En sag om diagnoser og fejlbehandling.
For at se rammesiden og resten af materialet
klik her.

Dette er kopi fra journalnotater hvor min mor manipulerer en psykiater til at foretage de vurderinger hun ville have, og som skulle dække over hendes egne forbrydelser. Datoen er 30/9 1976. På det tidspunkt var jeg næsten 30 år gammel. De diagnoser er stadig i kraft idag mere end 30 år senere.

Den pågældende psykiater vidste ikke at der allerede lå en journal
på et andet hospital over 5 års intensiv psykoanalytisk behandling for at gøre mig stærk nok over for min mors paranoia og kampe for at kontrollere mig ... stadig efter at jeg var blevet voksen. En behandling der havde virket så godt at jeg i løbet af 2 år var symptomfri og derefter gennemførte en ny uddannelse. Og at denne samtale i 1976 for min mor drejede sig om at få kontrol over næste psykiater og få ham til at bryde alle resultaterne ned igen. Et eksempel på hendes metoder og også på årsagen til at jeg havde så store psykiske problemer.
Det var den behandling fra 1969 til 1976 hun kæmpede for at få underkendt!
Hvor godt min mors kamp for at få mig stemplet med diagnoser den lykkedes kan
læses her.
Endnu en journal over rigtige vurderinger og en behandling som virkede kan ses ved at
klikke her.
Mine kommentarer til disse forkerte vurderinger kan ses under teksten eller ved at
klikke her.






Mine kommentarer til ovenstående:
Dette handler i virkeligheden om min mors kamp med en anden psykiater på et andet hospital som tidligere i tiden 1969-1976 havde helbredt mig for tvangsneuroser, hæmninger og selvundertrykkelse. Det lykkedes hende ved dette møde i 1976 et nyt sted at sætte denne nye psykiater til at bryde alle resultaterne ned igen. I ovenstående kan læses hvordan. De diagnoser jeg fik stillet ved den lejlighed er stadig i kraft nu 30 år senere. Patientklagenævnet har gentagne gange afslået at foretage en sagsbehandling på trods af at jeg gentagne gange har gjort opmærksom på at der findes en anden journal med nogle helt andre vurderinger og at den allerede fandtes på det tidspunkt.
D.d. april 2007 ligger sagen igen i Patientklagenævnet som af ombudsmanden er blevet opfordret til enten at foretage en sagsbehandling eller forklare mig hvorfor de ikke gør det.

Angående min mors "forhåbninger" om at når jeg nu tog en fin realeksamen, så håbede de at det ville komme til at gå mig godt. Nej, det håbede hun ikke, hun arbejdede  på det modsatte. Hun bagtalte mig over for lærerne på min skole for at forsvare sig selv og sin egen andel i at jeg havde så store psykiske problemer og på præcis samme måde som hun gør det her.
Hvis det var min lykke og muligheder der var hendes mål, hvorfor nævner hun så ikke at jeg allerede havde gennemgået en behandling som havde
helbredt mig for nogle meget pinefulde tvangstanker (læs om en helbredelsen). Det var den behandling hun arbejdede på at få underkendt.


Arbejdsmarked trods angst og medicin:
Det er rigtigt at det var med nød og næppe at jeg fik min uddannelse på et kommunekontor, men det skyldes at på det tidspunkt da jeg var næsten 20 år og boede alene på et værelse, havde min mor fået en psykiater til at fylde mig med så giftig medicin (uddrag erindringsroman), at jeg ikke kunne koncentrere mig om hvad jeg lavede eller om mine lektier på handelsskolen. Se evt. min realeksamen som jeg har lagt ud som bevis for, at jeg før jeg fik den medicin godt kunne få tingene til at lykkes.
Den behandling som jeg
blev så syg af dengang jeg var i lære var min mor godt tilfreds med, og den klagede hun ikke over på trods af at det stod på i ialt 4 år. Da jeg senere i 1969 og på eget initiativ kom i korrekt behandling og blev helt rask (private breve fra min psykiater) kæmpede hun i alle årene for at få brudt resultaterne ned igen, og hun forsøgte at få den psykiater fyret, som hun ikke kunne få kontrol over.

Jeg blev ikke sagt op efter prøvetiden i Frederiksværk kommune. Jeg meldte mig syg og sagde selv op. Årsagen er at på det tidspunkt hvor jeg endelig var i korrekt behandling, kæmpede min mor for at bryde resultaterne ned igen og bevare sin kontrol over mig, og jeg var under konstant pres. Det var lykkedes hende at afværge at jeg fik revalideringshjælp til en ny uddannelse, og i stedet blev jeg påført endnu et nederlag. Hun kritiserede mig hele tiden og hakkede på mig. Samme mobning som hun havde udsat mig for hele mit liv ... hvorpå hun mente at det var psykiatriens arbejde at sætte ind med tvang over for mine psykiske problemer.
Desuden var mit ægteskab i gang med at revne. Jeg var under hårdt pres.
Men min mor holdt på at jeg ikke havde nogen grund til at være angst og deprimeret. Det var ikke andet end skaberi, påstod hun.

Ægteskab
: Angående at det i ægteskabet skulle være som jeg ville - hvor mon hun havde den opfattelse fra?! Nej, min mand var ekspert i manipulationer og manipulerede som regel sin vilje igennem, men da jeg i 1970 kom i korrekt behandling, begyndte jeg at blive mere selvstændig og fik mere selvtillid, og fandt jeg mig ikke længere i alt. Behandlingen var helt bevidst arbejde på at jeg skulle blive i stand til at klare mig selv, så jeg ikke længere var afhængig af familien.

Pasning af min søn: Med hensyn til at jeg ikke passede min søn - jo fysisk passede jeg ham perfekt, men p.g.a. min mors religionsvanvid og syndsbevidsthed så havde jeg, da han var helt lille, pinefulde tvangstanker om at nogen ville gøre ham fortræd. Det var årsagen til at jeg lod mig skrive op til indlæggelse. Til sidst måtte vi sove med min søn imellem os om natten fordi jeg var nødt til at passe på ham hele tiden. Forud for den indlæggelse var også en fejlbehandling (i midten af 1960erne) det var derfor jeg blev så syg  Det var lykkedes min mor at få en psykiater til at fylde mig med giftig medicin som jeg blev meget syg af. Den situation var min mor godt tilfreds med og det klagede hun ikke over!! På trods af at konsekvenserne også ramte min søn, fordi jeg var så angst og deprimeret og bedøvet med giftig medicin. Det var årsagen til at jeg til sidst blev så syg at jeg blev indlagt da jeg var 22 år og i dec. 1969, og endelig kom i korrekt behandling og lærte også at sige min mor imod. Se dokumentationer. Derfor prøver hun her i 1976 hvor jeg var gået i stykker på en skilsmisse som hun også styrede - at få den næste psykiater til at bryde min vilje ned igen og at genvinde kontrollen over mig. Da var jeg næsten 30 år gammel.
Min søn kom netop ikke i dagpleje da jeg var så syg af medicin og fejlbehandling, selvom jeg havde så meget brug for hjælp. Han kom først i dagpleje efter at jeg blev indlagt og for at hjælpe min mand, ikke for at hjælpe mig.
Jeg kom 1970 i korrekt psykoanalyse og der blev samtidig søgt revalideringshjælp til en ny uddannelse til mig. Men det ville min mor ikke acceptere, og så begyndte magtkampene igen. Jeg måtte ingen revalideringshjælp få og muligvis fordi min mor og min mand var bange for at de kunne blive dømt til at betale i sidste ende. Det var der vistnok mulighed for dengang. Begge havde råd til det, men ville ikke.

Skilsmissen: Angående den kursuskammerat som skulle hente og bringe mig, men hvor min mor påstår at vi sjældent tog på kursus, så var det læreren på kurset og vi var altid på kursus, læreren kunne ikke så godt blive væk, vel?? Det var et kursus i førstehjælp som jeg tog fordi det var en forudsætning for at komme ind på skolen for beskæftigelsesvejlederen, hvor jeg blev optaget året efter.

Jeg flyttede ikke ud i en lille lejlighed ved skilsmissen i 1972 hvor min søn var 4 år gammel, men på lejede værelser!! Mine forældre hjalp min mand med at tvinge mig til at flytte fra vores hus og ud på lejede værelser, og jeg boede på lejede værelser i 3 år efter skilsmissen på trods af at både min mand og mine forældre havde penge nok til at jeg kunne have fået en lejlighed.

Prisgivet min mors dominans og paranoia
: Selvfølgelig måtte hun i 1976 også forsvare hvorfor mine forældre arbejde på at få mig frakendt forældremyndigheden ved landsretssagen i 1973 og samtidig med at jeg skulle gennemføre en ny uddannelse. På det tidspunkt var jeg blevet symptomfri. Den psykiater jeg på det tidspunkt i 1972/73 ved skilsmissen gik i psykoanalyse hos, arbejdede meget for at jeg skulle få forældremyndigheden, og altså imod min mors vilje. Jeg havde været gift med min fætter, og de ville ikke være uvenner med familien. Desuden var min forhenværende mand i 1976, hvor denne samtale fandt sted, flyttet sammen med sin fjerde kone.
Mine forældre havde meget at forsvare ved denne samtale i 1976 hvor de skulle have en psykiater til at gøre mig til den skyldige. En psykiater som altså ikke vidste at der allerede lå en journal på at andet hospital med nogle helt andre vurderinger end de, min mor manipulerede ham til at foretage og til at stille diagnoser på.

Angående mødet for at få taget mål til svangerskabsforebyggende midler, som fandt sted da jeg var 17 år, så undlader min mor her en væsentlig detalje - det kunne ikke lade sig gøre fordi det viste sig at jeg var jomfru endnu. Jeg blev sendt til undersøgelse fordi hun på det tidspunkt havde spredt rygter p.g.a. hendes egne paranoide forestillinger om at jeg skulle være promiskuøs, og så viste det sig at jeg stadig var jomfru. Der var ingen der måtte opdage at hun havde løjet i flere år.
Det er så pinefuldt at jeg må nævne dette, men jeg sidder fast i de diagnoser endnu i en alder af 59 år. Psykiatrien kan ikke rette fejl?! og jeg skal fejlbehandles resten af livet fordi der blev stillet forkerte diagnoser i 1976.

Ovenstående fotokopier er et eksempel på hvordan min mor sværtede mig til, og her over for en psykiater for at få kontrol over psykiatrien også. Da havde hun allerede fået kontrol over retssystemet ved at kontrollere mine advokater ved skilsmissen. Hvordan hun fordrejede kendsgerningerne. Det var ikke noget hun først begyndte på her, det havde hun altid gjort.

Hvor godt min mors kamp for at få mig stemplet med diagnoser den lykkedes kan
læses her.