennem, så er den behandler væk, som var aktuel på det tidspunkt hvor det startede.
Hvis man synes at dette er indviklet så vil jeg igen gøre opmærksom på, at i midten af 1990erne var mit liv endelig ved at lykkes, indtil socialpsykiatrien kom ind i billedet.
Jeg håber meget at der bliver fundet nogle løsninger nu, som jeg kan leve med ... jeg skal indhente mange års mangel på livsmuligheder.

Mit svar: Der kan i særlige tilfælde ses bort fra klagefristen, og ankestyrelsen har forståelse for mine svære omstændigheder, men mener ikke at dette er grund nok til at se bort fra klagefristen.
Af det materiale jeg har sendt fremgår det at det er psykiatrien selv, der er årsag til den situation jeg er i. Jeg har bedt om penge til privat psykolog og hjælp uden om den psykiatri der nægter at rette deres fejl. 30 års fejlbehandling fordi psykiatrien i Frederiksborg Amt ikke fik meddelelse om en intensiv psykoanalytisk behandling fra 1969 til 1975, stillede nye diagnoser og brød alle resultaterne ned igen. De kæmper for at få lov at fortsætte på samme måde.

Meddelelsen fra ANS til min læge dateret 31/3 1976 fra journalnotaterne. En redegørelse for en intensiv ambulant psykoanalyse:

Og denne redegørelse fra Montebello i Helsingør dateret 8/7 1976 ved indlæggelse efter skilsmisse.

Altså indlagt 1969 på ANS i 4 mdr, men ingen redegørelse for 5 års efterfølgende psykoanalytisk behandling som virkede så jeg var symptomfri allerede inden for 2 år. Redegørelsen for den behandling er forsvundet ud af systemet. Det står heller ikke i ansøgningen om pension i 1983.

Jeg er ikke alene blevet fejlbehandlet gennem 30 års mareridt af angst og ensomhed og tab af enhver livskvalitet, men jeg skal fejlbehandles resten af mit liv fordi ingen kan finde ud af at foretage en sagsbehandling. Sagen har kørt rundt i klagesystemerne i 10 år nu, hvor man har fundet den ene paragraf efter den anden for at begrunde et afslag.
Det forekommer mig urimeligt at man synes at det er vigtigt at jeg har overskredet klagefrisen med 2 år, hvilket jeg kan begrunde med bl.a. sygdom p.g.a. fejlbehandling, samtidig med at det anses for at være i orden at fejlbehandle i 30 år og at sagen nu har kørt rundt i klagesystemerne i 10 år uden at nogen har undersøgt kendsgerningerne. Det havde kun kostet en brøkdel af den samme tid hvis man havde startet med det, samtidig med at mange mennesker var blevet sparet for så mange smerter.